Mit hus skal være et bedehus, men I har gjort det til en røverkule.   Sådan siger Jesus i Jerusalems tempel, hvor man havde stillet salgsboder op for at sælge offerdyr. Det lader til, at Herren ikke er så glad for sammen­blandingen af gudsdyrkelse og markedstænkning. Men hvorfor dog egentlig ikke?

På Jesu tid var det meget almindeligt, at man bragte ofre til Gud, ligesom vi hører, at Noah, Abraham, Moses, David og andre gudsmænd fra det Gamle Testamente gjorde det. Man bragte ofre til Gud for at vise, at man anerkendte, at den høst, man fik, dybest set var gaver fra Gud. Når man ofrede, gav man noget tilbage til Gud – og håbede så på, at offergaverne ville gøre Ham venligt stemt.

De jøder, der kom langvejs fra, kunne ikke så let bringe døde geder med sig hele vejen til Jerusalem, og for dem var det praktisk, at de kunne købe et offerdyr dér på stedet. Service. Hurtigt og nemt. Og både sælger, køber og Gud bliver glad.

Ja, når man tænker nærmere efter: hvad er det egentlig, der er så forkert i at sælge ting i templet? Tænk lige over det: Hvis man selv skal have offerdyr med hjemmefra, så er der måske mange, der  tænker: ”Nej, så bliver vi hjemme i stedet for. Det er for besværligt”. Men kan man købe dem i templet, så er det jo nemt og bekvemt. Så bliver det en helt anderledes rar oplevelse at komme i templet. Og I kan tro, det har været noget, der har givet kunder i butikken. Det har varmet tempelpræsterne ind i hjerterne, at de sådan kunne se templet helt fuldt af folk hver eneste dag. Hvad vil man så mere?

Ja, man kunne måske for eksempel ønske sig, at der også foregik den form for gudsdyrkelse, som Gud ønsker sig. Der er ikke noget, der tyder på, at Gud er særlig begejstret for at blive betragtet som en handelsvare; en sprællemand, der kun er til for at danse efter sine skabningers pibe. Man kan ikke købe for penge, hvad Gud frit vil give. Og det var derfor, Jesus jog kræmmerne ud. Det var ikke så meget kræmmerne, han var blevet vred på; det var i højere grad de præster, der havde tilladt dem at rykke ind i Guds hus med deres salgsboder, som om Jerusalems tempel var ét stort kræmmer­marked, hvor Guds gunst er til fals for jordisk mammon. De havde glemt, hvad Guds hus skulle bruges til. At det skulle være et bedehus; et rum, hvor man taler til Gud og lytter til ham.

Så Jesus fik kræmmerne drevet ud af templet. ”Det skal være et bedehus!”, var den begrundelse, de fik. Men blev de så ude, nu da de havde fået læst og påskrevet af Jesus? Det er der ikke meget, der tyder på. Præsterne og de skriftkloge blev ikke meget overbevist af Jesu iver for at holde Guds hus frit for krejlermentalitet. Tværtimod hører vi, at ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få Jesus ryddet af vejen. Jeg forestiller mig, at kræmmerne var tilbage i bedste velgående allerede den næste dag. For det er jo det, vi vil have. Et bedehus – hvad er det? Bare en masse folk, der sidder og snakker og lytter. Lyder det ikke lidt kedeligt? Ærligt talt. Så er det da sjovere med en kræmmerstand eller to – og måske lidt lækkert til ganen også – måske også en gøgler eller to til at løfte stemningen lidt – sådan lidt festligt, ikke.

Kræmmermentalitet er ikke forbeholdt det jødiske folk. Det var ikke, fordi de var jøder, at de lavede templet om til et tivoli; det var fordi, de var mennesker. Vi kristne har selv en historie, der vidner om, at trangen til at gøre kirken til menneskers markedsplads i stedet for Guds bedehus, er universel. Da Martin Luther for 500 år siden var i Rom, blev han rystet over at se, hvordan der overalt blev handlet med relikvier og aflads­breve. Alt kunne man købe sig til – eller fra. Man kunne købe splinter fra Jesu kors (nok til at bygge en by af) og knogler fra apostlene. Man kunne købe aflad til sig selv og til andre, ja, man kunne såmænd købe sin døde moster ud af skærsilden. Det endte med reformationen, hvor kræmmerne og krejlerne igen blev smidt ud af kirken, og der blev plads og rum til, at Ordet – i det mindste for en stund – igen kunne lyde og høres i Guds hus.  Hvilket igen og igen er det, vi får at vide af Jesus, er det eneste virkelig vigtige, det ene fornødne.

Så vi burde være glade for vores lutherske, protestantiske kirke. Og det er vi vel dybest set også. Og dog er der alligevel et eller andet, der nager. Er det nu godt nok? Bare at mødes om Guds ord. Det er sådan noget luftigt noget. Og markedspladsen er ikke sådan at holde ude af kirkerummet. For tiden sker det bare ikke i form af salgsboder, men i form af overtagelse af markedets sprog og markedets mål. Mange kirkelige ”projekter” bliver i disse år ”faciliteret” og ”sat i søen” af ”konsulenter”, ”udviklere” og sågar ”fremtidsforskere”, for at sikre en højere numser-per-bænk-ratio og en lavere gennemsnitsalder ved de ”kirkelige arrangementer”.

Mange gange kan man længes efter en piskesvingende Jesus til at drive alt dette markedsgøgl ud af Guds hus. Men selvom Han så gjorde det, ville nye krejlere sikkert stå parat næste dag til at indføre nye måder at profanere Guds kirke på. Vi kan ikke lade være med at ville peppe Guds hus op med diverse kræmmeri. Ikke engang efter, at vi har fået læst og påskrevet af både Jesus og Paulus og Luther og mange flere endnu. Vi vil have røverkulen og ikke bedehuset. Og derfor vil Guds hus aldrig blive befriet for markedskrejl og røgelse. Heller ikke Jerusalems tempel blev renset permanent. Kræmmerne kom tilbage, folk købte hvad de solgte, og præsterne så billigende til.

Men midt i al larmen fra de råbende kræmmere og de brægende geder, stod Jesus hver dag og underviste på tempelpladsen. Ypperste­præsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for folk hang ved ham for at høre ham. Han optræder ikke. Han sælger ingenting. Han står bare dér, midt på tempelpladsen, og taler. Og dog hang folk ved ham. Hvorfor? For at høre ham. Det er også derfor, vi er samlet i kirken i dag. Herre, vi er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du vil tale til mig, som det hedder i den gamle indgangs­bøn. Gid vi altid må huske på, at kirken er Guds hus, det sted, hvor vi hører Guds ord og svarer ham med bøn og lovsang. Gid kirken her altid må være et bedehus og lad os aldrig falde for fristelsen til at gøre en røverkule af den.

Merete Bøye er cand. theol og sognepræst i  Viborg Domsogn samt Tjele og Nr. Vinge.