Tidligere chef for Politiets Efterretningsvæsen PET Hans Jørgen Bonnichsen har det svært med friheden og vånder sig ofte højlydt, når nogen benytter sig af den. Det går helt tilbage til hans barndom, hvor Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn “gjorde at [Bonnichsen] blev optaget af den kommunistiske ideologi”. Han “havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed” og “Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det “klasseløse samfund”, hvor ejendomsretten var ophævet”. Så han skrev til Sovjetunionens ambassade, der prompte sendte ham allehånde oplysninger om tingenes rette tilstand og gjorde ham til abonnent på bladet ”Fakta om Sovjetunionen”. Alt dette og meget mere citerede en god ven til mig fra Bonnichsens erindringer “Hånden – en PET- og politikrønike” fra 2006.

Bonnichsen fortæller i bogen, at han opgav kommunismen med den brutale nedkæmpning af Ungarn, “Men frihedstanken blev hængende”. Bonnichsen var da 13 år gammel, men min ven argumenterede glimrende for, at hans fascination af kommunismen også blev hængende lidt længere. Men det er for de historiesagkyndige. For denne blogger er Bonnichsens tanke om frihed påfaldende, fordi den ikke er sammenfaldende med det samfunds frihed, som han har været ansat til at beskytte. Men det forklarer hans samfundskommentarer.

Bonnichens seneste protest mod det frie samfund, som man kan læse på Altinget, kommer i hans dobbelte angreb på minister med ansvar for at mætte alle landets afkroge med muslimer, Inger Støjberg idet hun ifølge den tidligere PET chef “sætter andres sikkerhed på spil, mens hun selv sidder i et elfenbenstårn bevogtet af PET”. Det er Støjbergs fremvisning af en Muhammedtegning, hvad Bonnichsen kalder et “radikaliseringsredskab, der kan bruges til at mobilisere ubesindige mennesker til at foretage sig uhyggelige gerninger “, hvilket “medvirker til at revitalisere den eksisterende trussel”.

Da jeg havde med det her at gøre, var der unge mennesker, der fortalte mig, at vi ikke aner, hvilke krænkelser vi udsætter dem for. At det svarer til, at vi udstiller deres mødre blive voldtaget. Det er så stærke følelser, det vækker. Det har man ikke gjort sig begribelig. Men det har man gjort som sikkerhedsansvarlig.

Han har tidligere fremkommet med dette synspunkt. Dagen efter en selvmordsbomber myrdede 22 unge mennesker ved en koncert i den engelske by Manchester, fortale han BT, at “Ingen kan forestille sig, hvor meget de hader os”. Vi er nogle, der kaldes racister, når vi forsøger at hjælpe på forståelsen. Alligevel foreslog han, at “vi skulle prøve med den fremstrakte hånd“, men frygtede “at den seneste tragedie kan skærpe tonen i den offentlige debat“.

Med muslimerne kan vi ikke få både fred OG frihed. Det ene må ofres for det andet. For Bonnichsen er valget let, som det er blevet hængende siden Ditte menneskebarn og Fakta om Sovjetunionen.

Bonnichsen hævdede også overfor Altinget, at ytringsfriheden ikke er “en håneret”, men “et redskab for de svage, så de kan gå op mod magten”. Det er det samme synspunkt, som da han prædikede at “Det danske frisind er under pres fra en fundamentalistisk fremmedfrygt, der ikke har tvivlens nådegave” i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København. Desværre er det helt forkert, ytringsfriheden er en frihed den enkelte selv kan bruge efter forgodtbefindende.

Tanken om andres frihed er svær for, dem der har optimistiske fremtidsvisioner, hvor der er fred, lighed og ingen privat ejendomsret. Det er ejendomsretten, der i Vesten håndfæstner statens magt og sikrer friheden. Det er noget, som staten ikke kan bestemme over og med Oplysningen blev meninger en privatsag. Et angreb på det ene kan med lidt held føre til faldet af det andet.

Bonnichsen, der ikke mente man skulle frygte terrorister blandt migranterne da de ikke var så tåbelige, kort før Europol sagde det modsatte, har tidligere sagt at “ingen grænsekontrol kunne stoppe en Breivik eller vor egen Omar Hussein” i en kronik i Århus Stifttidende, hvori han også beklager en “stigende militarisering i løsningen af politiopgaverne“.

I nærheden af min sommerbolig findes der en synagoge, der bevogtes af to til tre politifolk hver fredag aften og lørdag formiddag, når den lille menighed fejrer sabbatten. En repræsentant for menigheden har fortalt, at før politiet dukkede op, var der næsten ingen, der vidste, at der lå en synagoge på stedet. Menigheden føler politiets tilstedeværelse som ubehagelig, og det vækker bekymring, når de ser politibilerne og betjentene udenfor synagogen, men må samtidig erkende, at bevogtningen nok er kommet for at blive. Den slags bevogtningsopgaver er der mange af, og de sluger ressourcer, der kunne have været bedre anvendt andre steder. Det helt paradoksale er, at der ikke er politibevogtning udenfor den bygning i Danmark, der efter alle trusselsvurderinger er den mest truede: JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. Der anvender man nemlig intelligent sikkerhed. En ide til efterfølgelse, der dog næppe vil finde gehør.

Jøderne lider under det problem, at de ikke kan fremstrække deres hånd, da deres blotte eksistens er et radikaliseringsredskab. Jacta est alia, danske soldater har nu krydset Rubicon og bevogter synagogerne. En ny ideologis vision om fred er i krig med os – og efter lørdag kommer søndag.

Drokles blogger på www.monokultur.dk