Forholdet mellem erfaring og indsigt, mellem glemsel og forståelse, mellem sandhed og sandhedens modsætning, er vanskelige uanset hvor meget man reflekterer over sammenhængene. For nogle år siden var jeg inde på et aspekt af temaet med udgangspunkt i, at det græske ord for sandhed bogstaveligt talt betyder ikke-glemsel, en etymologisk forbindelse som eralt andet end triviel. Udgangspunktet for denne refleksion er også græsk, men af historisk mere end af sproglig natur. Vi skal tilbage til forholdet mellem grækere og tyrkere for omtrent hundrede år siden.

Fra ca. 1820 og frem kastede grækerne det tyrkiske åg af sig i en både blodig og langvarig frihedskamp, som for en stor del blev holdt i live af egen kraft, men hvor også forholdet til andre lande spillede ind. Lige før første verdenskrig, i 1912-13, blussede den kroniske konflikt igen op – denne gang mellem Tyrkiet på den ene side og de kristne, europæiske nabostater Grækenland, Serbien, Bulgarien og Montenegro på den anden. Sultandømmet tabte det, som siden temmelig upræcist er blevet kaldt den første balkankrig, hvilket blandt andet medførte, at flere områder med overvejende græsk befolkning – ikke mindst i Thrakia lige nord for Ægæerhavet, samt nogle øer, inklusive den største og mest sydlige, Kreta – gik fra at være tyrkisk ejendom til at blive dele af Grækenland.

Under første verdenskrig fandtes blandt grækerne betydelig indre uenighed om, hvorvidt landet skulle slutte sig til ententen som kæmpede mod Tyskland, Østrig, Bulgarien og Tyrkiet, selv uden garantier om nye territoriale justeringer i tilfælde af sejr, eller om man skulle forholde sig neutralt. Mod slutningen af krigen gik Grækenland alligevel ind i konflikten til lyden af vage løfter om landudvidelser ind i det som i dag er Tyrkiet. Det strategiske ledemotiv var «den ioniske vision» som dominerede græsk politik på den tid: Den nye stat måtte udvides ved at indlemme så mange som muligt af de forskellige græske samfund, som fandtes i nærområderne, flere af dem lige siden antikkens tid. Det moderne Grækenlands grænser skulle i videst muligt omfang modsvare det gamle Hellas´ historiske, sproglige og kulturelle grænser.

I 1919 indledtes derfor en græsk erobrings- eller frigørelseskrig – begge betegnelser kan forsvares – mod den stærkt svækkede tyrkiske stat for at få kontrol over hovedsageligt græske byer og mindre samfund langs den anatolske kyst. Især rettede man blikket mod Smyrna, den blomstrende «ex oriente lux»-by, som havde flere græske indbyggere end selv Athen på denne tid, og som efter Konstantinopel var det vigtigste samlingspunkt for græsk kultur og historie i de nu skrumpende rester af det rige, osmannerne i sin tid havde skabt.

Jeg skal gøre det kort: Grækerne erobrede Smyrna (idag Izmir) med opland, men de nye og nationalistiske tyrkere under ledelse af Mustafa Kemal Ataturk nægtede at acceptere nederlaget og trak sig længere og længere ind i landet. Grækerne fulgte efter, næsten helt til Ankara, og forlængede derved forsyningslinjerne og fronten ud over, hvad de kunne magte at håndtere økonomisk, politisk og militært. Til sidst tabte de krigen. De græske styrker trak sig u, Ataturks styrker fulgte efter og en særdeles blodig «udrensning» fulgte mod alle ikke-tyrkiske befolkningsgrupper, i særdeleshed grækere og armenere, som blev mistænkt – ofte med rette – for at have vært illoyale mod Tyrkia. nedbrænding og massedrab fulgte i kølvandet på nederlaget i efteråret 1922, og så er vi omsider kommet til den glemte, men samtidig tidsaktuelle, historiske erfaring, jeg vil børste støvet af.

