Troen på et paradisisk liv efter døden er ofte blevet anklaget for at nedvurdere og bagatellisere jordelivet. For at gøre folk verdensfjerne og stoiske. For at negligere dødens radikalitet og alvor. Ja, for ligefrem at resultere i en unaturlig dødsdrift. For døden er jo bare en overgang til noget bedre. Et liv i paradis med 70 villige jomfruer eller en vej til at genfødes som feteret popstjerne eller i hvert fald rigere, smukkere eller mere magtfuld end man er i livet her og nu.

Og det er nok rigtigt, at sådan noget kan troen på et liv efter døden – eller tro på ”noget” efter døden resultere i. Det ser vi jo forfærdelige eksempler på, hver gang mennesker i de mange terroraktioner vi oplever i Europa, tager deres eget og andres liv, fordi de er overbevist om at de derved kan fortjene et behageligt efterliv.

Men når Jesus opvækker døde og lover os evigt liv, da er det i grunden at forstå som en velsignelse af livet her på jorden, nu, såvel som det er et løfte om, at alt står i Guds faderhånd også efter døden. Det er aldrig en ringeagtelse af jordelivet.

Opvækkelsen af en fattig og ensom enkes søn, i en fjern egn af et fjernt land, i det mægtige romerske imperium, er et udtryk for at Jesus, guddomsmanden, er her nu i vores lille liv, med sine guddomskræfter.

Det er et tegn på, at Gud, Herren, har besøgt sit folk og at hans fylde er begyndt at trænge mørket i verden tilbage, sådan som Ånden, der var over urdybet ved verdens skabelse, trængte mørket tilbage på skabelsens første dage. Det er et tegn på, at kampen mod dødens magt er virksom nu. Kristus kæmpede mod døden og vandt. Og det viser sig ikke bare ved, at vi skal arve evigt liv, men også ved at det liv vi lever nu, er evigt liv. Det vil sige et liv hvor mørket, dødens og satans magt er på tilbagetog.

Det er gammel tro, at Satan straks efter at Messias, Kristus fødes, da vil han søge at tilintetgøre Kristus. For Kristus kom jo for at ødelægge Satans rige. I Johannes syn, som vi kan læse om det i Johannes Åbenbaring, viste der sig ved fødslen af barnet derfor en ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine syv hoveder. Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden som skulle føde for at sluge barnet, så snart det var født. Men barnet blev bortrykket til Gud og kvinden flygtede ud i ørkenen. Og der blev krig i himlen. Mikael – ærkeenglen – hvis helgendag det var i fredags og som vi fejrede her i Danmark førhen – og hans engle gik i krig med dragen.

Dragen, den gamle slange, som hedder djævelen og satan, blev styrtet til jorden og dens engle sammen med den. Senere forfulgte den kvinden, men kvinden fik givet den store ørns vinger, så hun kunne flyve væk i sikkerhed for slangen.

Fortællingen om Skt. Mikael og dragen har har derfor i kirkens lange historie placeret Mikael som den engel, der i særlig grad bekæmper det onde.

I starten af 1800-tallet fik Pave Leo den 13 et syn efter en gudstjeneste. Efter at visionen var slut gik paven ind på sit kontor og her skrev han noget ned på et stykke papir og gav det til sin sekretær og bød, at det skulle sendes til alle katolske bispedømmer i hele verden. Hvad stod der på papiret? Der stod nogenlunde sådan her:

Hellige ærkeengel Michael, forsvar os i striden.
Vær vort værn imod djævelens ondskab og efterstræbelser.
Gud kue ham, derom beder vi ydmygt.
Og du, de himmelske hærskarers fyrste, nedstyrt ved Guds kraft til helvede Satan og alle onde ånder, der færdes i verden, til sjælenes fordærv!
Amen

Det var en bøn til ærkeenglen Michael om at bekæmpe det onde på jorden. For paven havde i sin vision set det 20- århundredes rædsler; verdenskrigene, menneskers systematiske udryddelse af hinanden med holocaust og rædslerne under Stalin i det tidligere Sovjet. Alle de destruktive kræfter, som kom til at præge det 20. århundrede. Derfor skrev paven en bøn til ærkeenglen Michael for at få hjælp i kampen mod det onde.

Sådan vil den onde altid forsøge at hærge og lægge øde i livet, men med Herrens besøg hos sit folk, med dødeopvækkelsen af den unge dreng er kampen mod den onde og mod døden i gang og Kristus, som afvæbnede og ødelagde helvedes magter, fører den kamp.

Rejs dig, op sagde Jesus til drengen. De samme ord lyder til os: Rejs dig op. Rejs dig op og se, at der er guddommelige kræfter på spil i dit liv, skabt som du er i Guds billede, lad den komme til syne og vågne, ”lad dem udvikle og klare sig, lad Aand og Støv gennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed.” (Grundtvig, Nordens mytologi.)

Tænk blot på hvad denne tro på foreningen med Gud, Jesu Kristi Fader har resulteret i her på jorden: heltemod og selvhengivelse og pligtfølelse. Det vil sige alt andet end stoicisme og apati og dødsdrift. Nej, troen på at være i Guds hånd, troen på at være delagtiggjort i guddommelige kræfter, hvad enten man lever eller dør, er det stof helte er gjort af. Det er den tro, der har givet mennesker mod til at kæmpe mod mørkets magter her i verden. Mod den onde selv. Mod den gamle fjende, dragen. For har det 20. århundrede været kendetegnet ved folkemord og krig, har der også været mennesker der kæmpede i mod mørkets kræfter. Og de gjorde det i Jesu navn. For de vidste, at Kristus står sammen med os i kampen mod mørkets kræfter. De havde hørt om Mikael der bekæmpede dragen og de havde hørt om den unge dreng fra Nain. De vidste, at Herren han har besøgt sit folk.

Den unge mand i Nain fik helt bogstaveligt talt livet igen af Herren, Jesus Kristus. Han hørte Guds søns røst, og så livede han op. Sådan er det også for os. Når vi hører Guds søns ord til os, så vågner vi op til et nyt liv. Til dåd. Vi opdager, at menneskelivet er gennemstrømmet af Ånd. At det er noget dyrebart og underfuldt. At der er store kræfter på spil i vore liv og at livet er underfuldt og at det må ikke gå til spilde. Det skal leves på allerbedste måde.

Rejs dig op, er også ordet til os. Det er ord, der gælder i livet såvel som i døden. Rejs dig op.

Amen

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder