Når der i Johannesbrevet står at den, der ikke elsker, bliver i døden, tales der ikke om den fysiske død, der skal ramme os alle engang. Der tales om den død, der rammer os, når vi ikke kender Gud.

På samme måde når Jesus taler om det evige liv, taler han ikke kun om det, som noget vi skal arve engang efter døden. Nej, det evige liv, eller bare LIVET, det er at kende Gud og det behøver man ikke dø i fysisk forstand for at gøre. Gud kendes allerede nu, fordi han har sendt Kristus til jorden og indbudt os alle til at være med til hans fest. Det evige liv.

Vi ved allerede fra vores liv med hinanden, at det kan være livet at kende og elske et andet menneske. Før man kendte ham eller hende vidste jeg egentlig ikke, hvad det var at leve, siger man, eller når man bliver forælder for første gang, da kan man også have følelsen af at man ikke rigtig kendte til livet i alle dets facetter før hen. Man kan på samme måde mærke at livet har mistet sin mening og retning når det menneske, der var hele ens liv, er død og borte. Så mærker man, at livet det er sammen med det andet menneske.

Er der nu sådan liv i at kende og elske og tage vare på et andet menneske, så er det for alvor livet for os at kende Gud, livets giver og ham i hvem vi har lært kærligheden at kende. Den kærlighed der ofrer sig for andre og giver sig selv hen for andres skyld.

Det er den kærlighed livet er i. Næstekærlighed kalder vi det med henvisning til det dobbelte kærlighedsbud, der siger, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Og vi tror på, at det er det, vi er sat fri til som kristne. Sat fri til at elske. At lade den anden være centrum i dit liv og ikke dig selv. At dele ud af dit liv og ikke beholde det for dig selv.

Enhver der hader sin broder, har ikke evigt liv i sig. Står der. Broder og søster var de første kristnes betegnelse for deres medkristne, dvs deres nærmeste medmennesker. Det vil sige: du har en særlig forpligtelse over for dine nærmeste. Vi er så vant til at fokusere på kristendommens bud om kærlighed til den fremmede og fjenden, så vi næsten har glemt at næstekærlighed egentlig gælder den nærmeste.

Det er ikke kun den fremmede og fjenden eller folk du møder på gaden, der er din næste. Din familie, dine børn, ægtefælle, svigerforældre og din besværlige nabo. De er også din næste. Og ingen anden næste er faktisk så afhængig af dig eller har så meget brug for din selvhengivende kærlighed som dem.

Det vil sige, at alle Bibelens formaninger og bud om at elske, være tålmodig, mild, ikke tale vredt, ikke lyve eller misunde osv, de gælder også dine børn eller din gamle mor. De skal også elskes som din næste skabt i Guds billede. Også dem er Kristus død for. De er der ikke bare for dig, du er der for dem og kærligheden til dem er og bliver en prøve og en opøvelse i hvad det vil sige at elske sin næste.

Det er hvad der menes med at elske – ikke med ord eller tunge – men i gerning og sandhed.

Det er det evige liv. Det evige liv er ikke sådan en belønning, der venter dig når du har gjort alt det du skulle gøre. Nej det evige liv det er det liv du deler ud af til andre. Det er festen. Det er den fest, vi inviteres ind til.

Det kristne liv. Genfødt til et levende håb om opstandelse fra de døde. Genfødt til evigt liv.

Ikke fordi døden ikke mere vil melde sig i livet. Det vil den. Ikke kun når den tager en af vore kære, men også når den tager stykke efter stykke af os selv. Når vi ikke kan gribe det vi gerne vil. Når vi ikke kan holde fast i det, vi har. Når vi angrer, men ikke kan gøre om. Når vi knuges og knuger andre. Det er dødens gerning i os. Det slipper vi ikke for i livet, men da vi har livet i ham, Vorherre, der går med os i livet, ved vi også, at vi stadigt går fra død mod liv og at det ender godt.

Det kan vi takke ja til, det evige liv, eller vi kan takke nej, fordi der er noget andet i dit liv du sætter højere end det. Din ko, din hest eller din mark. Din skitur, dit sommerhus eller haven. Du har nok i det og du kan mene, at du har ikke brug for det liv, og du har ikke brug for at høre det ord, der sætter dig ind i det evige liv. Du har ikke brug for nåde, fred og velsignelse og tilgivelse, du har ikke brug for den kærlighed, der sætter dig i det rette forhold til andre mennesker. Du kan i stedet gøre alle de andre ting til din gud. Men da, er det evangeliets påstand, at du i fare for at bøde med dit liv. Med det sande liv. For det sande evige liv er ikke et liv i dit egets tjeneste. Det er et liv i guds-tjeneste.

Eller du kan takke ja, fordi du længes efter det liv og du mangler det liv – og Gud vil give dig det. Så er Gud fader din Gud og da er livet ikke dit eget, men den andens.

Amen

 Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder