Den seneste nedslagtning i Israel fandt sted i Halamish, Samaria, den 21. juli. En palæstinenser stak en jødisk bedstefar og to af hans børn ihjel. Bedstemoderen blev alvorligt såret. Talløse lignende angreb har fundet sted i Israel gennem den seneste tid og længe før.

På ny fejrede tusindvis af palæstinensiske arabere henrykte mordene. Nogle delte slik ud.

Morderen blev hyldet af Det Palæstinensiske Selvstyre og af Hamas. Hvis han var blevet skudt og dræbt, ville han øjeblikkelig være blevet en martyr for islam. En gade i Ramallah ville blive opkaldt efter ham. Hans portræt ville blive vist i forretningsvinduerne i de områder, der er underlagt Selvstyret og Hamas, og hans familie ville blive belønnet med et stort, livsvarigt “salær”.

Morderen begrundede sin forbrydelse med sin vilje til at “forsvare al-Aqsa-moskeen” – som i virkeligheden aldrig er blevet angrebet eller overhovedet truet af Israel. Han lagde ikke skjul på sit had til jøder. I sit seneste Facebook-opslag beskrev han dem som aber og svin.

Hans mor udtrykte stolthed over sønnen og hans handlinger.

Mordene fulgte i kølvandet på de muslimske optøjer i forbindelse med, at Israel opsatte nogle metaldetektorer ved indgangen til Tempelbjerget, noget der også findes ved andre moskeer verden over – i en reaktion på mordene på to israelske politibetjente, begået af muslimske terrorister, som det var lykkedes at bringe våben ind i helligdommen. Den israelske regering forbød ikke adgang til al-Aqsa-moskeen; den ønskede blot at forhindre yderligere angreb. At en moske kunne bruges som base for terrorangreb, synes at være blevet anset for normalt af voldsmændene.

Siden da har den israelske regering fjernet metaldetektorerne samt de overvågningskameraer, som var blevet tilføjet senere.

Selvom optøjerne aftog, reagerede israelerne negativt på deres regerings beslutning: meningsmålinger viste, at 77% af dem i høj grad misbilligede fjernelsen af metaldetektorerne og mente, at den israelske regering ikke burde bøje sig for trusler og skræmmekampagner.

Direktøren for offentlige anliggender ved Bar-Ilan Universitetets Begin-Sadat Center for Strategic Studies, David M. Weinberg, sagde, at det er “bydende nødvendigt, gennem resolut israelsk handling, at berøve den palæstinensiske ledelse den fejlagtige forestilling, at den kan true Israel til at trække sig.”

I øjeblikket har de palæstinensiske ledere al mulig grund til at tro, at der ikke er tale om en fejlagtig forestilling, men at terrorisme og vold betaler sig. Det bliver svært at bevise, at de tager fejl.

Når den arabiske og muslimske verden har kastet sig ud i konventionel krig for at udslette den jødiske stat, har Israel, sit meget mindre antal soldater til trods, sejret hver eneste gang og opnået ry for at besidde mod og uovervindelighed.

I 1964 udviklede den arabiske og muslimske verden en ny strategi. Man skabte den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Krigen blev en terrorkrig. Uforudsigelige angreb blev udført imod jøder i Israel, Europa og i Nord- og Sydamerika.

Selv præsenterede PLO sig som en “national befrielsesbevægelse”. Et folk blev opfundet, “palæstinenserne” – i virkeligheden almindelige arabere — som PLO formodedes at skulle “befri”. Angrebene fandt sted stadig hyppigere. Snart, og efter en intens propaganda, blev Israel ikke længere opfattet som et lille land, som den arabiske verden bestående af 21 nationer ønskede at smadre, men som et magtfuldt land, der forsøgte at udradere et lille folk, der var berøvet alt. Verden, som troede på denne omvendte historie, begyndte at trække sin sympatitilbage fra Israel.

Under fortsat anvendelse af terrorisme og propaganda indledte PLO også en diplomatisk offensiv – med støtte fra den arabiske verden, Sovjetunionen og vestlige lande, især Frankrig. PLO fik tildelt et observationssæde i de Forenede Nationer i 1972. En diplomatisk PLO-delegation blev åbnet i Paris i 1975. PLO blev den første terrororganisation, der fik sæde i FN og diplomatisk repræsentation i et vestligt land.

Efter at PLO’s forsøg på at vælte Jordans konge mislykkedes i september 1970, trak terrorbevægelsen sig tilbage til Libanon, førte landet ud i en borgerkrig og brugte de lejre, som den opførte på libanesisk territorium, til at udføre angreb mod Israel. Israel gik ind i Libanon i marts 1978, og senere i juni 1982, og udslettede næsten PLO, der, takket være den franske præsident François Mitterrand, trak sig tilbage til Tunesien. Sabra og Shatila-massakrerne i Libanon, som blev udført af kristne militser, blev fejlagtigt beskrevet, som om de var Israels skyld. PLO og palæstinenserne blev fremstillet som ofre for israelske grusomheder. Palæstinensiske massakrer såsom angrebet på kystvejen i marts 1978 blev fuldkommen glemt.

