Billedet: Forsiden til den britiske vejledning: der er oven i købet lavet smarte ikoner for alle de steder, hvor der er forhøjet terrorrisiko. Det er bare at vælge, hvor man skal hen og så gå ind og læse, hvad man kan gøre for at beskytte sig selv – for staten magter det ikke.

Som svar på den seneste måneds tre terrorangreb, har de britiske myndigheder nu udgivet en vejledning i at beskytte sig mod terror – et digert værk på hele 174 sider, der rummer gode råd til befolkningen om, hvordan man kan spotte og imødegå faresignaler. Vejledningen er opdelt i forskellige områder, hvor terroren kan ramme: skoler, biografer, sportsarenaer, butikker, restauranter osv. og så er det meningen, at man som borger kan klikke sig ind på de steder, hvor man nu skal hen, og læse om de sikkerhedsforanstaltninger man selv kan træffe for at undgå eller minimere skader som følge af terrorangreb.

Og det er deprimerende læsning. Allerede i indledningen er rammen sat:

The threat we face from terrorism is significant. As we have seen in the UK and across Europe attacks can happen at any time and any place without warning. Understanding the threat we all face and of the ways we can mitigate it can help keep us safer. Everyone can play a role in this effort by taking steps to help boost their protective security whether that’s at work, at home or away; when travelling, when out and about or just simply when online

Der er to helt fundamentale ting galt med den måde man betragter terroren på, og de årsager, der ligger bag: For det første anses terror som et arbitrært fænomen, man ikke kan afværge og for det andet, lader man det i vidt omfang være op til den enkelte borger at beskytte sig imod den.

Eller sagt på en anden måde: Politikerne enten vil ikke eller kan ikke se, at det er dem, der indirekte har skabt forudsætningerne for, at terroren rammer os med stadigt stigende hyppighed ved at tillade en grænseløs indvandring, og at det derfor også er dem, der skal rette op. Vejledningens tavshed omkring, hvem det er, der den ene gang efter den anden pløjer lastbiler ind i menneskemængder, udløser selvmordsbomber ved popkoncerter eller går løs på uskyldigt forbipasserende med knive er i sig selv et larmende bevis på den fornægtelse, der præger det politiske establishment.

Gået på klingen fortsætter vore folkevalgte nemlig mod bedrevidende deres benægtelser, som når vores egen statsminister kalder det “voldtægt af islam” eller Londons borgmester Sadiq Khan siger, at terror ikke er en del af den udgave af islam han kender.

Det er utroligt utryghedsskabende, når de politikere, der er sat i verden for at fastlægge rammerne for befolkningens tryghed og trivsel, nægter at anerkende årsagen til den fare, som befolkningen svæver i. Og når den følges op af en vejledning som den, de britiske myndigheder just har udsendt, river man reelt den kontrakt over, der har været bærende for retsstaten: Borgeren deponerer voldsmonopolet hos staten, der til gengæld sikrer lov og orden og fysisk tryghed for den enkelte. Med vejledningen står det nu klart, at staten ikke længere kan garantere borgernes sikkerhed i deres eget land, men overlader det til den enkelte at sikre sig mod terror.

Det er en ansvarsfraskrivelse af titaniske proportioner, vi her er vidne til, pakket tilforladeligt ind i 174-siders gode råd, men ikke desto mindre en statslig falliterklæring og et muligt startskud til ukontrolleret selvtægt, para-militære borgerværn og Gud-ved-hvad, men sandsynligvis noget, der starter med “b”og slutter med “orgerkrigslignende tilstande”. Perspektiverne er under alle omstændigheder skræmmende.

Og det værste er, at det ikke synes at være gået op for hverken politikere eller medier, at befolkningens opbakning til “at stå skulder ved skulder”, skrive “je suis..” på deres facebookprofiler og plastre dem til med det franske, britiske, tyske, belgiske og svenske flag er væk. Der er stort set ingen, der længere tror på lysfester og afsyngelse af “Imagine” eller “Kringsatt av fiender” mere. I stedet er der stadigt flere, der spørger sig selv, hvor mange lig, der skal på bordet, før politikerne griber ind.

Det spørgsmål blafrer fortsat i vinden.