Billedet: Vincent van Gogh: Den barmhjertige samaritaner

Der kommer en tid, da enhver som slår jer ihjel skal mene, at han derved tjener Gud. Ordene er talt til de første kristne menigheder og peger på den unge kirkes vilkår i en mørk og fjendtlig verden.

I det 3. århundrede blev kirken først tålt, siden tilladt og til sidst blev kristendommen Det romerske riges statsreligion. Forfølgelserne var nu ovre og kirken kunne konsolidere sig både indadtil og udadtil og det gjorde den. Derfor forfølges vi i dag i Europa ikke for vor tros skyld. Vi kan frit tilbede og lovprise Kristus og vi har mange smukke kirker, der er indrettet dertil. Så ordene gælder måske ikke os sådan lige nu. Det var dengang.

Men da jeg så vågnede op til den forfærdelige nyhed om myrderierne i Manchester, og når den mand der myrdede 30 og sårede over 70, fortrinsvis unge og børn, teenagere der aldrig mere skal ånde, grine, græde og gå på Guds grønne jord mente, at han derved tjente Gud, så synes ordene; ”Der kommer en tid, da enhver som slår jer ihjel skal mene at han derved tjener Gud.” aktuelle. Så er verden stadig mørk og fjendtlig.

”Ved Guds nåde lykkedes det for ham at myrde 30 korsfarere og såre 70, i den skamløse koncertarena” tweetede ISIS, som har taget ansvaret for massakren. Der er nu ikke meget korsfarer over en et barn på 8 år, men tænk engang: Der er altså nogle der mener at de tjener Gud ved at tage en 8 årig piges liv.

Derved adskiller disse morderes Gud sig fra den Gud Jesus viser os, Faderen. Faderen tjenes ikke ved aktivt at myrde og lemlæste uskyldige. Faderen har vist os sit milde ansigt og han har budt os at se Hans ansigt i de mindste små. Men ikke bare det. Han har budt os SÆRLIGT at værne om de mindste små. Om de forsvarsløse, enkerne, børnene, de faderløse, de umyndige. Ja han byder os det med en voldsom uforsonlighed og han fordømmer dem der svigter den opgave:

”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. Derfor skal I dømmes så meget hårdere.(…) I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.”

Eller: ”…den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. (….) Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.”

Vi har en særlig pligt til at værne dem, der ikke kan værne sig selv. Det er det, Vor Herre minder os om her. Vi overlader ikke uskyldige til voldsmandens forgodtbefindende. Det største bud i loven er dette, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele din styrke – og din næste som dig selv. Hvor din næste er truet, er det derfor din pligt at forsvare ham eller hende. Dit eget liv, ære og gods kan du vælge at ofre, men ikke den andens.

Vi kender alle Kaj Munks svar til en bekymret Elisabeth Kieler i spørgsmålet om hvordan en kristen skal forholde sig i forhold til voldelig overmagt. Hvis ikke kan jeg gengive det her:

“Det er Kristi Mening, at man skal hjælpe Enker og Faderløse, og det kan man bl.a. ved at skyde Røvere, som vil overfalde dem. Derimod er det ikke Kristendom at lade andre tage Forsvarskamp og Kval paa sig og selv sidde og gaa op i Nirvana. Det er Opium og Lastefuldhed. Bliv nu et kristent Menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.

Deres hengivne Kaj Munk.”

Det er sat på spidsen, ja, men ikke mere end Jesu ord, mod de der æder enker ud af deres bo og ringeagter de mindste små. Ansvaret over for de forsvarsløse forvalter vi med de love og forholdsregler, der skal beskytte de svage mod voldsmanden. På den måde er disse love også et udtryk for Guds vilje. Hvis vi ikke havde de love og når de ikke udøves, så bliver det junglens lov, der gælder og det betyder undergang for den svage og hjælpeløse. Da bringer vi den mindste til fald, da vender vi den andens kind til. Vil ingen stå op for de mindste små, da løses de farlige rovdyrs lænker og kæder så de sønderflænger og sønderriver.  Derfor er det også en Guds fordring til os at sørge for, at landets love overholdes, for så vidt som de tjener næstens tarv.

Den mand der slog de teenagere ihjel, teenagere som kunne have været vore egne børn, han så ikke Guds ansigt i deres ansigter. Han så dem ikke som de mindste små. Han så dem heller ikke som nogens elskede sønner og døtre, der dansede og morede sig til en koncert. Han så dem som farlige fjender, som korsfarere, som fjender af hans Gud – – og derfor skulle de dø.

Jesu Kristi far byder ikke os ikke at slå hans fjender ihjel. Men han byder os at bevare de mindste små. Og så byder han os at prædike evangeliet for alle folkeslagene, så at de må se hans ansigt. Så de må se hans ansigt i de mindste små.

Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarers Herre. Han som gav medlidenheden, kærligheden, sandheden og retten et ansigt. Jesu Kristi ansigt. Og det ansigt skal vi se i de mindste små.

Amen

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder