Migranter går i land på havnen i Augusta på Sicilien den 20. marts 2017. Foto: Antonio Parrinello / Reuters / Scanpix.

Italiens forsøg på at få de andre deltagerlande i Operation Triton til at tage imod migranter, som samles op centralt i Middelhavet, ser ud til at støde på vanskeligheder allerede fra starten af Frontex-mødet i Warszawa.

Til La Stampa siger Ewa Moncure, som er talsperson for EUs grænsebureau (et ord som efterhånden giver associationer til  «sandhedsministerium»):

«Ifølge Tritons operative plan er Italien værtsland for operationen. Hvis andre stater også skulle ønske at blive det, ville det teoretisk set være muligt. Men det virker på mig som et kompliceret scenarie, dels fordi alle aktiviteterne sker under den italienske kystvagts ledelse.»

Konsekvenserne af værtslandsstatusen fremgår klart af tillæggene til Tritons operationsplan, hvor det f.eks. af tillæg 3 på siderne 14 og 15 står skrevet, hvad der skal ske med de fartøjer, som forsøges benyttet til menneskesmugling, og med menneskerne ombord:

Dokumentet ser ikke ud til at have været offentligt tilgængeligt indtil for kun nogle uger siden, og da takket være en forespørgsel om aktindsigt fra en privatperson. Af korrespondancen i sagen fremgår det også, at EU trainerede offentliggørelsen en smule.

Længere fremme i tillægget, hvor andre situationer er taget i betragtning, angives Italien altid som destination.

Triton er en af flere Frontex-operationer, forklarer Moncure. Og alle har et værtsland: Grækenland for Operation Poseidon, Spanien for Operation Hera etc. Italienernes forsøg på at involvere flere værtsland i Triton kan derfor fra et formalistisk synspunkt anses for særbehandling.

Italien vil her kunne indvende at den libyske smuglermetode hverken kan bruges i Marokko eller Tyrkiet, som begge har fungerende regeringer, således at belastningen på Italien bliver uforholdsmæssig høj. Men vil det få andre lande til at rokke sig en millimeter? Næppe.

EU-parlamentets præsident Antonio Tajani, som også er italiener, levner heller ikke sit lands regering større forhåbninger:

«Der foreligger en underskrevet aftale, men statsministeren mener den bør ændres. Først laver vi fejl, og så prøver vi altid at bede om at få tingene lavet om.»

Det Tajani siger er, at Italien steger i sit eget fedt efter at have underskrevet en ufordelagtig aftale i 2014, som den i øvrigt ikke har villet tale højt om, før en tidligere udenrigsminister satte fingeren på det ømme punkt.

Men dengang var trafikken kun en brøkdel af, hvad den er nu. Tiden er løbet fra aftalen, og Italien bør ganske enkelt opsige den.