Billedet: Den 1. juni afholdt muslimer fællesbøn på et symbolsk meget vigtigt sted: Uden for Trump Tower i New York. Primus motor var Linda Sarsour, som forbindes med det Muslimske Broderskab. En betydelig del af det venstreliberale USA omfavner islamister og gør ikke forskel på dem og muslimer generelt. Jo større modvilje mod Trump, jo større velvilje mod muslimer. Denne «energi» er koblet til 1960´ernes protestbevægelser og civil rights movement, og man lader som om, det er samme kamp. At jøder indgår i denne «alliance» siger meget om begrebsforvirringen.

Den officielle version tåler ikke forestillingen om en fjende, ud over en indre fjende. Vore «egne». De har derfor lavet en dikotomi, som indebærer, at man på den ene side benægter, at islam er fjenden, men hvis der nu findes en fjende, har han en modstykke og det er de højreekstreme. Det er dttrykk for en benægtelse af ubehagelige realiteter, som samtidig er en indirekte bekræftelse.

Man bekræfter noget, som man benægter. En opskrift på mental destabilisering.

Hvis det lyder mentalt ustabilt, ulogisk og irrationelt, så er det korrekt. Men sådan er den officielle version blevet. Den forholder sig hele tiden til noget, den benægter og projicerer sin egen frygt over på andre.

Nu hvor en brite har kørt muslimer ned, der var på vej fra bøn, er det vigtigt at forstå mekanismen.

Ordet højreekstrem dukkede op som et sesam-sesam, før man i det hele taget vidste noget om Darren Osborne. Det er meget lidt, der minder om en ideologisk radikaliseret i det billede, som Telegraph tegner af ham . Drikkekammeraterne kaldte ham «loveable mentalist». Muslimske naboer havde ikke den fjerneste mistanke, og hans mor, Christine, udtalte:

She claimed he was «disturbed» and had been on medication for mental health problems. She said she had recognised him straightaway in television reports, describing it as «every mother’s worst nightmare».

“My son is no terrorist — he’s just a man with problems and I don’t know how to cope with all this», she told The Sun.

Neighbours described Mrs Osborne as «long-suffering”.

Selvopfyldende definitioner

Der lader til at være tale om en definition af højreekstremisme, som gør enhver fjendtlig handling mod muslimer til pr. definition at være udtryk for højreekstremisme. Fjendtlige, ikke bare de voldelige. Siden der nu ikke skal så meget til, før nogen bliver stempl,et som islam-fjendtlig, og statsminister Theresa May selv sagde, at angrebet skyldtes en voksende islamofobi, kan man sige, at establishement har ladet muslimer få definitionsretten til, hvem der er deres fjender, og disse er pr definition højreekstreme.

Man er gået ind på nogle præmisser, som gør store dele af den britiske befolkning til potentielle eller reelle højreekstreme.

Er det klogt? Eller opfattes det som en trussel?

Er det i realiteten en pistol mod tindingen på de briter, som måtte få «funny notions»?

Den er ladet med: Hvis du vover at tænke tanker om muslimer, som er antagonistiske vil vi stemple dig, hænge dig ud – og du vil mærke konsekvenserne.

Du har kun dig selv at bebrejde

Systemet lægger op til en slags selvrensning: Man skal selv sørge for ikke at have tanker, som er farlige.

Det interessante er, hvordan systemet er bygget op og fungerer.

Din egen og din broders vogter

Begrebet «højreekstrem» gør establishments opgave med social fred, læs: kontrol, så meget nemmere: Man skal blot rasle lidt med sablen “højreekstrem”. Bag betegnelsen lurer nazismen.

Truslen bag spejlet.

Det er tilstrækkeligt for de fleste.

De holder sig på lang afstand af en proces, de ikke forstår.

Systemet genererer selv de ekstremister, det leder efter:

Dvs. man udvælger kriterierne for, hvad der er højreekstremisme ud fra, hvad man selv føler er ekstremisme. Det er en udstrakt grad af korrespondance mellem eksperter og forskere og muslimske repræsentanter, man er i dialog med. Derefter går man ud og “støver højreekstreme op”. Hvis teorien siger, at de findes, vil de blive fundet.

Objektiv skyld

Det er en fjern afglans af marxismen i leninistisk og maoistisk aftapning: Teorien sagde, at der ville være modstandere af samfundsomlægingen. De vidste det måske ikke selv. Men objektivt set var de klassefjender. I Stalins Sovjet lancerede man kampagner, hvor man opsporede de nyligt afsl’rede kategorier af sabotører af det nye utopia. Efter de første femårsplanene var lanceret, med deres astronomiske målsætninger, var det det bare at vrage og vælge: Enhver kunne mistænkes for at sabotere opnåelsen af målene, for at være en sabotør.

Det vigtigste greb var at gøre det enkelte menneske til sin egen vogter. Til hele tiden at bevise, at man var på den rigtige side.

Vogterne af den multikulturelle utopi arbejder på samme måde. Folk spørger: Hvorfor reagerer europæerne ikke på, at myndighederne lader invasionen syd fra fortsætte? Svaret er: Europæerne er blevet vogtere af sig selv. De er blevet deres egne gidsler.

Holder op med at fungere

Det har en pris. Det rammer de institutioner, der er afhængige af kontinuitet og tradition for at kunne fungere. Det partipolitiske kaos er et udtryk for en reelt samfundsmæssig opløsning.

Det er en meget større trussel mod vores fremtid, end vi er klar over, for det fratager os muligheden for at gøre noget fornuftigt. Nemlig fællesskab, tillid og rigtige ideer. Uden disse tre faktorer falder alt fra hinanden.

Frygten for omfattende social uro, er noget som stadig flere deler. Terrorgrupper har betydelig tilslutning blandt muslimske unge i lande som Frankrig og Storbritannien. Britisk politi opererer med 23.000 jihadister.

Symmetri

Dem der leder vores samfund, har ladet islam komme så tæt på kernen af vores samfundsstrukturer, at de har mistet deres evne til at styre udviklingen. De har valgt en fortælling om symmetri mellem islamister og højreekstreme. Det lyder så indlysende og tilforladeligt.

De siger det samme, både borgmester Sadiq Khan og premierminister Theresa May: Vi vil stå sammen mod ekstremisme.

Men politik er ikke tryllekunster.

Islamisme er et stort og kompliceret fænomen. I stigende grad er afstanden mellem terroren ude og hjemme skrumpet ind. Den ene dag et turiststed i Mali, den anden, eller samme dag, London og Paris. Det regner terror.

Europa bliver suget ind i islams voldsunivers. At det ryger en sikring hos en brite giver grund til dyb bekymring, Men der er ingen symmetri mellem islams vold og europæernes. Det er snarere en asymmetri.

Desværre er myndigheder, medier og den politisk-kulturelle klasse en del af ligningen. De er en del af problemet, men nægter at erkende det.

I stedet konstruerer de en bekvem symmetri mellem islamister og højreekstreme, som frikender dem selv.

Dette skuespil er efterhånden så gennemskueligt og flosset i kanten, at mange har afsløret det for, hvad det er – til trods for, at de dermed risikerer at blive stemplet som højreekstreme.

Jeg er derfor forbavset over at europæsiske medier som norske Aftenposten og britiske BBC gør mere ud af Finsbury-angrebet, og bruger det til at ramme alle islam-kritikere. Det virker som om forsvarerne af utopien er kørt trætte. Det brænder omkring dem, og de kan lugte røgen.

Og der er al mulig grund til at antage, at der kommer mere af samme skuffe.

Det gælder om at være vågen.