“Where the press is free and every man able to read, all is safe.” Jefferson to Colonel Yancey, 6. januar 1816.
“If there be any among us who would wish to dissolve this Union, or to change its republican form, let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated, where reason is left free to combat it.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.
“The diffusion of information and arraignment of all abuses at the bar of the public reason; freedom of religion; freedom of the press, and freedom of person under the protection of the habeas corpus, and trial by juries impartially selected. These principles form the bright constellation which has gone before us and guided our steps through an age of revolution and reformation.” First Inaugural Address, 4. marts 1801.
“No government ought to be without censors; and where the press is free no one ever will.” Jefferson to Washington, 9. september 1792.
“I am (…) for freedom of the press, and against all violations of the Constitution to silence by force and not by reason the complaints or criticisms, just or unjust, of our citizens against the conduct of their agents.” Jefferson til Elbridge Gerry, 26. januar 1799.
“The only security of all is in a free press. The force of public opinion cannot be resisted when permitted freely to be expressed. The agitation it produces must be submitted to. It is necessary, to keep the waters pure.” Jefferson til Lafayette, 4. november 1823.
“Our liberty cannot be guarded but by the freedom of the press, nor that be limited without danger of losing it.” Jefferson til John Jay, 1786.
“To preserve the freedom of the human mind… and freedom of the press, every spirit should be ready to devote itself to martyrdom; for as long as we may think as we will and speak as we think, the condition of man will proceed in improvement.” Jefferson til William Green Munford, 18. juni 1799.
Ovenstående citater er blot et lille udpluk fra Thomas Jeffersons brevvekslinger og taler, hvori han gør sig til talsmand for pressefrihed og ytringsfrihed, og Thomas Jefferson er med rette berømmet som en konsekvent fortaler for personlig frihed.
Jefferson var hovedforfatter til USA’s Uafhængighedserklæring, hvori det hedder, at “Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres skaber er udstyret med visse uafhændelige rettigheder, at iblandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.” Jefferson var også konsekvent i sin kamp for religionsfrihed, men ikke pressefrihed. For det første betød Jeffersons ord om pressefrihed ikke det samme dengang, som de gør for os i dag, og for det andet var der en modstrid mellem Jeffersons ord og hans handlinger som præsident.
For Jefferson – som for de fleste i hans samtid – betød pressefrihed alene fravær af forhåndscensur. Det betød derimod ikke, at man ikke kunne straffes efterfølgende for seditious libel,[i] ifølge hvilken enhver kritik af, udvisning af foragt for eller latterliggørelse af regeringsmagten, forfatningen, lovene, embedsmænd eller den førte politik (herunder skattepolitik) eller kirken samt falske nyheder kunne straffes for at true staten. Common law-definitionen på pressefrihed betød alene fravær af forhåndscensur, men ikke frihed fra at blive retsforfulgt efterfølgende.
Jefferson accepterede denne konsensusopfattelse af pressefrihed, og han var ikke imod, at borgere kunne blive retsforfulgt for regeringskritiske ytringer, så længe det var staterne og ikke den føderale regering, der retsforfulgte dem.
I hans udkast til Virginias forfatning i 1783 foreslog han som en tilføjelse, at pressen ”shall be subject to no other restraint than liableness to legal prosecution for false facts printed and published.”
I 1788 skriver Jefferson i et brev til James Madison (hovedforfatter af forfatningen og Bill of Rights), at: “A declaration that the federal government will never restrain the presses from printing any thing they please, will not take away the liability of the printers for false facts printed. The declaration that religious faith shall be unpunished, does not give impunity to criminal acts dictated by religious error.”
Efter at Madison havde sendt sit udkast til Bill of Rights til Jefferson, ønskede Jefferson at få tilføjet: ”the people shall not be deprived or abridged of their right to speak or write or otherwise to publish anything but false facts affecting injuriously the life, liberty, property, or reputation of others or affecting the peace of the confederacy with foreign nations.”
Bill of Rights
Den første tilføjelse til den amerikanske menneskerettighedserklæring, Bill of Rights, fra 1791 er berømmet for at beskytte religionsfriheden, pressefriheden, ytringsfrihed og forsamlingsfriheden, og den lyder som følger:
”Kongressen skal ikke vedtage nogen lov, der respekterer etableringen af en religion eller forbyde den frie udøvelse heraf; eller mindske ytringsfriheden eller pressefriheden; eller folkets ret til fredeligt at forsamle sig og til at henvende sig til regeringen for at få klager hørt”.
