Billedet: Minneapolis´ borgmester Betsy Hodges iført hijab til et møde med repræsentanter for byens muslimer
Der er fortsat en del mystik omkring politiets nedskydning af den 40-årige australske kvinde, Justine Damond, som havde anmeldt en mulig voldtægt i gyden bag hendes hus i Minneapolis. Hun blev ramt i maven af skud affyret gennem politibilens dør af den somaliske betjent, Mohamad Noor, da hun iført pyjamas nærmede sig politibilen.
Siden har rygterne svirret, ikke alene fordi Mohamad Noor har nægtet at afgive forklaring, men også på grund af hans baggrund. Mohamad Noor har kun været i styrken i 2 år og har i den korte tid allerede fået 3 klager over sin opførsel i tjenesten, hvilket under normale omstændigheder ville føre til suspension og mulig afsked – men ikke i tilfældet Mohamad Noor. Han tilhører nemlig Minneapolis´ største migrantgruppe, somalierne, der indtil videre tæller godt 57.000 personer (over 11% af byens indbyggere), og som de lokale myndigheder, massivt anført af borgmester Betsy Hodges, har sat alt ind på at gøre til succeshistorie.
Og Betsy Hodges er gået all in i bestræbelserne på at få somalierne til at føle sig ønskede og velkomne: Hun har omfavnet islam og holdt adskillige møder med repræsentanter for byens godt 30 moskeer og har tilskyndet byens forvaltninger – herunder ikke mindst politiet – til at ansætte somaliere i offentlige stillinger, så ansættelserne afspejlede befolkningssammensætningen. Det turde være overflødigt at nævne, at Betsy Hodges afskyer præsident Trump, som hun betegnet som “unikt ondartet”.
Den 23. maj – dagen efter at 22. mennesker var blevet dræbt ved et islamisk terrorangreb i Manchester – valgte Betsy Hodges at afholde sin State of the City Speech i Masjid An-Nur-moskeen. Her fandt hun det ikke opportunt at kommentere på islamisk terror, men brugte til gengæld meget energi på at angribe præsident Trump og forsikre den muslimske befolkning i Minneapolis om sin støtte. Og der var både harme og slagkraft i borgmester Hodges´ garantier til byens muslimer:
Når Trump blander sig i Minneapolis’s forhold vil han opleve en mur på 490.000 indbyggere – og mig – som står direkte i vejen for ham. Det er den slags mur jeg kan gå ind for!
Men her er der meget, der tyder på, at hun gør regning uden vært, for alle hendes og byens bestræbelser på at omfavne og inkludere de mange somaliere, er slået fejl: Som alle andre steder i Vesten, hvor somaliere har slået sig ned, lever langt hovedparten af offentlig forsørgelse, deres integrations- og assimilationsvilje er i bund, og i tilgift har Minneapolis haft store problemer med somaliernes kriminalitet, radikalisering og hvervning af jihad-krigere til Al-Shabab. Det var således en somalisk mand, der overfaldt 8 mennesker med kniv i et shoppingcenter i St. Clouds sidste år – inden han stak folk ned, spurgte han dem, om de var muslimer.
Ansættelsen af Mohamad Noor i Minneapolis´politistyrke var derfor en fjer borgmesterens sørgelige hat, og et bevis på, at inklusion giver pote, så alle sejl blev sat til for at eksponere denne solstrålehistorie – koste hvad det ville. Nu to år efter, kæmper Betsy Hodges en indædt kamp for ikke at betale prisen med sit embede. I første omgang ved at undlade at sende alle oplysninger om den skydende betjents baggrund ud, og derefter ved at fyre byens politichef, Janee Harteau. En fyring Betsy Hodges bekendtgjorde ved et pressemøde, der varslede ilde for hendes kandidatur: Mødet blev nemlig afbrudt af en gruppe stærkt utilfredse borgere, der forlangte, at hun skulle gå af. Noget hun kategorisk afviser.
Var Mohamad Noors nedskydning af Justine Damond et udslag af islamisk racisme og udtryk for foragt for vestlige kvinder? Næppe. Alt tyder på, at den tragiske begivenhed bunder i en borgmesters og en kommunalforvaltnings håbløst naive tro på, at man kan inkludere somaliere i et moderne vestligt samfund og få dem til at fungere på lige fod. Mohamad Noor skulle aldrig have været betjent. Hans hidtidige påtaler og den hurtighed, hvormed han griber til og affyrer sit tjenestevåben vidner om en person, der er direkte uegnet til at bestride et arbejde inden for politiet.
Alligevel skulle han med vold og magt være betjent, så Betsy Hodges kunne få sit somali-trofæ. Det betalte Justine Damond prisen for.
Den åndssvage kælling er således skyldig i mord. Det har man jo passende straf for i USA.