Billedet. Emma Bonino

Migranttilstrømningen bliver stadigt mere prekær i Italien, hvor regeringen på det seneste har gjort forsøg på at få hjælp fra andre lande med at håndtere situationen. Frankrig, Spanien og Østrig har imidlertid sendt klare signaler om, at migranterne er Italiens problem.

Il Sole 24 Ore skriver, at Italiens statsminister Paolo Gentiloni tog migrationsspørgsmålet op under G20-mødet. Heller ikke han er længere i tvivl om, hvad der ligger til grund for menneskestrømmen:

«Vi er alle klar over den juridiske forskel på flygtninge og økonomiske migranter, men de sidstnævnte udgør mere end 85 % af de ankomne. Det at styre og begrænse tilstrømningen vil i stadigt stigende grad blive en europæisk og global udfordring»,

sagde Gentiloni, som pegede på stabilisering af Libyen samt investering og udviklingshjælp i Afrika som den langsigtede løsning. Problemet er, at Italien i mellemtiden bliver oversvømmet.

Migrationen må standses for enhver pris, siger tidligere statsminister Silvio Berlusconi, som ikke undlader at minde om, at hans regering holdt indkomne migranter fra Middelhavet nede på nul frem til 2011. Nu er også tidligere statsminister Matteo Renzi kommet på banen i sagen. I en nylig postering på Facebook, gengivet blandt andet af Corriere della Sera, skrev PD-lederen følgende:

Jeg ser gerne, at vi frigør os fra en slags skyldfølelse. Vi har ingen moralsk pligt til at tage imod alle mennesker som har det dårligere end os i Italien. Hvis det skete, ville det blive en etisk, politisk, social og i sidste ende økonomisk katastrofe. Vi har som sagt ingen moralsk pligt til at tage imod dem, men til at hjælpe dem – at hjælpe dem for alvor, hjemme hos dem selv.

Renzi blev straks beskyldt for at gå Liga Nords ærinde, og posteringen afstedkom så kraftig polemik, at den blev taget ned.

Et uventet udspil fra tidligere udenrigsminister Emma Bonino, omtalt blandt andet i La Stampa, sætter Renzis udspil i et underligt relief.

Bonino henviser til aftaledokumenterne, som vedrører Frontex-operationen Triton i Middelhavet. Hun siger:

«Den aftale er slet ingen hemmelighed. Den forudsætter, at Italien koordinerer hele operationen, og at alle skal gå i land i Italien.»

Spørgsmålet er altså, om italienerne har bundet sig juridisk til at tage imod alle, som kommer. Det skete i så fald på Renzis vagt, i den forstand, at Operation Triton blev iværksat mens han var statsminister. Hvordan harmonerer det med PD-lederens debut som hardliner?

Det absurde i situationen er altså, at årsagen til invasionen af Italien muligvis er aftalebestemt. Dobbelt absurd er det i så fald, at Italien ikke opsiger aftalen. Trippelt absurd er det, at sagen dertil er særdeles vanskelig at udrede. Det italienske nyhedsbureau AGI har i kølvandet på Boninos kommentar bekendtgjort, at de har bedt om indsigt i de operative detaljer vedrørende Operation Triton, og afventer modtak af dokumenterne.

Den som måtte prøve at udrede dette på egen hånd, vil sikkert finde nogle af de operative dokumenter, paradoksalt nok ikke på EUs hjemmesider, men hos en frivillig organisation – asktheeu.org – som hjælper enkeltpersoner med at skaffe sig indblik i EU-sager. Men store deler af dokumenterne er af forskellige årsager skjult for offentligheden, og de dele som er synlige, er ikke søgbare.

Hvis det er en djævel i detaljerne undtaget fra offentligheden, som bestemmer vores verdensdels skæbne, kan det tjene som et udmærket portræt af samtidens Europa.