I dag opfattes First Amendments beskyttelse af ytrings- og pressefriheden som næsten absolut, men det var ikke forfatningsfædrenes opfattelse eller intention i 1791.
For det første beskyttede First Amendment kun mod, at Kongressen kunne vedtage love, der begrænsede pressefriheden. Den begrænsede ikke staternes ret til at vedtage love, der krænker pressefriheden.[ii]
For det andet betød First Amendment kun, at Kongressen ikke kunne vedtage censurlove, men det betød ikke, at det var straffrit at skrive hvad som helst. Ingen af forfatningsfædrene gik på dette tidspunkt ind for at afskaffe common law kriminaliseringen af seditious libel, heller ikke Jefferson og Madison.
Denne konsensusopfattelse kom under pres under den såkaldte Alien and Sedition Act krise, hvor flertallet i Kongressen og præsident John Adams, der begge tilhørte “Federalist” partiet, i 1798 vedtog Sedition Act der kriminaliserede kritik af præsidenten, regeringen og Kongressen, og kontroversen omkring den lov udviklede sig til en krise, der var tæt på at kaste USA ud i en borgerkrig, se Pedersen (2017b).
Jefferson og Madison, der ledede oppositionen, var ikke i tvivl om, at Sedition Act var i strid med First Amendment, men First Amendment udelukkede ikke, at man kunne blive straffet for sine ytringer. Hidtil havde forfatningsfædrene ikke forstået andet ved pressefrihed end fravær af forhåndscensur, men den forståelse kom under pres under Sedition Act-krisen, for gav det mening at forbyde forhåndscensur for blot efterfølgende at kunne retsforfølge borgerne for deres skriverier? Og hører den slags lovgivning overhovedet til i et politisk system med en republikansk forfatning? Og giver det mening at tale om, at man kan skade en regering med rene ytringer?
Vedtagelsen af Sedition Act var reelt et forsøg på at skabe en ét-parti presse og ultimativt et ét-parti system, og det kunne ligne en tanke, at loven beskyttede præsidenten, regeringen og begge Kongressens kamre men ikke vicepræsidenten, Thomas Jefferson, ligesom det heller ikke var tilfældigt, at loven indeholdt en solnedgangsklausul, så den udløb den 3. marts 1801 med udløbet af John Adams’ præsidentperiode. På den måde sikrede føderalisterne sig imod, at de selv kunne blive retsforfulgt efter Sedition Act i tilfælde af, at John Adams ikke skulle blive genvalgt.
Mod en ny opfattelse af ytringsfrihed
Vedtagelsen af Sedition Act tvang oppositionen til at gennemtænke, hvad de egentlig mente med ytringsfrihed og pressefrihed, og hvad First Amendment skulle beskytte.
Som ledere af oppositionen var Madison og Jefferson dem, der skulle lede kampen, men Jeffersons rolle i Sedition Act kontroversen var ikke just glorværdig. Det var Jeffersons parti, der var den primære genstand for Sedition Act, men Jefferson trak sig tilbage til Monticello for at skrive en historie om Angelsaksisk grammatik, og hans modstand kom kun til udtryk i privat korrespondance. Offentligt holdt han sin mund.
Ikke en eneste gang i sin politiske karriere satte Jefferson sin egen karriere eller omdømme på spil for at kæmpe for ytringsfrihed – eller for den sags skyld nogen anden frihedsrettighed, Levy (1999). Ifølge Jon Meacham (2012, 318) var Jefferson “always in favor of whatever means would improve the chances of his cause of the hour. (…) He was not intellectually consistent, but a consistent theme did run through his politics and statecraft: He would do what it took, within reason, to arrange the world as he wanted it to be.”
Madison skiftede opfattelse af ytringsfrihed i løbet af 1799, og i slutningen af året, hvor han skriver “Report on the Alien and Sedition Acts” gør Madison op med definitionen af ytringsfrihed som blot og bar fravær af forhåndscensur. Madison gør sig til talsmand for, at en folkevalgt regering ikke kan blive bagvasket, at den føderale regering ikke har nogen jurisdiktion over common law forbrydelser, at First Amendment står over common law, og at beskyttelsen i First Amendment er absolut.