Året efter, i 1923, vandt realpolitikken nemlig frem i den evindelige strid mellem muslimer og grækere, naturligvis under indflydelse og kontrol af stormagternes (særligt Storbritannien og Frankrig, de dominerende sejrherrer i den forudgående verdenskrig, skønt også andre rørte i gryden i håb om at vinde fordele) lige så evindelige spil for at sikre egen magt samtidig med at man undgik at fremstå som alt for svinagtige i vælgernes øjne. I regi af det nyetablerede Folkeforbund og under Fridtjof Nansens ledelse vedtog Grækenland og Tyrkiet en tvungen folkeflytning mellem de to stater: De tilbageværendeværende grækere i Tyrkiet skulle repatrieres i Grækenland, mens tyrkerne i Grækenland måtte ud på en rejse den modsatte vej og flytte til Tyrkiet. Det var ganske mange mennesker, som blevberørt:  1,2 millioner grækere flyttede vestpå, mens 0,4 millioner muslimer blev sendt mod øst. Allerede før dette blev realiseret, i begyndelsen af 1900-tallet og helt frem til krigen mod tyrkerne blev tabt i efteråret 1922, var yderligere 0,9 millioner grækere flygtet ind i den græske stat. Også andre folkeslag blev tilsvarende berørt af de store krige og firkantede relokeringsbeslutninger, selvom ændringerne var talmæssigt mest markante (armenerne udgjorde her en undtagelse, men jeg vælger ikke at gå ind på deres tragedie her) for grækerne og tyrkerne. Det er værd at bemærke, at manlod det religiøse tilhørsforhold være afgørende for de konkrete afgrænsningsbeslutninger bag tvangsflytningen (hvem var græker og hvem var tyrker); til syvende og sidst var det registrering som muslim eller græsk-ortodoks snarere end hvilket sprog man talte, som bestemte hvem man «var,» dog sådan, at man fra græsk side skelnede mellem eksempelvis tyrkiske (i øst) og albanske (i nordvest) muslimer.

Blev der begået et overgreb mod alle disse mennesker, som ble tvangsflyttet? Moderne mennesker vil nok svare «ja, selvfølgelig» til spørgsmålet, men før man dømmer, bør man se nærmere på de realistiske alternativer, som forelå. I det mindste overlevede de allerfleste af disse fordrevne: de blev hverken skudt eller hængt eller brændt ihjel, så de fik sådan set en langt blidere skæbne, end den som ellers kunne være blevet dem til del. Det optimale (at alle levede sammen i fred og fordragelighed) kan hurtigt blive det godes (at man kom levende tilbage til sin egen flok) fjende, hvis man er for naiv, og det er i dette lys, at man gør klogt i at se disse gamle beslutninger.

Tvangsflytningen skete på baggrund af mere end tusind år med stridigheder, inklusive en nyligt afsluttet langvarig krigsførelse, der også havde omfattet terrorisering og drab på civile, og hvor tyrkerne ikke var alene om at optræde både grundlæggende inhumant og i strid med krigens love. Erfaringene med hvad det i praksis indebar at bo i et etnisk heterogent, kristent-muslimsk samfund, hvor konflikter når som helst kunne blusse op for et godt ord, mellem de potentielle fjender, stod stadig levende i erindringen. Ganske vist levede folk ind imellem over længere tid i tilsyneladende fredfyldt sameksistens, men pludselig eksploderede de latente modsætninger, og så gik det blodigt for sig.

Årsagen til, at jeg trækker disse historiske Balkan-erfaringer frem, er selvfølgelig den nye konfrontation mellem muslimer og europæere vi oplever, en konflikt, der bliver stadig mere akut i takt med den stigende terror begået af muslimer mod civile ofre. Den europæiske elite har gennem årtier gennemført en bevidst heterogenisering af vores samfund – «de skal have multikultur, hvad enten de vil have det eller ej!» har været en generel maksime overfor en delvis modvillig, delvis ligeglad befolkning – og nu er vi ved at høste frugterne af kultur- og folkeblandingen. For heller ikke ved denne korsvej ser det ud til, at muslimer og europæere går godt i spænd sammen, selv om man fra mange hold gør alt for at forsikre om, at terroren overhovedet ikke har nogen religiøs komponent og absolut ikke må få os til at afvige fra vores liberale «all inclusive»-idealer. Sandsynligvis er mange af de «gode» politikere efterhånden ved at vakle i troen, men de er stadig mentalt alt for fast bundet til masten; de magter ikke at opgive deres storslagne projekt.

Vi andre ser klarere, hvad der sker. «Heterogenitet er en berigelse»-eksperimentet vil ikke til ende lykkeligt, heller ikke denne gang. Hvad kan da gøres?

