Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669)
Etsning og koldnål på papir, 12,5 x 16 cm, Rijksprentenkabinet, Rijksmuseum Amsterdam

Teksten som her illustreres, er hentet fra Johannesevangeliets 4. kapitel, vers 5-15 (Dansk Bibel 1933)

Han kommer da til en By i Samaria, som kaldes Sykar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav sin Søn Josef. Og der var Jakobs Brønd. Jesus satte sig da, træt af Rejsen, ned ved Brønden; det var ved den sjette Time. En samaritansk Kvinde kommer for at drage Vand op. Jesus siger til hende: “Giv mig noget at drikke!” Hans Disciple vare nemlig gåede bort til Byen for at købe Mad. Da siger den samaritanske Kvinde til ham: “Hvorledes kan dog du, som er en Jøde, bede mig, som er en samaritansk Kvinde, om noget at drikke?” Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritanere. Jesus svarede og sagde til hende: “Dersom du kendte Guds Gave, og hvem det er, som siger til dig: Giv mig noget at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand.” Kvinden siger til ham: “Herre! du har jo intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? Mon du er større end vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf og hans Børn og hans Kvæg?” Jesus svarede og sagde til hende: “Hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igen. Men den, som drikker af det Vand, som jeg giver ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg giver ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som fremvælder til et evigt Liv.” Kvinden siger til ham: “Herre! giv mig dette Vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op.”

Neste gang vi møter den samaritanske kvinne i litteraturen, er i sluttscenen av Goethes Faust, der hun sier:

Bei dem Bronn, zu dem schon weiland
Abram liess die Herde führen,
Bei dem Eimer, der dem Heiland
Kühl die Lippe durft’ berühren;
Bei der reinen, reichen Quelle,
Die nun dorther sich ergiesset,
Überflüssig, ewig helle
Rings durch alle Welten fliesset –

(Ved brønnen, som allerede flommet
den gang Abram ledet hjordene dit
Ved krukken, som kjølig
fikk berøre Frelserens lepper
Ved den rene, rike kilde
som nå strømmer derfra
og i overflod og evig lys
gjennomstrømmer Verdensaltet).