Sidste år indførte Danmark indførte en lov, som gør det muligt at forbyde indrejse for hadprædikanter. Men når lederen af Hizb ut-Tahrir i Australien kan stå på talerstolen i en moské på Nørrebro i København og opfordre til krig, må man spørge, om loven ikke er til grin.

Reportagen i Berlingske er næsten ikke til at tro. Den velvoksne hadprædikant Ismail al-Wahwah – hvis nogen fortjener det navn, må det være ham – hidser forsamlingen i Masjid al-Faruq-moskeen i Heimdalsgate op til krig mod de vantro.

Foran al-Wahwah sidder omkring 80 yngre og ældre mænd i skrædderstilling på moskeens røde gulvtæppe, og hans budskab er klart: Muslimer er i dag slaver for Vesten, men ved at genindføre et islamisk kalifat kan de igen komme til at lede verden.

Medierne og politikerne lader som om, det er kun IS, som er problemet. Hizb ut-Tahrir er officielt imod vold. Officielt.

Men ordene som kommer ud af munden på al-Wahawah, er en klar opfordring til vold. Moskeen er dækket af korancitater på væggene:

Samme hellige bog henviser prædikanten til, da han siger, at den amerikanske præsident, Donald Trump, og de politiske ledere i London, Berlin, Paris og Moskva spreder en »epidemi«, som skal stoppes.

»De er en fare for mennesket; en fare for mennesket og en fare for naturen. Hvem vil stoppe dem? Hvem vil skære deres hænder af?« spørger den australske Hizb ut-Tahrir-prædikant med palæstinensiske rødder og svarer selv på spørgsmålet: Det vil islams unge.

Hvis nogen tror, at kalifatet er noget, som bliver nedkæmpet i Mosul og Raqqa, tager de fejl. Der opfordres til kamp for et verdensomspændende kalifat i moskeer over hele verden. Det er lidt som troen på, at socialismen skulle blive verdensomspændende.  Derfor stiftede man Internationalen, som skulle arbejde for og bidrage til revolution, hvor det var muligt. Eftersom der nu bor et stort antal muslimer i alle vestlige lande, giver dette store muligheder. I Sidste uge afslørede australsk politi et forsøg på at sprænge at passagerfly i luften. To brødre blev arresteret. Men de danske myndigheder tilllader altså, at en “prædikant” som Ismail al-Wahwah kan operere frit. Har dette noget med “forkyndelse” at gøre? Det er snarere det man kalder subversion på engelsk, altså ansporing eller opvigling. Det plejede at være strafbart. Nu kan opviglerne flyve verden rundt, fra moské til moske, og opfordre muslimske mænd til at forberede sig på krig.

Niels Valdemar Vinding er islam-forsker ved Københavns Universitet. Han er ikke tvivl om, at dette er en opfordring til krig.

»I den aktuelle prædiken opildner Ismail al-Wahwah meget eksplicit til at besætte vestlige hovedstæder og til at udføre en ikke nærmere defineret form af jihad. Det er en indirekte opfordring til at gribe til våben. Samtidig står det klart, at han med sine tidligere udtalelser både har opildnet til jødehad og til kamp mod Israel,« siger han.

Citatene Berlingske henviser til, er hentet fra en prædiken al-Wahwah holdt da, han besøgte Heimdal-moskeen den 7. juli. Talen ligger på youtube.com. Der lægges ikke skjul på noget. Opvigleriet sker helt åbenlyst. Det er i sig selv et nederlag for myndighederne. De viser, at de er magtesløse.

Scenen stammer fra en video af Ismail al-Wahwahs prædiken, som han har offentliggjort på Facebook 7. juli i år, da han gæstede moskeen Masjid al-Faruq. Se videoen og læs udtalelserne her.

»I den aktuelle prædiken opildner Ismail al-Wahwah meget eksplicit til at besætte vestlige hovedstæder og til at udføre en ikke nærmere defineret form af jihad. Det er en indirekte opfordring til at gribe til våben. Samtidig står det klart, at han med sine tidligere udtalelser både har opildnet til jødehad og til kamp mod Israel,« siger Vinding.

Når en prædikant tør udfordre myndighederne så utilsøret, viser han, at han ikke har respekt for dansk lov og danske politikere.

I foråret 2016 vedtog Folketinget loven mod hadprædikanter. Den var der også liberale som var imod, fordi den begrænser ytringsfriheden. Men der er næppe noget andet, som tydeligere illustrerer, at hvis man holder sin dør åben for sådanne gæster, bliver resultatet radikalisering og terror. De åbenlyst hadefulde udmeldinger mod jøder gør al tale om bekæmpelse af hatespeech til tom snak.

Den 2. maj kom de første indrejseforbud rettet mod seks prædikanter. Senereer to andre navne kommet til, men altså ikke al-Wahwah, til trods for, at hans retorik er kendt viden om.

Man må også spørge, hvorfor Masjid al-Faruq-moskeen i Heimdalsgate ikke bliver lukket. Den er en regulær hadcentral:

Senest skete det, da imamen Mundhir Abdallah talte i moskeen i maj i år og blev politianmeldt for at opfordre til jødedrab, som Kristeligt Dagblad beskrev.

Når Berlingskes journalister beder de politikere, som vedtog loven mod hadprædikanter, om en kommentar, er de fulde af fordømmelser. Men de kommer altid på bagkant og vover heller ikke at sige de ting, der er helt oplagt at få sagt: Disse moskeer skal lukkes, og der skal vedtages en lov, som forbyder prædikener på andre sprog end dansk.

Norge har samme problem med Islam Net, som ligner Hizb ut-Tahrir og som i vidt omfang inviterer de samme hadprædikanter til deres møder. I Norge bliver lederen af Islam Net inviteret i studiet hos NRK og af politiet på Romerike for at tale om forebyggelse af radikalisering.

Man kan ikke sige, at man ikke ved bedre.

Med i skuespillet hører også en anden forsker som hævder, at stramninger og forbud er præcis det, som Hizb ut-Tahrir ønsker, da det vil vise muslimene, at de er forfulgt. “Forskeren” denne gang hedder  Kirstine Sinclair og er lektor ved Syddansk Universitet. “Hun har et indgående kendskab til Hizb ut-Tahrir”, ifølge B.dk. Men måske er kendskabet så indgående, at hun efterhånden ser sagen fra deres perspektiv? Er det ikke på tide, at journalister stiller spørgsmålet om, hvilken side man står på? Når en forsker påberåper sig at forsvare ytringsfriheden, er det ikke det hun gør, for når ytringsfriheden bruges til at ophidse til drab, jøderne i særdeleshed og samfundet og myndighederne i almindelighed, så er der ikke tale om ytringsfrihed, men om et forsvar mod krig.

»De vil bruge en sag som denne til at problematisere, at et demokratisk samfund som det danske i virkeligheden har meget snævre grænser for, hvad man må sige og mene. Når de kan sætte en dagsorden, provokere og skubbe til grænserne, er de med til at legitimere sig selv,« siger Kirstine Sinclair.

Snævre grænser? Er et forbud mod jødehad og opvigling til krig ensbetydende med “snævre grænser”? Det er på tide at tage et opgør med den slags eksperter, der de facto fungerer som advokater for religiøse voldsmænd. Oven i købet betalt af det offentlige.

Integrationsminister Inger Støjberg har ikke noget svar på, hvorfor al-Wahwah ikke står på listen over hadprædikanter, som skal nægtes indrejse. Hun siger,at det er Udlændingstyrelsens ansvar.