Islam bliver stadigt mere synlig i Europa. Det skyldes ikke alene, at antallet af muslimer er stigende, men også at højtiderne overtager det det offentlige rum. Da Green Lane Mosque begyndte med «Eid in the park» i 2012, var der 12.000 muslimer, som deltog. I 2017 var antallet nidoblet. Ikke fordi der er blevet ni gange så mange muslimer i Birmingham, men fordi de føler sig mere komfortable ved at eksponere deres religion offentligt.

“This celebration is one of the most important in the Islamic religious calendar and it’s an opportunity for us all to come together in peace and unity,” sa en talsperson for moskéen.

Det er et naturligt spørgsmål, om ikke begivenheden også opfattes som en styrkedemonstration. Både af muslimerne selv, og ikke mindst af briterne. Denne forsamling skal have været den største i Europa.

Vi har set det samme i andre europæiske lande, hvor man er begyndt at fejre ramadan med langborde i gaderne.

Ramadan-fejring i Køln

Hvad tænkte de – ikke-muslimerne – om det nye fællesskab, hvor de bliver sat udenfor?

Birmingham er Storbritanniens næststørste by. Og den er stærkt segregeret. Her findes store områder, hvor hvide briter ikke længere bor.

Briterne har aldrig været bange for at dele folk ind i både race og religion, når det kommer til statistik. Der gennemføres store folketællinger hvert 10. år, de såkaldte Census. Vi kan derfor se, at i 2001 Census var der 70% hvide i Birmingham, og at de i 2011 var reduceret til 57%. Eftersom segregeringstakten øger i engelske byer,, kan vi allerede antage, at hvide briter i 2017 allerede er en minoritet i Birmingham. Det ville være overraskende, hvis ikke næste Census i 2021 viser under 45% hvide.

Hvis man vil forstå lidt mere om, hvorfor segregeringen tager til i hastighed, så anbefales det at læse den offentligt tilgængelige rapport The Casey Review – om ubehagelige sandheder om integration og segregering.

Segregeringen påvirker også politikken i særlig stor grad i Storbritannien, hvor det er vinderen af hver valgkreds, som bliver valgt til parlamentsmedlem. Her er der ingen tillægsmandater. Når man derfor har store lokalsamfund med muslimer, som i overvejende grad stemmer Labour, så er vinderne givet.

Denne bogen anbefales også. Skrevet av redaktøren i en lokalavis i Dewsbury (nej, han kunne ikke blive boende der):

Her forstår man hvad lokalsamfundene støder på, når islam indtager byerne.

I bogen beskrives trin for trin, hvordan segregeringen foregår. Helt fra glas som graves ned i bakken på den lokale rugbybane, bildæk som flås op, ruder som knuses, narkotikasalget, volden, sex-groomingen og alt det andet, som følger med. Helt til de sidste hvide i gaden bliver tilbudt kontantbeløb for at flytte (ofte fulgt af trusler).

Det er svært for mange i Danmark og Norge at forestille sigt, at noget lignende kunne ske her. Men igen, vi ligger bare senere i segregeringsforløbet. Dog har muslimer i Danmark oplevet flere forløbere og lignende islamiske magtdemonstrationer – som f.eks. da der for nogle år siden blev kaldt til fredagsbøn på Rådhuspladsen lige foran  Københavns Rådhus:

Det begyndte heller ikke med 106.000 muslimer som fejrede Eid som en (magt)demonstration i parken i Birmingham. Da de første kom troede man, at det var et tegn på multikultur. Men det eneste, der står tilbage er monokulturen islam.