PLO fortsatte med at opflamme til jødehad blandt de palæstinensiske arabere. Resultatet var den “første intifada” (1987-1991). Israel vandt militært, men tabte kampen om public relation: De palæstinensiske terrorister brugte børn som menneskelige skjolde, så den israelske hær kunne beskrives som hensynsløse dræbere.

Israel blev afkrævet indrømmelser; Israel endte med at bøje sig for falske forhåbninger om fred. Landet indvilligede i at deltage i Madrid-konferencen i 1991 og indgik derefter i 1993 i Oslo-aftalerne. Under disse anerkendte Israel PLO og accepterede dannelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre, et skinstatsligt foretagende styret af PLO, som lovede at afsværge terrorisme.

Næsten umiddelbart efter underskrivelsen udløste Det Palæstinensiske Selvstyre utallige terrorangreb. Disse aftog først, da Israel begyndte at opføre et sikkerhedshegn i 2002. Terrorisme, propaganda og ikke mindst løgne har gjort det muligt for PLO at få en terroristisk skinstat, der er accepteret af Israel. Selvom angrebene aldrig er ophørt, er Israel blevet presset til at forfølge fredsprocessen, som om der ikke var nogen terrorisme.

Hele vejen frem til i dag har Det Palæstinensiske Selvstyre udløst uforsonlige kampagner for at sprede mord og terrorisme mod israelerne. Den seneste begyndte i september 2015, hvor Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas, fuldkommen usandt hævdede, at jødernes “beskidte fødder” besudlede Tempelbjerget; han tilføjede, at han hilste “hver eneste blodsdråbe, der udgydes i Jerusalem” velkommen. Turister fra alle religioner besøger pladsen på Tempelbjerget – dog ikke moskeen – efter aftale med Det Palæstinensiske Selvstyre.

Hver eneste dag bruger Selvstyret skolerne og de medier, som styret kontrollerer, til at antænde et genocidalt jødehad.

Det Palæstinensiske Selvstyre, som er en terrororganisation med anti-jødiske genocidale mål, er hele tiden blevet understøttet med indtil flere millioner dollar årligt af Vesten, som til ingen gavn præsenterer det som værende mere “moderat” end Hamas, hvilket svarer til at sige, at al-Qaeda er mere “moderat” end ISIS. Det er immervæk ikke grund nok til at finansiere al-Qaeda.

Når Selvstyrets ledere udtaler sig i den vestlige verden, lyder de måske moderate. Men når de taler til de palæstinensiske arabere, taler de ligesom Hamas-lederne.

Den eneste fred, de tænker på, er “befrielsen” af hele Palæstina, “fra floden til havet” – med andre ord, Israels totale udslettelse og erstatningen af det med dem selv, hvilket ethvert af deres kort over “Palæstina” tydeligt bekræfter.

De, der myrder jøder, og som undervejs selv bliver dræbt af De Israelske Forsvarsstyrker (IDF), anses af Det Palæstinensiske Selvstyre for shaheeds, jihad-kæmpere som er døde for Allah, dvs. “martyrer“.

Lige siden stormuftien af Jerusalem Amin al-Husseinis tid, før staten Israel blev dannet i 1948, har palæstinenserne brugt løgnen om, at jøderne forsøger at ødelægge al-Aqsa-moskeen på Tempelbjerget som påskud til at vække til muslimsk jødehad og opstande, og de gentager stadig denne bagvaskelse.

Fjernelsen af metaldetektorerne fra indgangen til Tempelbjerget betyder, at der næsten med sikkerhed vil komme flere angreb. Det blev opfattet som en sejr af Selvstyrets ledere og andre islamiske ledere.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at han godt forstår dem, der kritiserer regeringens beslutning, og han tilføjede, at han havde været nødt til at tage de bredere sikkerhedshensyn i betragtning. Det er muligvis rigtigt. Det Palæstinensiske Selvstyres ledere kan meget vel have håbet på at opflamme hele regionen og udløse en regional krig.

Mange israelere opfatter imidlertid dette træk som et udtryk for, at terrorismen endnu engang har dikteret en tilbagetrækning. De ved, at Selvstyret er en fjende, som ønsker dem døde. De hørte, hvad mange af uromagerne i Jerusalem råbte: “Jøder, husk Kaybar, Mohammeds hær vender tilbage” – en henvisning til massakren på et jødisk samfund i Arabien ved den islamiske profet Mohammed i år 628. De kan godt se, at konflikten i sin kerne er både religiøs og politisk. Ifølge islam tilhører alt Allah – især de steder som engang var under islamisk styre, sådan som landet Israel var det under det osmanniske kejserrige, og som derfor må tilbageerobres og fastholdes til evig tid for Allah.