Det bemærkelsesværdige er, at Jefferson fastholder sin opfattelse af ytringsfrihed i mange år, og han ændrede ikke opfattelse af ytringsfrihed, som Madison gjorde. Det var ifølge Jefferson kun den føderale regering, der ikke måtte begrænse pressefriheden. Staterne måtte godt.
I et brev til Abigail Adams i 1804, da Jefferson var præsident, skriver han, at: “While we deny that Congress have a right to control the freedom of the press, we have ever asserted the right of the states, and their exclusive right to do so.” Som præsident afholdt Jefferson sig heller ikke fra at opfordre staterne til at retsforfølge kritikere af regeringen.
Madison var i øvrigt ikke den eneste, der gjorde op med grundlaget for common law om seditious libel. Der var en række liberale stemmer i debatten, der er mindre kendte i dag, men som dengang faktisk gjorde op med hele common law kriminaliseringen af seditious libel. Det gælder den senere højesteretsdommer, George Hay (1765-1830), advokaten Tunis Wortman, John Thomson, dommeren og juraprofessoren St. George Tucker, Thomas Cooper, James Sullivan, John Nicholas, m.fl. Levy (1985, kapitel X), Feldman (2008, kapitel 4).
Jefferson som præsident
Federalist Party tabte ikke bare præsidentvalget i 1800 men også regeringsmagten for altid. Det republikanske parti dominerede i de næste to årtier.[iii]
Sedition Act udløb den 3. marts 1801 med Adams afgang som præsident, og Jefferson gav amnesti til fængslede efter Sedition Act, og Kongressen tilbagebetalte flere af de dømtes bøder.
Jeffersons gamle allierede, James Thomson Callender, som Jefferson havde betalt for at skrive smædeskriverier om John Adams under Sedition Act kontroversen, fik amnesti den 16. marts 1781, men Callender fik ikke medhold i sit krav om at få tilbagebetalt sin bøde. Callender tog hævn ved at offentliggøre en i hovedtræk sand historie om, hvordan Thomas Jefferson havde fået flere børn med sin kvart-sorte slave, Sally Hemings, der som 14-årig havde fulgt hans datter, Polly, til Paris i 1786.
I sin tiltrædelsestale som præsident, havde Jeffersons givet et blændende forsvar for ytringsfrihed: ”If there be any among us who would wish to dissolve this Union or change its republican form let them stand undisturbed as monuments of the safety with which error of opinion may be tolerated where reason is left free to combat it.”
Jeffersons principielle forsvar for pressefrihed blev imidlertid ikke fulgt op af handling, og da Jefferson indtog præsidentembedet, viste han ingen tegn på at være imod at retsforfølge politiske modstandere for seditious libel. Det viser noget om Jefferson dobbeltstandarder i politik, og er et eksempel på afstanden mellem Jeffersons højstemte hyldester til abstrakte principper om frihed og hans ageren som politiker.
Jefferson var opmærksom på, at republikanernes nylige modstand mod retsforfølgelser ville forekomme hyklerisk, hvis de straks efter magtovertagelsen indledte retsforfølgelsen af politiske modstandere, så i et brev til guvernør McKean dateret den 19. februar 1803 beder Jefferson først om, at “what I say must be entirely confidential”. Han beklager sig dernæst over pressens løgnagtighed: “the fact is that so abandoned are the tory presses in this particular that even the least informed of the people have learnt that nothing in a newspaper is to be believed. This is a dangerous state of things, and the press ought to be restored to it’s credibility if possible.”
Jefferson fortsætter med at efterlyse et par velvalgte retsforfølgelser: “And I have therefore long thought that a few prosecutions of the most prominent offenders would have a wholesome effect in restoring the integrity of the presses. Not a general prosecution, for that would look like persecution: but a selected one. The paper I now enclose appears to me to offer as good an instance in every respect to make an example of, as can be selected.” Jefferson vedlagde en kopi af den lille avis, Port Folio, der havde offentliggjort flere af historierne om Sally Hemings, og kort tid efter blev bladets redaktør retsforfulgt i en sag om seditious libel.
