Jihad i Danmark

Omar El-Hussein var i 2015 i Masjid Al-Faruq moskeen – der har forbindelse til Hizb ut-Tahrir – i København, hvor han hørte imam Hajj Saeed kritisere tværreligiøs dialog, der var en “ondartet” idé. Han forklarede, at den rette vej ifølge Muhammed er at føre krig mod jøderne. Næste dag drog El-Hussein ud og dræbte en frivillig jødisk vagt for det jødiske samfund, Dan Uzan, da han stod foran Københavns synagoge. Herudover havde El-Hussein lige dræbt filminstruktøren Finn Nørgaard udenfor et møde om ytringsfrihed.

To år senere har intet ændret sig. En besøgende imam fra Libanon, Mundhir Abdallah, prædiker i Masjid Al-Faruq moskeen, at jøder skal dræbes:

“[Der vil snart komme] et kalifat, der vil indføre Allahs sharia og genoplive Hans Profets sunna, der vil føre jihad for Allah, der vil forene den ellers opløste islamiske nation, der vil frigøre Al-Aqsa moskeen fra zionisternes smuds, så Profeten Muhammeds ord kan gå i opfyldelse: ‘Dommedag skal ikke komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag sten og træer, men stenene og træerne vil sige: ‘Oh muslim, Oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham.’ …”

“Profetens ord” kommer fra en kendt hadith, nr. 6985.

Moskeen skjuler på ingen måde opfordringen, idet de har lagt prædikenen – der blev afholdt den 31. marts – ud på Masjid Al-Faruq moskeens YouTube-side den 7. maj. Den uundværlige forskningsorganisation MEMRI oversatte prædikenen.

En journalist fra TV2 News, der fornylig tilbragte to timer ved Masjid Al-Faruq moskeen, kunne ikke finde en eneste muslim, der var villig til at fordømme imamen. “Jeg tror ikke, han har ment noget ondt med det”, sagde den kvindelige studerende Bayan Hasan. En anden dansk muslim, Mohammed Hussein, sagde ukorrekt: “I islam må man ikke dræbe nogen”. Koranvers 8:12, for blot at nævne et eksempel blandt mange, siger noget andet: “… Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

Integrationsminister Inger Støjberg opfordrede moskeen og alle muslimer i Danmark til at tage afstand fra prædikenen. Hun udtalte, at “hvis det her var foregået i den danske folkekirke, så havde det slet ikke været nødvendigt at komme med en opfordring til at tage afstand. Så var det kommet helt af sig selv.”

Muslimske organisationer og imamer har reelt været fuldstændig tavse om emnet. En ledende imam: Naveed Baig fra Dansk Islamisk Center, afviste ganske enkelt prædikenen: “Islam som religion kan ikke være anti-semitisk, da islam selv er en semitisk religion”, sagde han.

Koranen og haditherne er fyldt med anti-semitisme, for ikke at nævne formaningerne om at dræbe jøder og andre “vantro” og opfordre til jihad (krig for at udbrede islam) – et faktum, som Naveed Baig uden tvivl er velbekendt med.

Folk, der nægter at anerkende Allah som den eneste sande gud, er ifølge Koranen bestemt til at komme i helvede: “Gud har forbandet de vantro og beredt dem en flammende ild” (Koranen 33:64). Muslimer er derfor alle andre overlegne:

“I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene… tror på Gud. Hvis Skriftens folk troede, ville det være bedre for dem. Nogle af dem er troende, men de fleste er gudløse.” (Koranen 3:110)

“Vi vil vække rædsel i hjertet på dem, der er vantro… Ilden bliver deres herberg. Hvilken ulykkelig bolig for dem, der handler uret!” (Koranen 3:151)

Med hensyn til specifikke passager om jøderne, omtaler de koraniske vers 5:60 og 7:166 jøderne som forbandede, som Allah omdanner til aber og svin: “… Dem, som Gud forbandede og vrededes på, og hvoraf Han gjorde nogle til aber og svin, og de, der dyrker afguderne…”. Det er årsagen til, at det i dag i store dele af den muslimske verden er almindeligt at kalde jøder for aber og svin. Herudover er “jøderne og dem, der sætter andre ved Guds side, … mest fjendtligt stemt over for dem, der tror”. (Koranen 5:82)

Jøderne beskrives som hyklere (Koranen 2:14) og “de slog med urette profeterne [Allahs profeter] ihjel” (Koranen 2:61); de bruger “list” og “når der sker jer noget godt, gør det dem ondt, og når noget ondt rammer jer, glæder de sig derover” (Koranen 3:120). Disse eksempler er kun et udsnit af utallige eksempler i Koranen og haditherne, for ikke at nævne tekster fra islamiske lærde.