Islamisk talt er det ikke tilladt for muslimer nogensinde fuldt ud at acceptere Israels eksistens på jord, der engang har været erobret af islam og set med deres øjne derfor skal forblive islamisk til evig tid. Tanken om, at jøder kontrollerer et land, som engang var styret af islam, virker særligt frastødende.

Selvom israelerne for mange år siden accepterede, at muslimer kan bede på Tempelbjerget, er de efterhånden i mindre og mindre grad i stand til at acceptere, at jøder ikke har ret til at bede der. De anser den israelske beslutning om at lægge Tempelbjerget og dets styrelse i hænderne på den muslimske waqf, dengang Jerusalem blev genforenet i juni 1967, for at være en tragisk fejltagelse, som endte med at skabe en islamisk enklave på israelsk territorium. Israelerne, som forståeligt nok er trætte af at blive angrebet, er, som Daniel Pipes påpegede for nogle måneder siden, ved at være parate til en absolut israelsk sejr og et absolut palæstinensisk nederlag.

Daniel Pipes kom med nogle forslag til at bevæge konflikten i en konstruktiv retning uden at fremkalde en større brand: krav om at Det Palæstinensiske Selvstyre betaler for alle skader, som påføres af terrorister, herunder en ekstremt høj pris for hvert eneste røvet liv; begravelse af de døde terrorister uden at sende dem tilbage til deres familier; alvorlige begrænsninger i adgangen til de områder på Vestbredden, der er kontrolleret af Selvstyret; forbyde Selvstyrets ledere adgang til israelske lufthavne, såfremt de fremsætter opflammende bemærkninger, og hver gang der opstår anti-israelsk vold, eller endda bede dem benytte jordanske lufthavne fra nu af.

De israelske ledere kunne også tale mere åbenhjertigt. Hvorfor ikke fortælle de europæiske ledere, at Det Palæstinensiske Selvstyre stadig er en genocidal terrororganisation? Hvorfor ikke spørge dem, hvordan de kan indvillige i at finansiere ting i Mellemøsten, som de påstår at afvise med afsky i Europa? Ønsker de også de israelske jøder døde?

Hvorfor ikke sige det direkte, at det at tilbyde Det Palæstinensiske Selvstyre en stat ville være ensbetydende med at belønne terrorisme og mord – langt hinsides alt, hvad israelerne kan acceptere og kun få årtier efter Holocaust? Håber de, at det vil spare Europa for mere islamisk terrorisme?

At fortælle alt dette til Trump-administrationens udsendinge er ikke nødvendigt. Den amerikanske administration ved det allerede. Præsident Donald J. Trump fortalte Mahmoud Abbas, hvad ingen anden vestlig leder har turdet sige. Han ved, at man intet kan forvente af Det Palæstinensiske Selvstyre, og at Jason Greenblatts mission er dømt til at mislykkes.

At fortælle det til de europæiske ledere er imidlertid afgørende.

Præsident Donald Trump fortalte Mahmoud Abbas, hvad ingen anden vestlig leder har turdet sige. Han ved, at man intet kan forvente af Det Palæstinensiske Selvstyre, og at Jason Greenblatts mission er dømt til at mislykkes. Fotoet: Trump og Abbas udtaler sig begge den 3. maj 2017 i Washington, DC. (Fotokilde: Olivier Douliery-Pool/Getty Images)

At Mahmoud Abbas i 2016 kunne benytte en “blood libel” (blodsbagvaskelse) i en tale til Europaparlamentet – og modtage en stående hyldest – afslører lige så meget om Europas inderste ønsker som om Abbas’.

At den franske præsident, Emmanuel Macron, kunne omfavne Mahmoud Abbas varmt og takke ham for hans arbejde for “ikke-vold“, når præcis det modsatte er bevisligt åbenlyst, er lige så afslørende.

Da Macron bød Netanyahu velkommen i Paris til den årlige mindedag for Vel d’Hiv deportationerne, få dage efter at han havde holdt møde med Mahmoud Abbas, fordømte den nye franske præsident de franske handlinger mod jøderne under den tyske besættelse, men benyttede lejligheden til at understrege det “tvingende behov” for at skabe en “palæstinensisk stat” med Jerusalem som hovedstad. Netanyahu svarede høfligt, at Det Palæstinensiske Selvstyre ikke anerkender Israel som jødisk stat.

Ligesom mange anti-semitter synes franske ledere og mange andre i Europa altid rede til at mindes jøder, som er døde, samtidig med at de bidrager til mord på jøder, som er i live.

Dr. Guy Millière, professor ved Paris Universitet, har forfattet 27 bøger om Frankrig og Europa.