IS har påtaget sig ansvaret for terroraktionen under fredagsbønnen i en shia-muslimsk moské i Afghanistans hovedstad Kabul. Mindst 20 mennesker blev dræbt.
Afghansk politi oplyste fredag eftermiddag, at angrebet var ovre og i følge en talsmand for landets indenrigsministerium, Najib Danish, er mindst 20 mennesker dræbt og over 50 såret. Alle de fire angrebsmænd er også dræbt.
Moskeen kan huse over 1.000 mennesker, og angriberne slog til midt under fredagsbønnen. En af angriberne skal have udløst en sprængladning inde i moskeen, og de øvrige forskansede sig derefter inde i bygningen.
Flere flygtede ud af vinduerne, da angriberne slog til, og et stort antal ambulancer kørte i løbet af aftenen de sårede væk.
Shia-muslimerne udgør omkring 10 procent af befolkninen i Afghanistan, hvor flertallet er sunni-muslimer.
I juli blev 32 personer dræbt i et selvmordsangreb mod en shia-muslimsk moské i Herat i det vestlige Afghanistan. IS påtog sig ansvaret også for dette angreb.
1.662 civile blev dræbt og over 3.500 blev såret i voldshandlinger i Afghanistan i første halvår i år, og det var flere end nogensinde siden FN begyndte at føre statistik i 2009.
Flertallet af de dræbte blev ofre for angreb fra Taliban og IS, og hvert femte drab fandt sted i hovedstaden Kabul.
Samtidig har næsten halvdelen af landets 34 provinser oplevet en stigning i antallet af dræbte civile i løbet af det seneste halve år. (NTB-AFP-AP)