De kendte og elskede Laurabøger – som det ikke er nogen hemmelighed, at jeg værdsætter højt – karakteriseres ofte som værende en hyldest til Amerika, til friheden og til menneskets muligheder. For som Laura reflekterer en dag, til en 4. juli fejring:

“Gud er Amerikas konge. Amerikanerne adlyder ikke nogen konge på denne jord, tænkte hun. Amerikanerne er frie mennesker. Det vil sige, at de skal adlyde deres egen samvittighed. Ingen konge giver Far ordrer, dem må han give sig selv. (…) Naturens og Naturens Guds love har skænket os retten til liv og frihed. Altså må man holde Guds love, for Guds love er det eneste, der giver én ret til at være fri. Længere nåede Laura ikke i sine tanker, for Carrie spurgte, hvorfor hun stod så stille, og Far sagde: ‘Denne vej, småpiger! Der er gratis limonade!'”

En hyldest til Amerika – ja til friheden. Mulighederne, ja. Men bøgerne er – hvilket sidste halvdel af dette citat også så fint illustrerer, mindst ligeså meget en hyldest til Gud. En lovprisning af den Herre, herrernes Herre, kongernes konge, som har skænket mennesket denne frihed og alle disse muligheder. Og det er tanken hele vejen igennem Lauras mange bøger, at det Gud der sætter fri. Det er GUDS LOVE, der sætter fri. Skal man bevare retten til friheden skal Guds love også holdes.

Bøgerne er altså i den grad en besindelse på, at mennesket egentlig blot er en forvalter eller en husholder under en Herre. Vi har altså da ikke noget, vi ikke har fået givet. I den forstand er vi alle fattige. Vi er tiggere. Det er sandt – som jo også var Martin Luthers sidste ord.

Og nu kommer vi til anliggendet i dagens tekst, for hvad er dens anliggende andet end at vise os, at vi er skyldnere? At vi ikke er herrer over vort eget liv? Man skulle ellers tro, at vi blev klar over det, når vi ser døden i øjnene – ser den husere blandt os – for den kan vi ikke narre. Over for den kan vi ikke bilde os ind, at vi er herrer over eget liv. Alligevel lever vi ofte som om, at det var vi. Det er den utro husholders adfærd. Han skaltede og valtede med den ejendom, han havde fået betroet. Brugte det på sig selv som om det var hans. Men han bliver standset i sin fremfærd. Han bliver stillet til regnskab. Aflæg regnskabet, siges der. Og da går det i hans gru op for ham, at han ejer intet. Han er ikke andet end hvad, han er under sin Herres nåde. Hvordan skal han da forholde sig? Går det op for ham, at livet er ikke hans eget? At han er afhængig af sin Herre, men også af de mennesker han er sat i blandt? At hans liv er afhængigt af deres liv? At deres undergang er hans undergang?

På husholderen virker dette, at han bliver holdt fast på, at han er under en Herre som han står til regnskab for, sådan at han nedskriver sine skyldneres gæld. Ofte virker det ellers modsat. Når man presses på sit liv og sine midler, får man ofte travlt med at inddrage det, der tilkommer en. Til at holde på sit eget. Men det gør husholderen ikke. Da han stilles til regnskab sørger han først og fremmest for, at de andre er skyldfri. Og så giver det mening, at hans Herre roser ham for det. For han har, da han blev stillet til regnskab, forstået at hans frihed, hans muligheder, hans ejendom, den skylder han Herren. Ikke sig selv.

Hvordan skal man omgås jordisk gods? Ja, hvordan skal man forvalte sit liv? Sine muligheder og talenter? Ressourcer ville vi nok sige i dag? Hvis det alt sammen er Guds gaver, skylder vi at forvalte dem sådan, som Guds lov kræver det. Det vil sige ved at dele ud af dem til andre. Ved at skaffe os venner ved det vi har, som der står. I den tjeneste kan selv den uærlige mammon gøre nytte.

I ordsprogenes bog som vi hørte jeg læste fra før, er der endda nogle gode retningslinjer for hvad vi bør bestræbe os på at gøre:

Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det. Sig ikke til din næste: »Gå, og kom igen i morgen, så vil jeg give dig det«, hvis du har det, han beder om. Udtænk ikke ondt mod din næste, han bor trygt hos dig. Anklag ikke et menneske uden grund, når han ikke har gjort dig noget ondt. Vær ikke misundelig på en voldsmand, og vælg aldrig hans veje. For Herren afskyr den, der kommer på afveje, men med retskafne har han fællesskab.

Alt dette er ting, vi skylder at gøre. Det er hvad livet og loven kræver af os. Det er hvad vor betroede frihed, liv og ejendom indebærer: Gør det, der står i din magt at gøre. Gør det så godt du kan. Brug de pund, der blev dig givet.

Ikke fordi du derved fortjener en særlig plads hos Gud. Den særlige plads har du jo allerede. Den har du ikke selv skaffet dig. Hvad den plads angår, der er vi henvist til en helt særlig ven, der vil medtage og modtage os i Guds rige.  Det er Kristus. Han er den, der bruger sit liv som om det ikke tilhører ham selv. Han elsker os som var han det vi er. Han gør det offer, han ikke skylder, han er den kærlighed, vi ikke magter at virkeliggøre. Med sit liv og død gør han det klart for os, at det at dele ud til andre, det er at tjene Herren. Det er vor sande gudstjeneste. For at livet tilhører Gud vil sige, at det tilhører vor næste.

 Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder