“Vi må nemlig sande, at evnen til at rumme andre svækkes, når grænser opløses, selv om man jo engang troede, at det ville virke omvendt. Udviklingen med stor indvandring og fri bevægelighed i EU præger vore sind, så sproget bliver hårdere, og tolerancen skrumper. Den åbne verden slider på os, idet det nu er et vilkår, at bestemte grupper påvirker samfundet i en grad, som mange aldrig har bedt om. Mange har aldrig ønsket, at tildækkede kvinder skulle blive en norm her i landet, eller at Valby gradvist skal udvikle sig til en muslimsk forstad. Mange har aldrig ønsket den udvikling, og stemningen bliver gradvist derefter.”

Sørine Gotfredsen skriver om det dilemma danskerne står i mellem på den ene side kravet om og trangen til at vise næstekærlighed, og på den anden side det uhørte pres vore politikere lægger på dette smukke, kulturkristne træk, ved at åbne grænserne for alverdens fattige.

Vi kan ikke rumme alverden, og der er dybest set ikke noget at sige til, at befolkningen udmattes af kravene om at skulle rumme og acceptere kulturfremmed adfærd, der belaster vores samfund. Næsten er den, der er ved siden af os – og det er romaerne jo kommet, hvorfor de som udgangspunkt er omfattet af vores kulturelle påbud om at drage omsorg for dem. Derfor skal politikerne bebrejdes, at det er kommet så vidt, for vi kan ikke i længden tåle den belastning, de har påført os, og så skaber vi selv indre grænser som erstatning for de manglende grænser omkring vores land, skriver Gotfredsen, hvis indlæg kan læses her:

http://gotfredsen.blogs.berlingske.dk/2017/06/11/den-indre-lukkethed/