Som et kollektivt slag i Europas solar plexus er det nylige i Barcelona nok ikke væsensforskellig fra mange af de andre, som vores verdensdel har taget imod de sidste fem år, en periode hvis begyndelse markeres af Toulouse-morderen Mohammed Merah, men den akkumulerede virkning af en række slag over tid gør noget ved en.

De allerfleste, som plejer at tage til orde i offentligheden, ser nu ud til at have mistet pusten. Der er ikke rigtig nogen, som har noget væsentlig at sige om situationen. I mellemtiden lyder kun løs snak og tom tale, som aldrig går i dybden med nogle af konfliktens underliggende faktorer, og langt mindre antyder nogen politisk kurs, som kan giv håb. Håbet har nogle helt andre – håbet om dominans. Resultatet er en blanding af desorientering og uro, som lukker folk inde i sig selv.

I en tilstand hvor mange hverken ved ind eller ud, men kun er rådvilde, er det derfor med en vis forventning, at man læser et interview, som Eugénie Bastié har haft med Pascal Bruckner, udgivet fredag i Le Figaro.

Pascal Bruckner. Stillbilde: YouTube.

Denne franske filosof og forfatter har skrevet det måske skarpsindigste bidrag til at forstå Europas miserable spirituelle tilstand, nemlig «Bodfærdighedens tyranni – et essay om Vestens masochisme» fra 2006. Bogen blev udgivet på dansk og norsk allerede to år efter, og fik en viss omtale i tiden som fulgte, men ser i dag ikke ud til at være i salg eller manges bevidsthed. I lighed med det meste andet af vigtig litteratur er bogen i det store hele glemt eller aldrig blevet opdaget, og man kan måske knap fylde en bus med de mennesker i Norden, som interesserer sig for den.

Samtalen begynder naturlig nok med de 24 timer, som var gået i forvejen:

Le Figaro: Hvad tænker De om angrebene i Catalonien?

Pascal Bruckner: De har en fremmanende virkning. Det skrækkelige gentager sig i det uendelige. Men samtidig er vi altid overraskede over, at spådommene bliver virkelige med sådan nøjagtighed. Det slående er, at sagen kendetegnes både af det forudsigelige og det afskyelige. Følelsesløsheden er en meget menneskelig refleks. Men jihadistene er der for at give os en påmindelse. Hver eneste uge er der et hjørne af verden, som rammes.

Europa er paralyseret, vil helst glemme, og det lykkes stort set efter få dager. Mindre end et døgn efter, at røgen har lagt sig, står terroren ikke længere øverst på dagsorden. Men der er ikke noget tegn på vitalitet, som det findes i Israel – hvor man kender sig selv, kender sin fjende, ved hvad, der står på spild, og handler derefter.

Ingen er immun. Billedet som danner sig hos mig, er det samme som i «Pesten» av Camus: en plage sænker sig over en uskyldig by. Det findes ikke længere nogle øer af sorgløshed i Europa. Hverdagslivets steder, fra koncertsalen til cafeens terrasse, fra kirken til gågaden, slår den potentielle forbandelse til. Arenaen for jihadistenes kamp har fået total udbredelse. Terroristerne anklager hele verden for deres egen fiasko.

Filosoffen mener, at hans eget land, hvor en præst er blevet slagtet i en landsbykirke, hvor han holdt messe, er kommet længere i erkendelsesprocessen. Spanien har forlængst valgt en anden kurs:

I Belgien og Frankrig er der sket en opvågning, så de angriber i byerne, hvor forsvaret endnu er svagt. Lad os huske på, at den katalanske regering har udmærket sig med en meget giftig og pro-palestinsk Israel-politik. For nogle år siden gjorde den sig bemærket ved at aflyse markeringen af den internationale Holocaust-dag på grund af offensiven i Gaza. Jihadistene angriber os ikke for det, vi gør, men fordi vi findes. Forsøg på at behage dem er forgæves. Det er selve vores eksistens, de ikke kan holde ud.

Der er under alle omstændigheder en symbolsk dimension i at angribe Barcelona …

I Barcelona var der for få dage siden nogle venstreekstreme aktivister, som råbte «Tourists, go home, refugees welcome!». De får det, som de vil. Tilstrømningen af turister vil aftage. Barcelona er en glædens by, den mytiske Erasmus-by helt siden filmen «Det spanske herberg», en by for fest og tolerance.

Den officielle fortælling er, at denne pulserende smeltedigel er noget, som alle kan lide. Men sådan er det ikke. Nogle vil hellere leve i deres egen fortabte historie end i hedonismen:

Det er ikke bare uudholdelig for jihadister, men for muslimske fundamentalister i almindelighed. For islamistgrupper er Spanien desuden et muslimsk land, som er illegitimt generobret af katolikken Isabella. Al-Andalus, hele territoriet på Den iberiske halvø, som var under muslimsk dominans frem til Granadas fald, forbliver en reference til islams guldalder. Dette er naturligvis en myte, for de jødiske og kristne minoriteter blev underkastet og henvist til et liv som dhimmier.