Skal man forhindre børn i at slås, er det ofte nødvendigt at skille dem; det er gammel lærdom. Erfaringen med islam vis-a-vis kristendom – og jeg vover at tilføje under sidstnævnte også ateisme og lignende moderniteter som æres endnu mindre af Muhammeds tilhængere – er gennem hele sin lange historie virkelig, virkelig dårlig. Sameksistens på ligeværdigt grundlag, er så vidt vides aldrig forekommet; kun der, hvor den ene eller anden religion har haft magten, mens modparten har underkastet sig, har der været nogenlunde fredelige forhold, med eftertryk på nogenlunde. Set på denne baggrund er det ekstra hårrejsende, at man i årevis nu og på værste hybris-maner har ladet være med at tage hensyn til al gammel erfaring og tilladt masseindvandring af muslimer til i de europæiske kerneområder. Det skulle være så godt, for inderst inde er også muslimer demokratisk indstillet, troede man i al sin historieløshed. Nå får vi endnu en gang illustreret, at det var forkert. Religionen kræver underkastelse i overensstemmelse med sit navn; alt andet er udelukket. Den nuværende terrorbølge er bare begyndelsen på det, vi har i vente.

Dem der mener, at man ikke kan blabde ild og vand uden at en af delene forsvinder, ser sig om efter de næstbedste realpolitiske alternativer. Helst bør de stridende partene holdes fra hinanden. Indsigten må munde ud i en formulering af klare rammer inden for hvilke, interaktionen mellem os og islams tilhængere kan foregå uden de helt store eksplosioner.

Det helt afgørende er, at vi må sørge for at så få muslimer som muligt bor i Europa; er de få, vil færre blive islamister, kravene til sharia-omkalfatring af samfundet vil forstumme og rekrutteringen til terrorisme bliver negligerbar. For at opnå dette, er profylaksen det vigtigste: Stop al muslimsk tilvandring til vore lande! Vores politikere må evne at tænke langsigtet og vurderere langtidskonsekvenserne, i stedet for at hengive sig til en blanding af ønsketænkning og føleri. Det er vores interesser de er betroet ansvaret for, ikke alle andres. Vores virkelighed er vigtigere end politikernes drømme. Man har i 1400 år ikke kunnet opnå fredelig sameksistens mellem islam og Vesten, og det er urealistisk at tro, at nutidens magthavere vil lykkes, hvor alle andre har fejlet.

Europa bør relokere allerede tilflyttede muslimer i videst muligt omfang tilbage til deres oprindelsesland. At de ønsker at få del i vestlig velfærd, er langt fra nogen tilstrækkelig begrundelse for at give dem lov til at blive. I den retning må man desværre forskelsbehandle mennesker på grundlag af tro og kulturel baggrund, selvom det strider mod liberale knæleddsreflekser; erfaringen har vist, at det er nødvendigt at skabe fysisk afstand mellem dem og os, så krads er virkeligheden, og den må man tage som udgangspunkt – ikke drømme og følerier.

Desuden kan gensidighedsperspektivet med fordel lægges til grund: De, altså de muslimske lande, har ved forfølgelser og meget andet, systematisk fordrevet kristne og andre ikke-muslimer i uhyggeligt antal fra sine kerneområder, ikke mindst i nyere tid (eksempel: kopterne i Egypten, kristne i de palæstinensiske selvstyreområder), og vi vil ikke længere se på dette uden at gøre gengæld, omend på en ikke-voldelig måde. Sagt metaforisk: Den dag, der bygges kirker i Saudi-Arabien, kan det være aktuelt at acceptere flere muslimer i Europa, men ikke før. En betydelig udflytning kan opnås ved helt at stoppe alle former for medløb med lige denne religion og dens tilhængere – lukning af enhver moské, som forbindes med ekstremisme, slut med halalslagtning, hijab-forbud og lignende konkrete markeringer – samtidig med økonomisk overtalelse til at tage tilbage til Nord-Afrika, Mellemøsten og Asien bruges som gulerod for at styrke rejselysten. Det vil på længere sigt ændre den demografiske balance, noget som er nødvendigt.

Naivitetens tid må snart være slut. Vi må lære af de erfaringer vores forfædre gjorde, ikke lade som om vi er langt klogere end folk i andre lande og til andre tider. Deres lærdomme må ikke negligeres; de vidste, hvad de stod overfor. Det er ikke tilladeligt at udsætte vore folk for de samme ødelæggelser, som fortidens mennesker oplevede, i higen etter en idealistisk drøm.

For hver ny terroraktion foretaget af islamister i Europa, synker forståelsen dybere og dybere ind hos folk. Også politikerne må indse, at det de troede på, var urealistisk, endog falskt. De kan ikke længere dække sig ind bag, at de ikke vidste noget. Begynder de ikke at handle nu, så svigter de ikke kun – så begår de svig.