De migranter som rejser til Italien, kan inddeles i to grupper: Dem som forsøger at skabe sig en tilværelse der og dem, som vil videre.

Den første gruppe besætter ofte forladte bygninger i mere eller mindre perifære områder, uden at omgivelserne nødvendigvis tager større notits af det. Et nedlagt gymnasium i nabobydelen til yours trulys italienske residens har i årevis været tilholdssted for migranter fra Eritrea, Etiopien og Sudan. Mediehistorier bliver det som regel kun i særlige tilfælde, som da besættere af det tidligere olympiske anlæg i Torino for et stykke tid siden stødte sammen med lokale hooligans, eller da en besat bygning i Roms centrum forleden blev ryddet af politiet.

Den anden gruppe gør, hvad den kan for at komme så ubemærket videre nordover, hvad enten det sker med et fly med falske dokumenter, i bagagerummet på en bil, til fods gennem en motorvejstunnel, som blind passager på et godstog eller på andre måder.

Ikke alle som hjælper til med denne transport, gør det med profit for øje. Nogle politiske aktivister, som holder til i grænseområdet mellem Italien og Frankrig gør det, fordi de mener, det er rigtigt, til trods for, at de risikerer strafforfølgelse.

Lidt mere opsigtsvækkende er det, at flere italienske præster gør det samme.

La Repubblicas medarbejder, Jacopo Ricca, fortæller mandag om tre migranters ulovlige grænsegang fra Italien til Frankrig over Alperne. Han har ledsaget dem på turen, og beskriver deres strabadser. De er allerede fire kilometer inde i Frankrig, 1700 meter over havet.

Vi er fire stykker. Moussa og Fanny er tredive år gamle og kommer fra Elfenbenskysten. Alì er 62 år. Han forlod Tunesien for nogle måneder siden, og kom ad søvejen til Italien. Alì har et træben, og efter flere timers march ad en bjergsti, noget ingen af dem havde set før (det er kun stjernerne og mobiltelefonerne, som lyser vejen op), kan han ikke klare mere: «Det er stenene som snyder mig», siger han, idet vi trækker ham op efter det ottende fald.

Det er umuligt ikke at tænke på Jean Raspails roman «De helliges lejr» nærmere bestemt scenen, hvor en admiral får øje på en krøblinge-dværg ombord på migrantskibet. Hvilke andre associationer giver den faldende, ikke længere helt unge mand med trebenet, i jagten på en bedre tilværelse, end «en navnløs nød, som stak dybere end al den lidelse, deres eget land nogen gange var blevet hjemsøgt af; en nærmest metafysisk, hellig elendighed»?

På trods af vanskelighederne tager den lille gruppe chancen og følger en vej i nærheden et stykke. De er uheldige og støder på franske gendarmer, som sender alle fire tilbage til den italienske side af grænsen. «Det absurde er, at gendarmerne som standser dem, ikke giver dem chance for at søge asyl, men følger dem tilbage til Italien», sier en fransk aktivist efterfølgende til reporteren. Rom-avisen er venstreorienteret og minder om, at jøder benyttede de samme stier under krigen.

Dem som ikke har problemer med mobiliteten, har større chancer for at lykkes. Rygterne vil vide, at der er mindst fire brugbare stier over grænsen. Og blandt dem som viser vej, findes der altså fire italienske præster fra Torino. De går ikke med migranterne over grænsen, men nogen følger med dem langs stierne for at vise vej videre fra den italienske side, mens andre venter på dem i et herberg i Briançon på fransk side. Der er gendarmerne aldrig kommet.

Derfra går færden videre til Modane, hvor det er let at blande sig med de mange menneskene af udenlandsk oprindelse, som opholder sig lovligt i Frankrig. Så er ikke risikoen længere særlig stor for at blive opdaget, forklarer don Claudio Curcetti, en af de fire præster.

Fransk politi patruljerer om natten med infrarøde kikkerter, men har alligevel i magtet at forhindre, at over tusind migranter er kommet forbi dem. Præsterne balancerer da også på grænsen til strafforfølgning. Praksis indtil nu er, at den som har migranter med sig i bilen, bliver sigtet, mens den som følges med dem til fods, ikke bliver det.

I et interview med reporteren fortæller don Claudio, at de ikke er menneskesmuglere, men kristne. Det er en kristen pligt i overensstemmelse med evangeliet at give mad til de sultne og tøj til de nøgne og hjælpe dem, som er i vanskeligheder. Hvad som er så kristent ved at tilrettelægge ulovligheder og strabadserende ture, som kan bringe de pågældende personer i vanskeligheder eller farlige situationer (nogle forulykker og dør i bjergene), får vi ikke noget svar på. Den indbildte hyrde virker som lidt af en Raspail-figur selv.

Præsten siger, at man skal hjælpe dem, som risikerer at udsætte sig for farlig nedkøling på vej over bjergene. Hvad skulle han ellers gøre? Så han beder dem ikke om at søge Guds hjælp til at affinde sig med tingenes tilstand, men sørger for, at turen foregår sikrest muligt.

Den gode don Claudio kender mere end sit evangelium, han hjælper også til mod babelsk forvirring:

Næsten alle er fransktalende, forholdsvis unge mænd.

Hvad synes De om den franske stats politik for afvisning?

Det her var ikke en grænse, der var aldrig kontrol her. Jeg kan ikke sige, om det er rigtigt eller forkert, at migranterne bliver standset. Jeg ved, at situationen er kompleks og […] jeg ved, at en ung, fransktalende migrant ikke har nogen interesse i at forblive i Italien.

Det er jo også en vanskelighed. Hvor langt kommer man med sit franske i Italien Selv kommer jeg sjældent langt med norsk i Italien, med mindre jeg opsøger norskstuderende death metal-fans ved universitetet, som siges at kunne forstå originalteksterne til deres yndlingsmusik. Et ud af kroppen-agtigt TV-indslag med lilla-hårede, gennempiercede unge piger, som reciterer Bjørnson-digte om landlivet, rinder mig vagt i hu.

Men OK, hvad nu hvis vi tager don Claudios kriterium for gode varer? Er et land forpligtet til at tage imod alle fra tidligere kolonier, som taler sproget, mens dem, som ikke kan gøre sig forståeligt lokalt, skal tage et andet sted hen? Så burde Norge og Danmark vel ikke tage imod nogen?