“Sagen om racistiske vittigheder falder sammen med debatten om udgivelsen af en bog, der viser, at danskerne ligger i bunden af ”det europæiske høflighedshierarki”. Det har at gøre med, at de sociale koder er blevet løsere og opdragelsen friere. Der er meget rigtigt i denne diagnose, også at det har at gøre med forfaldstendenser efter 68’ernes angreb på konformiteten og skammens fordrivelse fra kulturen.

Dog har jeg det lidt dobbelt med denne kritik af danskernes mangel på høflighed. Man kan også sige, at danskerne er frimodige, og at frimodighed hænger sammen med tillid og stærk fællesfølelse. Lavtillidskulturer har ofte en højere grad af høflighed. Et anekdotisk eksempel fra min nyligt overståede ferie i Frankrig: Her hersker høj grad af høflighed, men under overfalden er der en enorm, ubehagelig arrogance.”

På baggrund af P3s aflysning af et radiosegment, hvor ordet var frit for politisk ukorrekte vittigheder, skriver Kasper Støvring om sammenhængen mellem rummet for racistiske jokes og fællesskabsfølelse. Den ultrakorte konklusion er, at den racistiske vittighed er den korteste vej mellem fremmede. Den lidt længere, at selve det grænseoverskridende element i en race-joke skaber et frirum og en fællesskabsfølelse, som man ikke skal kimse ad, og som fraværet af ikke siger noget om et samtidigt fravær af racisme, men mere om kontrol og undertrykkelse. Læs Støvrings indlæg her:

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2017/07/18/den-racistiske-vittighed-er-den-korteste-vej-mellem-fremmede/