Billedet: Såkaldte antifascister protesterede over AfDs valg i går

Hvis nogen skulle have lyst til at se en nutidig illustration af begreberne moralpanik eller heksejagt, er det bare at åbne en avis nu efter parlamentsvalget i det land, som ved flere lejligheder næsten ødelagde Europa med sin gruppetænkning og manglende beherskelse.

Den støvede apparatsjik, Martin Schulz, slog tidligt tonen an ved at fastslå, at racister og højreekstreme herefter vil være repræsenteret i parlamentet. Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, udtalte, at nazisterneigen indtager Forbundsdagen, og anbefalede de andre partier at behandle AfD på omtrent samme måde, som man har behandlet Sverigedemokraterna i det måske eneste land i Europa, som overgår tyskerne i deres egne defekter.

En såkaldt Tysklands-ekspert ved NTNU trækker også en linje til nazismen i VG. Plakaten hvor AfD slår til lyd for, at tyskerne bør få flere børn, minder angiveligt om Goebbels’ propaganda. Det er ikke helt klart, præcis hvilken plakat fra nazitiden, som minder om en smilende pige, som ligger i græsset i jeans og med maven bar. Faktum er, at «Tysklands-eksperten» selv ser væsentligt mere arisk og alvorstung ud end pigen på AfD-plakaten. Er jeans og bare maver nazi-æstetik? Gå hjem og vug – pun intended.

Teksten på billedet til AfD´s valgplakat: “Nye tyskere? Dem laver vi selv”

«Kinder statt Inder» (børn i stedet for indere) lød et slagord lanceret af CDUs topkandidat i Nordrhein-Westfalen for fire valg siden, Jürgen Rüttgers. Angela Merkel nedtonede diplomatisk udspillet, men udråbte aldrig Rüttgers til nazist.

Hvorfor er det egentlig så galt at slå til lyd for, at de indfødte skal få sig nogle flere børn, når der er udbredt enighed om, at der er behov for flere børn? Og hvis det er så galt, hvorfor kom så ikke beskyldningen om nazisme allerede da AfD fremlagde sit program? Et af punkterne lyder som følger:

Den uønskede demografiske udvikling i Tyskland skal modarbejdes. Den konfliktfyldte og samfundsøkonomisk uholdbare masseinnvandring er ikke et egnet middel i den henseende. I tillæg til en begrænset indvandring båret af kvalitative kriterier, må fremfor alt fødselsraten hos den indfødte befolkning øges ved hjælp af en effektiv familie- og børnevenlig politik.

Hvilken europæisk borger ville ikke i sit stille sind ånde lettet på, hvis dette programpunktet blev realiseret? I hvilket verdenshav af uforstand er det nazistisk, at en befolkning afstår fra at udrydde sig selv? Der er noget dybt skræmmende ved denne livsfjendtlige holdning. Man må give Ann Coulter ret i, at den moderne sekularisme er en dødskult, hvor det yperste sakramente er abort. Fænomenet er tusind gange sortere og mere skræmmende end AfD.

Det tyske-jødiske centralråd er heller ikke upåvirket af, at de lever i et land, som over en bred bank har brug for en psykolog. AfD er angiveligt det største problem for jøder siden krigen. En fascinerende påstand i lyset af, at Tyskland næsten over en nat importerede en million mennesker, hvorav et stort flertal er antisemitter i kraft af deres islamiske tilhørsforhold.

Måske skyldes det, at de fleste jøder på det europæiske kontinent, som ikke er ramt af Stockholm-syndromet, allerede er flyttet til Israel eller andre steder, og at de som er tilbage, fremtræder lige så apatiske over for de nye nazister, som Europa importerer. Nogle af dem tror måske på det, de siger  andre smiler ovalt, mens de i dølgsmål forbereder sig på at stikke af.

«Vi er mangfoldige, de er lort», forkynder en plakat, som demonstranter i Berlin producerede i protest mod AfD, efter at valgresultatet blev kendt. Moral-flasherne i det tyske establishment er altså af den opfattelse, at omkring en ottendedel af deres egen befolkning er at sammenligne med afføring.

Hvad kan man kalde det andet end projicering?

Sagen er, at disse mennesker hader sig selv, og dermed ikke vil reproducere sig selv, men snarere udskifte sig selv med importerede mennesker. Men det er meget mere bekvemt at lade hadet gå ud over de mennesker, som ikke er henfaldet til den samme selvdestruktive adfærd.

Resultatet er ikke desto mindre, at Tyskland efter valget er blevet mere polariseret. Den vigtigste konsekvens er let at spotte: Den politiske intolerance vil få kronede dage, som Douglas Murray observerer. Han siger også, at dem som i dag anser sig for at være antifascister, selv bruger fascisternes metoder. Kast et blik på demonstranterne i Berlin i går. Hvem giver efter for massesuggestionen? Hvem er det, som minder om nazisterne?

Hadet mod AfD i det som mere og mere antager karakter af en fly-over state, er en perfekt analogi til det had man finder i USA mod Trump og alt, hvad han står for. Konservative stemmer må bruge kostbare sikkerhedsforanstaltninger for overhovedet at kunne tale ved amerikanske universiteter.

Men sagen er, at Trump vandt et valg. Og de konservative i Europa udgør også en stor andel af befolkningen, selv om de ikke gør så meget væsen af i sig i en offentlighed, som er hensynsløst domineret af den anden side.

De må efterhånden begynde at spørge sig selv, hvorfor de skal være med til at finansiere NGO-ere, medier eller højere læreanstalter, som dårligt nok kan betegnes som kulturbærende for samfundet længere, men snarere som en slags torpedoer, som skyder hul i samfundets skrog. Vi har vores egne sumpe, og jo før de drænes – jo bedres.