Samme år blev avisredaktør Harry Croswell arresteret og tiltalt for at sprede rygter om, at Jefferson skulle have betalt Callender (at Callender var betalt af Jefferson er bevisligt) for at kalde George Washington for en forræder og John Adams for “a hoary-headed incendiary”. De fornærmende ytringer havde allerede kostet Callender en tur i fængsel. Croswell tabte sagen, og i appelretten var han repræsenteret af ingen ringere end Alexander Hamilton, der holdt en historisk tale om vigtigheden af en fri presse. Alligevel blev Croswell dømt igen.
Retssagen førte imidlertid til, at New York ændrede loven, så sandhed blev frifindelsesgrund, og så juryen skulle bestemme skyldsspørgsmålet, og en ny retssag fulgte.
Afslutning
Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget den danske straffelovs § 266b (“racismeparagraffen”) minder om den gamle engelske common law lov om seditious libel, for begge er krænkelsesparagraffer, der kriminaliserer krænkende ytringer rettet mod regeringsmagten eller kirken hhv. mod minoritetsgrupper, og i begge tilfælde er eller var sandhedsbevis ikke frifindelsesgrund. Sandhedsbevis blev dog frifindelsesgrund i sager om seditious libel, men er det stadig ikke i sager om § 266b.
Det er også bemærkelsesværdigt, hvor meget senere vi i Vesten fik reel ytrings- og pressefrihed end religionsfrihed, og hvor modvillige selv oplysningstidens mest liberale tænkere ofte var til at anerkende retten til at kritisere regeringsmagten. Både den danske grundlov og den amerikanske Bill of Rights (og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789) beskyttede kun mod indførelse af censur, men gav ikke nogen substantiel beskyttelse af ytrings- og pressefriheden derudover, hvilket straffelovens § 266b vidner om. Senere tilføjelser til den amerikanske forfatning har dog udvidet beskyttelsen af ytrings- og pressefriheden i USA.
Thomas Jeffersons holdning til ytrings- og pressefrihed var således repræsentativ for hans samtid, men det kan alligevel undre, at han, der var en foregangsmand for religionsfrihed og personlig frihed i det hele taget, ikke ændrede holdning til ytrings- og pressefrihed samtidig med James Madison og andre liberale i årene umiddelbart efter 1798 i forbindelse med Sedition Act-krisen – og inden, han selv blev præsident i 1801.
Litteratur
Feldman, Stephen M. (2008): Free Expression and Democracy in America. Chicago.
Levy, Leonard W. (1985): Emergence of a Free Press. Chicago.
Levy, Leonard W. (1999): Origins of the Bill of Rights. New York.
Meacham, Jon (2012): Thomas Jefferson. The Art of Power. N.Y.
Pedersen, Torben Mark (2017a): “1791 – Ytringsfrihed i Amerika fra kolonitiden til First Amendment.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.
Pedersen, Torben Mark (2017b): “1798 – Ytringsfriheden under angreb.” LIBERTAS nr. 63, februar 2017.
https://www.facebook.com/groups/149555001798785/?fref=ts
[i] Loven om seditious libel gik tilbage til engelsk common law fra 1275 om Scandalum Magnatum, hvor enhver diskussion af kongen eller regeringen var forbudt, og kun sandheden af en udtalelse kunne fritage en person fra straf. I en dom i Court of the Star Chamber fra 1606 fjernedes sandhedsforsvaret, så enhver udtalelse, der kritiserede eller latterliggjorde kongen, regeringen eller kirken var strafbar, og såvel forfatteren som trykkeren kunne straffes. Sandhed var ikke en formildende omstændighed: ”the greater the truth, the greater the libel.” Forbrydelsen lå i at nedsætte offentlighedens respekt for myndighederne.
[ii] Den første tilføjelse til forfatningen blev udstrakt til også at gælde for enkeltstaterne med den 14. tilføjelse i 1868 ifølge en Højesteretsdom fra 1940, så First Amendment i dag omfatter alle dele af den lokale, statslige og føderale regering.
[iii] Jeffersons og Madisons Democratic-Republican party er en forløber for det senere demokratiske parti, der blev stiftet i 1828 af Andrew Jackson. Det nuværende republikanske parti blev stiftet i 1854 af aktivister, der var modstandere af slaveriet, hvor det demokratiske parti dengang var partiet for tilhængere af slaveriet.