Bruckners portræt af den europæiske selvplage lader en forstå, at en lignende tilværelse i dag er selvvalgt på forhånd. Dermed er omverdenen tvunget til at gøre, hvad den kan for at relativisere jihad. Islam må for alt i verden ikke komme under luppen:

Lige efter det nynazistiske angreb i Charlottesville virkede det som om, det islamistiske spøgelse var blevet begravet …

Med angrebet i Charlottesville kunne man have troet på den fortrøstningsfulde historien om, at kun den ekstreme højrefløj truer de demokratiske lande. Det er slående at se den identitære volds efterligning, hvor en bil bruges som våben af en nynazist og af jihadister med en uges mellemrum. For nogle dage siden gentog FNs generalsekretær Antonio Guterres, at det er behov for at bekæmpe «racismen, xenofobien, antisemitismen og islamofobien», som «forgifter vore samfund». For mig virker det som om, at han har udeladt den islamistiske terrorism, som ser ud til at være en af de vigtigste årsager til forgiftningen. Hvad angår islamofobi, må man en gang for alle holde op med at bruge dette ord, som forhindrer enhver refleksion over islams interne problemer. Det er ikke islamofobien, som fører til terrorisme, men terrorismen som gør islam hadefuld og rammer moderate muslimer.

Ophæver internationaliseringen af jihad sociale og økonomiske forhold som årsager til radikaliseringen?

Når man undgår at sætte fingeren på religionen som årsagen til terrorismen, farer man vild i en række tågede forklaringer, som kolonialismen, ydmygelsen af arabere og muslimer, global oppvarming og konflikten mellem Israel og palæstinenserne. I et interview i Le Figaro i juni, brugte Emmanuel Macron udtrykket «islamistisk terrorisme», og det er en forbedring sammenlignet med François Hollande, som nægtede at bruge det offentlig.

En række kommentatorer peger på, at Europa hjælpeløst er både vidne til, arena for og offer for en strid internt i islam. Bruckner er enig:

Vi må sætte navn på ting. Vi står overfor en sygdom internt i islam. Denne religion producerer jævnlig generationer af krigere, som er rede til at ofre livet for at ære Gud. «Allahu akbar» er blevet et dødsråb. Som den syriske poet Adonis for nylig udtrykte det: «Den arabiske civilisationen er døende.» Man må håbe, at han tager fejl, men det er sandt, at islam ser ud til at være fast bestemt på selvmordets vej, hvor end den vinder frem.

Selvmordet er i så fald mentalt, ikke fysiologisk, noget alle, som bevæger sig omkring i gaderne, kan konstatere.

Militær indgriben er fra tid til anden nødvendig, siger han, men det er ingen langsigtet løsning:

I det lange løb kan svaret kun være kulturelt og teologisk, og det må komme fra muslimerne selv. Shia- og sunni-islam må gå i gang med deres egne reformer, men der er ingenting som tilsiger, at de vil lykkes med det, til trods for enkelte oplyste stemmer. Islam må redde sig fra sine egne dæmoner. Muslimer må acceptere, at de har en religion blandt flere, og at den ikke er den eneste sande. Mosuls fald er en god nyhed, men det vil ikke løse noget som helst.

Bruckners ræsonnement er nådesløst: For at undgå katastrofen må en bestemt betingelse opfyldes, men ingenting tyder på, at denne betingelsen bliver opfyldt. Stort nærmere kommer en filosof ikke på at konstatere: «we’re fucked». Det ser ud til at være op til islam, og ikke os selv. Konklusionen giver han alligevel selv:

Terrorismen vil sandsynligvis fortsætte gennem det 21. århundre som symptom på en religion som er ude av stand til at forandre sig.

Et terrorens århundrede er ikke gode udsigter. Bruckner er ikke politiker, og kan derfor heller ikke forventes at give politiske svar på det mest presserende spørgsmål: Hvordan kan Europa undgå at blive ødelagt i processen? Men noget af svaret er alligevel indbagt i hans forfatterskab: Ved at frigøre sig fra den ideologiske spændetrøje, som han beskrev allerede for elleve år siden.

Man kunne derimod have forventet, at en filosof tog den demografiske faktor i betragtning. Han indfrier ikke helt forventningen. For hvor er den lykkelige udgang på denne histori, hvor Allahs soldater vokser i antal hjemme hos os, hvor deres kampmoral vokser, mens situationen på begge punkter er det stik modsatte for det gamle Europa?

Europa kan ikke redde islam fra sig selv, men har helt enkelt brug for mindre islam – i en tilstand uden andre fragmenter af intellektuelt lederskab end det, som tilbydes af Bruckner og nogle få andre.

Nogen peger på risikoen for, at Europa ville miste sig selv i forsøget på at opnå noget sådan, men det er kun hvis samfundets elite undlader at tage kampen med ord, et valg som uanset peger i retning af det samme udfald, om end vejen bliver mindre turbulent. At få lov til at dø i synden i komfortabel fred og ro er de mætte europæeres fremmeste ambition, og de tænker ikke på de ikke helt så mætte, som i længden ikke vil tillade sig den luksus.