Kunne De forestille dem at Søren Krarup, Marie Krarup eller Christian Langballe blev bedt om at vælge mellem medlemskab af Dansk Folkeparti og den danske folkekirke?

Dersom dette billede forekommer Dem behageligt, så skulle De bare se til Tyskland, for her er denne vision ved at blive virkeliggjort. Den evangeliske kirke blev etableret i reformatoren Martin Luthers kølvand, og som havde afskaffet aflad(pengegaver til kirken for at ens kære afdøde ikke skulle pines i skærsilden). Nadveren blev uddelt under begge skikkelser(brød og vin, hvor tidligere kun præsten nød vinen som særligt ”indviet”), og mange kirkelige skikke(vi ville vel i dag sige aktiviteter)blev fjernet.

I forbindelse med reformationsjubilæet 2017 er det i ramme alvor blevet foreslået, at medlemskab af partiet Alternative für Deutschland skal være uforeneligt med medlemskab af kirken. Den katolske kardinal Reinhard Marx, Bayern, har allerede dekreteret, at medlemskab af AfD er ”uforeneligt med kristelig livsførelse”.

På de nyligt afholdte Kirkedage i Berlin, foreslog Berlins biskop Dröge noget tilsvarende, og der var en stor indsats mod ”racister” på kirkedagene. Ingen medlemmer af AfD fik taletid på det officielle møde. Dog, tilføjedes det, skulle medlemmer af højregrupper(AfD) ikke stiliseres som ofre. Der var med andre ord nok at se til på de kirkedage. Nogle er større syndere end andre, og denne nye tese er helt i tråd med den udvikling, den evangeliske, og såmænd også den katolske, kirke har gennemgået de seneste år.

Kirken er ikke længere det sted, hvor Guds børn formanes(alene ordet formane!) og trøstes og modtager hans velsignelse, men en organisation, der har menneskerettigheder og Willkommenskultur (hvem du end er, så velkommen her-kultur) på programmet. Det har betydet, at AfD-medlemmer eller –tilhængere, der mener sig  politisk at stå i en vesterlandsk kristelig kultur, ikke længere er velkomne i kirken. Som følge deraf har den evangeliske kirke modtaget skarpe, og sommetider veltilrettede hug fra AfD.

Den evangeliske kirke er i dag en minoritetskirke, der uafhængig af staten er delt i landskirker, der hver har en slags synode. Denne kan vedtage, hvad der er den enkelte landskirkes ansigt udadtil. Det resulterer ind i mellem i en skinger godhed, der ikke lader Anne-Lise Marstrand Jørgensen noget tilbage.

Nu ser det så ud til, at den katolske og den evangeliske kirke(en smule tøvende, for den har dog ikke helt mistet hukommelsen) er enige om det grundlæggende. Nemlig at udgrænse højrekræfterne, som ikke er de, der med jævne mellemrum løber rundt i gaderne og kræver gasning af jøder.

På basis heraf kan det næppe undre, at talen om den synlige enhed har fået fornyet motorkraft. Synlig enhed har man talt om i mange år, siden de store økumeniske møder i første del af det 20. århundrede, og mangen en protestant er blevet til fals for den skønne tale. Hvem vil dog ikke gerne takseres efter fortjeneste, skønt vi over for Gud kun har den fortjeneste, at vi korsfæstede hans søn. En lille ting har hidtil skamferet den fornøjelse, og djævelen sidder som bekendt i detaljen. Katolikker og protestanter kan ikke gå til alters sammen, for ifølge katolsk teologi har protestanter ikke adgang til den del af frelsen, der således er delt op i flere dele.

Men nu stiller sagen sig lidt anderledes an. Man har holdt en fælles gudstjeneste i Hildesheim d. 17. marts d.å. med temaet: ”Healing of memories”, der gerne skulle stemme katolikkerne mildt (de evangeliskes første arbejdstitel var ”Retfærdighed og frihed”, hvilket katolikkerne ikke brød sig om. Hvorfor de blev spurgt får stå hen i det uvisse).  Hvem, eller om nogen, blev stemt mildt er egentlig underordnet; i det verdslige liv er man nu enige om det væsentlige, som i store træk er lig med Angela Merkels politik. Har hun ikke selv sagt: Es gibt keine Alternative?

Der er i det hele taget en kæmpe Kristustræthed i den evangeliske kirke. Ikke at de ikke taler om Kristus, men han synes at være lige dele konfirmand, klimabekymret, dialogorienteret og politisk korrekt. Ligesom os selv. Hvorfor så ikke bare søge tilbage til moderkirken, der mener nøjagtig det samme! Og det er faktisk et vigtigt punkt på reformationsprogrammet 2017. Synlig enhed, som vi bør arbejde henimod. Enighed gør som bekendt stærk. De evangeliske har en uklar fornemmelse af, at det nok ikke bliver i år, men at en enhedskirke er længere fremme nu end den nogensinde har været, og at det er godt. Især har Kardinal Marx(Bayern,kat.)og Landesbischof Heinrich Bedford-Strohm( også Bayern, ev.) afgivet en fællesudtalelse desangående tidligere i år om, at det er reformationens budskab til os i dag. D’herrer, og især biskop Bedford-Strohm burde læse den augsburgske bekendelse, stk 7, hvoraf det fremgår at den synlige enhed er dér, hvor ordet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Og ikke hvor prominente politikere messer en almenreligiøs forbandelse af ”højrekræfterne” foran Brandenburger Tor, der for et kvart århundrede siden blev symbolet på politisk frihed, i øvrigt ikke helt uden modige evangeliske menigheders medvirken.

Margrethe Horstmann er cand. theol