“Men det var ikke alene forestillingen om, at også voldsmænd er ofre, der fandt fodfæste i 70’erne. Det var også forestillingen om, at børn tilhører staten. Er statens ansvar. Også forældres. Lidt. Kun til en vis grad. Hvis det knækker derhjemme, tager det offentlige suverænt over. Det har sine fordele, helt bestemt, men ulempen er de voldsramte lærere et af flere eksempler på. For, hvis elever under 18 år ikke er forældrenes ansvar, så kan man ikke stille forældrene ansvar for børnenes handlinger. Da er forældrene jo i princippet selv ofre for de stakkels børn, der igen er ofre for, nåja, fortsæt selv.”

Med udgangspunkt i de rekordhøje tal for elevers overfald på og vold mod lærere, griber Kathrine Lilleør tilbage til 1970´rnes forestilling om, at voldsmanden også er et offer. En forstilling, der siden er blevet noget nær et fasttømret dogme, som i et vist omfang befrier voldsmanden for skyld. Dette i kombination med samme årtis delvise fratagelse af forældreansvaret for i stedet at give det til staten gør, at man nu står magtesløse over for elevers tiltagende vold mod lærere, skriver Lilleør her: