Overskriften er ifølge Berlingske Tidende et citat fra en beboer på et asylcenter, der beskriver en anden beboer, palæstinensiske Ahmad A. fra Forenede Arabiske Emirater, der i et meget muslimsk anfald, med en køkkenkniv dræbte en 50-årig mand og sårede syv andre personer, der var på indkøb i bydelen Barmbek i Hamborg. Og det er et eksempel på, hvor meget der siges om islam og muslimer, som man er holdt helt op med at studse over. Måske er man overvældet af den stigende mængde af nye muslimske anfald?

En muslimsk folkemængde i Yemen var for en gangs skyld i deres gode ret til at stille blodtørsten, da en mand blev offentligt henrettet på et gedemarked for at have voldtaget og myrdet en 3 årig pige. Jeg vil ikke gå ind i, at straffen havde været anderledes, havde offeret været ikke-muslim eller var fyldt sexede 9 år, hvis yemenitterne vil tage sharia seriøst. Steffen Jensen forklarede til BT, at det er for nemt for os, der har “en meget analytisk civilisation”at kalde folkemængden “en flok bestialske barbarer”. Det ville også være sandt, men så uddybede Jensen “Vores forsøg på at afkode dét, der foregår, sker ofte efter europæisk sund fornuft, som overhovedet ikke passer til Mellemøsten”. Det er ganske vist, men som en ven pointerede, så er den forståelse af den mellemøstlige muslims umulige sind aldrig udstrakt til analyserne af Israels situation.

Og når Jensen taler om den manglende civilisation i Mellemøsten, taler han ikke om islam eller Muhammed, men om “nogle ultra-reaktionære, superkonservative og meget religiøse samfund, som er forankret, ja nærmest forstokkede og forstenede i gamle traditioner”.

Det burde vel være opsigtsvækkende når amerikanske NBC skriver, at der er mennesker, der flygter til Syrien, for at slippe ud af Venezuela. Socialisme anses som værre end en borgerkrig af mennesker, der har prøvet begge dele. I hvert fald er det et indlæg i debatten om, hvorledes velfærdsstatens gyldne løfter ser ud til at tiltrække borgerkrigen.

Man burde vel studse over historien i Algemeiner om et byråd i Australien, der har givet det jødiske samfund afslag på at tillade byggeriet af en synagoge fordi, og hold nu godt fast, den vil udgøre et terrormål til fare for jøderne selv og deres omgivelser. Med den logik må vi antage, at myndighederne anser hatecrimes og backlash mod muslimer som en myte, så meget som de skubber på oprettelsen af stadigt flere moskeer. (Nyt muslimsk skyderi foran moske idag)

En ’slow clap’ historie, ligeledes i Algemeiner, fortalte, at et nyt studie fra PEW dokumenterede, at der var et afgørende flertal på 76% blandt muslimer i USA, der var modstandere af vold mod civile. Jacob McHangama fandt glæde i samme undersøgelse, der også viste, at der på tre år var sket en stigning fra 45% til 52% blandt muslimer, der fandt homosexualitet acceptabelt. Måske kan vi lære noget, funderede han og ironiserede over at accepten af homosexuelle kun er på 34% blandt evangeliske kristne. Sidste sommers terror i Orlando kun et svagt minde.

En sommerklassiker er selvfølgelig den københavnske bøsseparade, der i år vælger at gå uden om Nørrebro. En initiativtager til “Regnbuen tilbage til Nørrebro“, mener med udgangspunkt i bydelens særlige diversitet, at “Der er en reel fare” i mixet af diverse og påstår, at han har talt med flere jødiske homoseksuelle (alle tre?), der mener at Nørrebro er “for risikabelt” for dem. Men den slags risiko er det svært at tale om og bortset fra journalistens spørgsmål, hør vi intet om islam eller muslimer.

Vi hører i stedet pressetalsmand for Copenhagen Pride Thomas K. Rasmussen, der betror Berlingske Tidende, at det er på grund af ‘vejarbejde’ og “Vesterbrogade er bedre af praktiske grunde (…) kortere rute og bedre trafikalt. Og vi skal jo tænke på paradedeltagerne…”. Rasmussen afviser, at ledelsen i Copenhagen Pride er “bange for noget“, slår tidligere problemer hen som “ubetydelig ballade”, “nogle unge drenge, der kastede med flasker” og siger til det muslimske spørgsmål at “en parade på Nørrebro vil ikke have nogen positiv effekt” og peger istedet på en igangværende”oplysningsarbejde i bl.a. skoler om LGBTQ“.

Kulturborgmester Anna Mee Allerslev fra Radikale Venstre udpeger Nørrebro som “selve symbolet på Københavns mangfoldighed” og advokerer for, at Priden netop derfor skal gå derigennem (og ikke hvor der er en faretruende mangel på mangfoldighed). Den samme fejlslutning drager Caroline Stage Olsen, der er Folketingsmedlem for Venstre, når hun peger på at der på Nørrebro er “stor mangfoldighed, og det ville være væsentligt at vise, at der også her er plads til alle“. Ingen indrømmer at problemet netop er en overbelastning af mangfoldighed.

Men det er Folketingsmedlemmet Lars Aslan Rsmussen fra Socialdemokratiet, der ufrivilligt udtrykker fornægtelsen bedst, når han peger på “religiøse prædikanter”, som årsagen til problemerne og utrygheden og uddyber “at man gerne vil undgå at tale om det betændte problem, nemlig at der i en minoritet hersker had til en anden minoritet” – og undgår selv at tale om det betændte problem, som er islam og de mange muslimer.

Medier som Berlingske Tidende, for lige at komme tilbage til et udgangspunkt, morede sig istedet over, at nogle norske islam-kritikere var så optaget af deres fokus, at de forvekslede et billede af tomme bussæder med burkaer. En Sindre Beyer havde oploadet billedet til den ‘rasende’ facebookgruppe, der “blev helt til grin” med deres fordomsfulde kommentarer skrev avisen. Beyer anede nok hvorledes reaktionen ville værre sådanne “mørke afkroge af internettet”, hvor “fordomme trodser klogskab”, men var alligevel overrasket over hans ’succes’.

Og ja, nogen mennesker farer til tasterne inden de får set ordentligt efter om det de ser nu også er det de ser. Men hvad man også kan lære er at Beyer selv har set at disse tomme bussæder lignede burkaer i skyndingen. Og i stedet for at tænke på, hvor dehumaniserende burkaer er, at de reducerer kvinder så meget til objekter at vi ikke kan skelne i farten, hvad man kan sætte sig på, og hvad man kan kommandere over, lader han og Berlingske deres dydsparadering trodse klogskab.