Hvor jeg i mit første indlæg forsøgte at skitsere den rent principielle argumentation for menneskerettighederne som rationelle idealer, så er pointen i dette indlæg historisk. Jeg peger på, hvad der efter mit bedste skøn, er det særlige ved den europæiske kultur, som har haft afgørende indflydelse på, at det netop var i denne kultur, at man faktisk evnede indefra at opbygge nogenlunde velfungerende sekulære demokratiske samfund, som altså også evnede at sikre deres egne borgere de dertil hørende rettigheder.

2) Det historiske aspekt
Som sagt er det et empirisk spørgsmål, om vi faktisk kan opbygge et demokratisk samfund, som opfylder de elementære menneskerettigheder, som er forudsætningen for, at vi kan tale om en velfungerende demokratisk orden. Et sådant samfund kommer ikke af sig selv, men skal opbygges gennem borgernes gensidige selvopdragelse. Og hvor svært det er, kan vi ikke vide, uden at vi lærer af den faktiske historie: uden at vi ser på, hvor langt menneskene faktisk er kommet i opbygningen af nogenlunde velfungerende demokratiske samfund.

Ser vi på den faktiske verden, så kan vi konstatere, at det er i den europæiske (vestlige) kultur, at menneskeheden er nået længst i etableringen af nogenlunde velfungerende sekulære demokratiske samfund. Hvorfor netop her? Hvis vi kan besvare dette spørgsmål, så kan vi lære noget væsentligt om betingelserne for, at vi som mennesker faktisk er i stand til at opbygge en sekulær demokratisk samfundsorden. Samtidig skal vi også forstå, at vi ikke kan give et principielt nødvendigt svar, men at vi må give et empirisk begrundet svar, som derfor også involverer et vist skøn. Når det er sagt, så er der for mig at se overvældende begrundelse for at antage, at det er en speciel faktor, som har haft en afgørende indflydelse på, at man i en række europæiske lande efterhånden kunne få de demokratiske ideer ind i den almindelige befolknings hoveder. Det særlige er, at europæerne havde en religion – kristendommen – som hjalp dem. Fra kristendommen – nærmere bestemt fra Jesu liv og forkyndelse som gengivet i Det Nye Testamente – fik de europæiske befolkninger ideerne om den grundlæggende personlige ligeværdighed og om adskillelsen mellem politik og religion; og dermed havde de af deres religion implicit fået givet de forudsætninger, som de skal have, hvis de skal kunne opbygge en sekulær demokratisk samfundsorden.

Derudover får vi en indirekte bekræftelse på tesen om kristendommens indflydelse på den demokratiske udvikling i den europæiske kultur, når vi sammenligner med udviklingen i den islamiske verden. Her havde man også ”arven fra Grækenland”, men man havde i stedet en religion – islam – som ikke sekulariserede det politiske, men som tværtimod selv ville bestemme lovgivningen i samfundet, og som ikke gav personlig ligeværdighed, men som satte muslimer over ikke-muslimer og mænd over kvinder. Hvor kristendommen virkede som en katalysator for udviklingen af en sekulær demokratisk orden, så stod islam derimod i vejen for en tilsvarende udvikling.

Et nøgternt blik på historien lærer os altså, at vi ikke har udviklet vore nogenlunde velfungerende demokratier ved rationalitetens hjælp alene; men at det nok så meget er sket, fordi vi havde en religion, som hjalp os med at få de rette værdier ind i den almindelige befolknings hoveder. Det bør vi have med, når vi ser fremad – når vi fører politik i nutiden med henblik på opretholdelsen af demokratiet og sikringen af menneskerettighederne i fremtiden.

(fortsættes)

Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger