Chantal Delsol. Stillbillede: YouTube.

Frankrig er blandt de europæiske lande, som lider mest under den islamiske terrorisme, men samtidig måske også det land med flest offentlige intellektuelle, som forstår, hvad der sker. En af dem er filologen, idéhistorikeren og filosoffen Chantal Delsol, professor i europæiske studier ved Hannah Arendt-instituttet, som hun i sin tid grundlagde, ved Université Paris-Est Marne-la-Vallée.

Det er en udbredt skavank hos intellektuelle, som er betalt af samfundet for at hjælpe med at forstå verden, at de stopper med at observere den ydre virkelighed, for i stedet at belemre omgivelserne med deres foretrukne livsfjerne teorier. Det er derfor befriende, når Delsol i Le Figaro den 6. september peger på en åbenlys årsag til den islamiske terror: Mange muslimer hader Vesten.

Sagen er imidlertid, at folk ikke vil erkende det indlysende, lige så lidt som de bliver hjulpet til at gøre det:

Terrorismen som rammer os, bliver bekendtgjort for os som et uidentificeret objekt. Vi kan godt finde ud af at indføre undtagelsestilstand og bruge med hemmelige tjenester, som utvivlsomt afværger mange andre angreb, men vi er ude af stand til at sætte fingeren på årsagerne.

Lige efter 9/11 var der mange, som hævdede, at massemordene skyldtes økonomiske årsager. En latterlig forklaring i lyset af, at selvmordspiloterne var ressourcestærke personer og Osama bin Laden stenrig, som skyldtes, at vi fortsat trækker på intellektuelt vraggods:

Aftrykket efter marxismen er betydeligt i de vestlige samfund også efter århundredeskiftet. Man tror stadig, at kriminaliteten kommer af arbejdsløshed og sociale problemer. Så indså man, at det ikke forholdt sig sådan, da mange af gerningsmændene var godt uddannet og integreret. Men det betyder ikke, at virkelighedsfornægtelsen er væk:

I dag får vi serveret en anden lige så latterlig forklaring på TV: Terroristerne er vistnok mentalt syge. Vi opretter fjollede og håbløse «enheder for afradikalisering», som om vi kunne bekæmpe overbevisninger med det bureaukratiske fornufts våben. Forklaring nummer to er lige så meningsløs, som forklaring nummer ét.

Tilbøjeligheden til ikke at erkende det åbenlyse, giver absurde udslag:

Virkelighedsfornægtelsen er så stærk i disse dage, at vi ser spanierne demonstrere mod terrorismen, mens de råber «nej til islamofobi», som om den oplagte årsag til alt dette er oksidentofobi, altså fobi mod Vesten. Tro det eller ej, men de tidligere kommunisters blindhed over for Lenins og Stalins forbrydelser, er blevet overgået af samtidens blindhed i nærvær af de massemordere, som vi praktisk talt har vænnet os til…

Der tales ikke om fobien mod Vesten. Det er sandsynligvis suspekt at tale om den, for på den måde trækker man en gren af islam ind. Alligevel er de angreb, som ryster vore byer med stadigt kortere mellemrum, i høj grad et resultat af fobien mod Vesten.

Vesten forstår helt enkelt ikke, at «culture matters», at det, der sker, er en krig mod vores kultur som den udfælder sig i praksis. Måske fordi vi ikke forstår den kultur, som er fjendtlig over for vores:

Amerikaneren John Updike beskrev den godt i romanen «Terrorist». Hovedpersonen, den unge Ahmad Mulloy, kan ikke udholde synet af det amerikanske hverdagsliv: det uafladelige forbrug, lidenskaben for overflødige ting, misbruget af piger med al den nøgenhed og moralske tøjlesløshed, fraværet af grenser, vulgariteten, bagatelliseringen af alt og afvisningen af enhver åndelighed.

Mange muslimer i Vesten viser omverdenen, at de holder fast i deres kvindefjendske kultur med næb og kløer. Men det er ikke kun kvindefrigørelsen, de hader:

En vis procentandel af de muslimer, som bor i Vesten, hader Vesten. Det er en kendsgerning. De blev taget imod her, men gjorde oprør mod kulturen i værtslandet. Sådan noget sker, og det er da heller ikke første gang i historien. Men det handler ikke kun om afsky, for i så fald ville terroristerne flytte til lande med muslimsk styreform og tilslørede kvinder. Det er et had, et ønske om at få en kultur til at forsvinde, og en ideologi – en sådan islam vil have hele verden.

Hvorfor er det så svært for folk i Vesten at indse disse krystalklare ting? Fordi konsekvensen af en sådan erkendelse er, at folk bliver nødt til at kæmpe for de vestlige værdier. Problemet er, at de ikke værdsætter andet end Vestens fornøjelser. Værdierne som skabte det samfund, hvor disse fornøjelser tilbydes i rigt mål, har de selv brugt langtid på at trække ned i sølet. Europæerne kan egentlig ikke lide sig selv.

Denne blindhed har interessante årsager, også konsekvenser som ikke kan negligeres. Vi er fuldt ud i stand til at forklare, hvorfor vi vestlige må være oksidentofobe: Hele kulturen for dekonstruktion er blevet gentaget for os i et halvt århundrede. Vi kan forklare, hvorfor den vestlige kultur er hadefuld og ansvarlig for religionskrige og verdenskrige.

Man skal vist nok kunne forstå sig selv, for at kunne forstå andre – men det magter europæerne ikke:

Men vi er ude af stand til at forstå eller forklare, hvorfor en ung muslim i dag, som har fået husly og uddannelse af Vesten, en dag kan komme til at hade sekularismen og kvindefrigørelsen. Vi har endnu ikke erkendt denne virkeligheden. Den er uudholdelig, fordi den udgør en kritik af en minoritet, vi har undertrykt, altså en gruppe af helte.

Resultatet er, at folk i Vesten er stoppet med at værne om deres egen kultur.

Så forbliver vi lamslåede og hjælpeløse, ude af stand til at forstå og endnu mindre at reagere. Vi burde forsvare vores rødder, som vi har brugt tiden på at latterliggøre i halvtreds år. Vi ved ikke engang, hvor de er. Opgaven skræmmer os. Den kræver en fuldstændig U-vending.

Islamisterne er egentlig ikke stærke nok til at svække Vesten. Det er Vesten selv, som har sat dem i stand til at gøre det:

Det er tænkeligt, at vi i ønsket om at dekonstruere os selv har givet ammunition til dem, som i udgangspunktet ikke var særlig glade for os. Når man hele tiden artikulerer sin synd, ender man med at virke mislykket.

Politi og efterretningsvæsen kan begrænse skadevirkningerne, men fjendens overbevisninger kan ikke sættes i fængsel, siger Delsol, som runder af med en udfordring til os selv:

Hvor er vores overbevisninger? Vi kunne med fordel genfinde dem i de kilder vi så tankeløst forlod.

Mange vil måske spørge sig hvilke. Hvis de er heldige, har de stadig forældre eller bedsteforældre, som ved det.