Nyt
Skovgaard Museets udstilling om blasfemi vil ikke have Muhammed-tegningerne med
I anledning af Reformationsjubilæet og Aarhus’ status som Europæisk Kulturhovedstad 2017 præsenterer Kvindemuseet i Aarhus, Skovgaard Museet i Viborg og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig den tredelte udstilling Billedstorm fra reformationen til i dag. På Skovgaard Museets del af den samlede udstilling har titlen Blasfemi i kunsten fra reformationen til i dag og beskæftiger sig, som det fremgår af titlen, med blasfemi. Dog i en ret bred ramme, der ikke kun omfatter kunstneriske udsagn.
Udstillingen er allerede blevet kritiseret for ikke at præsentere de danske Muhammedtegninger, der blev politianmeldt for at være blasfemiske. Anne-Mette Villumsen, der er museumsleder på Skovgaard Museet, forklarer i et interview, at Muhammedtegningerne er udeladt, fordi de “ville skygge over den nuancerede fremstilling af blasfemisk kunst, som udstillingen repræsenterer.” Det kan man så tro på eller lade være.
Muhammedtegningerne ville helt sikkert påkalde sig opmærksomhed, men opmærksomhed er jo ethvert provinsmuseums drøm (og da især en drøm for et museum som Skovgaard Museet, der i nogen år har lidt under faldende besøgstal). Fraværet af Muhammedtegningerne skyldes nok snarere en angst hos museet og dets leder for at blive et islamisk terrormål. Den angst kan man ikke klandre museet for. I januar 2015 blev satiremagasinet Charlie Hebdo angrebet af to muslimske terrorister, der ønskede at hævne den blasfemi som Charlie Hebdo med sine tegninger havde udsat religionsstifteren Muhammed for. Det kostede 12 mennesker livet. Nogen uger senere blev Lars Vilks Komiteens debatmøde Kunst, blasfemi og ytringsfrihed i kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København angrebet af en terrorist. Filmskaberen Finn Nørgaard blev skudt og dræbt på gaden udenfor Krudttønden. Samme nat blev en vagt dræbt foran synagogen i Krystalgade.
Til gengæld viser Skovgaard Museet Marco Evaristtis fisk i blendere. Hvad de fisk har med blasfemi at gøre er et såkaldt godt spørgsmål. Og vi kommer da heller ikke svaret nærmere i museets pressemateriale end, at Evaristtis værk har skabt “stor offentlig debat”. Skovgaard Museet kunne med fordel have vist værker af nogen af de danske billedkunstnere, der rent faktisk har beskæftiget sig med blasfemi.
Halve sandheder
Her tænker jeg først og fremmest på mit eget værk Halve sandheder (Koranen savet mit over, bibelen savet midt over), der, som titlen indikerer, består af en halv koran og en halv bibel. Værket blev undfanget i 1999 og første gang udstillet i et kunstnerdrevet galleri (det lyder så fornemt, men stedet var det nedlagte svineslagteris forladte bomhus, som blandt andet kunstnergruppen Idioterne havde fået adgang til) på havnen i Aarhus. I 2002 blev de halve sandheder udstillet på Museum Folkwang i Essen i Tyskland som en del af udstillingen “Magische Expeditionen – Streifzüge mit rätselhaften Empfindungen” (anmeldt i det tyske kunsttidsskrift Kunstforum samme år). Udstillingen var kurateret af Necmi Sönmez (tyrker med muslimsk baggrund).
Året efter blev værket vist på min udstilling “Fallen from grace” på Galerie Reinhard Hauff i Stuttgart. Værket blev i forbindelse med udstillingen solgt til et tysk bogforlag. Senere samme år blev en udstillingskopi vist på min udstilling på Hordaland kunstsenter i Bergen. Halve sandheder er i modsætning til min øvrige kunstneriske praksis omtalt overvejende positivt i kunstanmelderne Lisbeth Bonde og Mette Sandbyes bog Manual til dansk samtidskunst (Gyldendal, 2006). Da jeg skabte mit værk i 1999, indgik det i en afgrænset kunstnerisk sammenhæng helt uden de værdipolitiske intonationer, der uvægerligt ville blive tillagt det i dag. Det er både interessant, deprimerende … og skræmmende, at religionskritik og blasfemi igen er blevet tabu.
Blasfemi?
Skovgaard Museet kunne også med fordel have vist Firoozeh Bazrafkans værk Blasfemi, der består af en makuleret koran på et bedetæppe. Værket blev i 2014 udstillet i Galleri Draupner i Skanderborg, der var kendt for at være Muhammedtegneren Kurt Westergaards galleri.
Bazrafkans Blasfemi-værk var i øvrigt ikke nyt. Et fotografi af værket havde tidligere været publiceret på Bazrafkans Facebook side. Værket optrådte dengang i en mere subtil form, da titlen var Blasfemi?, og det ikke klart fremgik, hvorvidt det var en makuleret koran, der var placeret på bedetæppet. Blasfemi? spillede dermed på det forhold, at en islamisk automatreaktion forstået som utøjlet vrede overfor religiøse krænkelser risikerede at blive rettet mod en ligegyldig bunke makuleret papir, der intet havde med koranen at gøre.
Det i sig selv var en markant religionskritik. Den “ny” udgave af værket bekendte derimod karakter som sakrilegium – en handling, der skænder “det hellige” – da der efter det oplyste ikke syntes at herske tvivl om, at det var en makuleret udgave af koranen på bedetæppet.
Udover at det med værkets “ny” form stod klart, at fronterne var skærpet, blev værket også et frontalangreb på den blasfemiparagraf, der allerede dengang knagede gevaldigt i fugerne. Værket kunne simpelthen blive det stød, der fik paragraffen til at falde. Det skete dog ikke. Og paragraffen faldt først, da nordjyske John Salvesen brændte en koran i sin baghave, lagde en video af afbrændingen op på Facebook, og siden som den første i næsten 50 år blev anklaget for blasfemi. Også denne video kunne med fordel have været med på udstillingen, hvor der til gengæld er rigeligt med eksempler på muslimer, der ødelægger ikke-muslimsk kulturarv.
Firoozeh Bazrafkans værk fik ikke blasfemiparagraffen til at falde, men det affødte en del reaktioner fra herboende hovedsageligt unge muslimer, der mente, at kunstneren skulle voldtages eller “slagtes”, mens det, man med et slidt ord kan kalde kultureliten, argumenterede for, at værket ikke var kunst (for eksempel Weekendavisens daværende litteraturredaktør Anna Libak) eller dårlig kunst (for eksempel filosof Peter Tudvad, der i en statusopdatering på Facebook lovede, at han selv ville koge og kværne en koran i sit køkken, hvilket han dog trak tilbage få dage senere, da han pludselig ikke længere kunne se den kunstneriske værdi i at gøre dette).
Eller som Firoozeh Bazrafkan i vanlig hårdtslående stil formulerede det i en statusopdatering på sin Facebook profil:
“Dele af den fine stuerene kulturelite har en ting til fælles med afskumseliten.. Det er, at de begge er enig i, at min makulerede koran på bedetæppet ikke er kunst. Interessant.”
At Skovgaard Museet ikke har medtaget Bazrafkans, Salvensens og undertegnedes værker svækker museets udstilling. Om udeladelsen skyldes politisk korrekthed eller manglende viden om det kunstneriske felt, museet har forsøgt at afsøge, er ligegyldigt. Udstillingen havde stået stærkere med disse tre væsentlige bidrag.