Der er derfor intet usædvanligt ved imamers opfordringer til drab på jøder i visse moskeer, selv ikke i Vesten. I Canada reciterede en imam for eksempel i 2016 i Montreals Dar Al-Arqam moské den samme hadith om sten og træer, der beder muslimer komme og dræbe jøder, der gemmer sig bag dem.

I Danmark foranledigede nyheden om prædikenen imidlertid det sædvanlige “chok” blandt politikerne. Justitsminister Søren Pape Poulsen kaldte det for “vanvittigt”, at der “findes mennesker i Danmark” som denne imam: “Det er dybt usympatisk”, sagde han. “Det er jo middelalderlige tanker, og det gør mig rigtig trist, at der i Danmark i 2017 stadig findes mennesker, som virkelig ikke er kommet længere.”

Andre danske politikere reagerede med lignende grader af “chok” – de var tilsyneladende fuldstændig overraskede over islams basale dogmer, der kun har været offentligt tilgængelige i 1400 år.

Søren Pape Poulsen håber på, at problemet løses ved at retsforfølge imamen. Danmark indførte i december 2016 en ny bestemmelse i straffeloven rettet mod religiøse forkyndere. Den kaldes i Danmark for “imamloven”, da den i praksis hovedsageligt er rettet mod imamer. Ifølge loven er det forbudt at tale billigende om terror, mord, voldtægt, incest, pædofili, tvang og polygami, hvad enten det sker under private forhold eller i offentligheden, og det kan straffes med bøde eller fængsel i op til tre år. Udover “imamloven” er det ifølge den almindelige lovgivning inden for straffeloven forbudt og strafbart med bøde eller fængsel offentligt at true, fornærme eller forhåne en gruppe mennesker på grund af deres race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering.

Selv hvis det skulle lykkes for en dansk domstol at dømme imamen, overser danske politikere imidlertid tilsyneladende det væsentlige forhold, at der tydeligvis er en tilhørerskare, der hungrer efter prædikener som denne.

Det Jødiske Samfund i Danmark anmeldte imamen til politiet. Det Jødiske Samfunds formand Dan Rosenberg Asmussen udtalte til Politiken: “Vi har en bekymring for, at svage og letpåvirkelige personer kan opfatte den her slags prædikener som en klar opfordring til at udøve vold og terror over for jøder.” Prædikenen er imidlertid ikke et spørgsmål om “opfattelse”: Prædikenen er en opfordring til vold mod jøder.

Danske jøder har flere andre grunde til at føle sig truet. En dengang 15-årig dansk pige var i oktober 2015 konverteret til islam og havde umiddelbare planer om at bombe den jødiske skole i Danmark (udover at bombe sin egen skole). Hendes mor, der var bekymret over pigens ændrede opførsel, forsøgte desperat at advare de danske myndigheder. Politiets Efterretningstjeneste (PET) beroligede moren og forsikrede hende om, at hendes datter ikke kunne “finde på noget”, selv om de havde fået at vide, at datteren var “desperat” efter at udøve jihad. Moren fortæller:

“De råd jeg fik, var noget med maden. De syntes, at hvis [min datter] ikke ville spise svinekød og jeg absolut skulle have det til aften, måtte jeg lave to retter mad”.

I januar 2016, få måneder efter datterens konvertering, fandt moren et lager af kemikalier i sin kælder og et notat fra datteren, hvor hun havde skrevet navnet på den jødiske skole og dens åbningstider samt ordene “jihad” og “Allah er stor”. Pigen så tilsyneladende også op til Omar El-Hussein, terroristen, der dræbte Dan Uzan og Finn Nørgaard, og hun tog endda hans navn som sit eget. Efter fundet af kemikalierne anmeldte moren pigen til politiet. Pigen anses for at være så farlig, at hun har tilbragt en del af sin varetægtsarrest i isolation. Hendes retssag endte for nylig, og domsafsigelsen forventes i midten af maj. (red.: Hun fik seks år)

Eftersom Koranen ikke kan ændres, er det af afgørende vigtighed at gøre dens indhold almindeligt kendt, så folk i det mindste kan forstå de fakta, de står over for. Det kan hjælpe dem til at beslutte, hvilke valg de bør tage af hensyn til deres egen og deres børns fremtid.