Venstrefløjen er gået i en dræbende fælde, og nu sidder de fast: I deres søgen efter at virkeliggøre internationalen, globaliseringen og foreningen på tværs af landegrænser, mødte de en religion, som ville deltage i kampen. Islam fremstillede sig selv som undertrykt og forfulgt, og lokkede med et intenst engagement for retfærdighed. Men islam er hverken  menneskevenlig eller undertrykt. Islam er en ide. En ideologi uden sjæl, empati eller hensyn, og nu er den trængt igennem venstrefløjens fornuft, og trækker dem ned i mørket. For totalitære ideologier ejer ikke samvittighed. (foto: Snaphanen.dk)

Venstrefløjen har altid holdt fanen højt for ateisme, religionskritik, retfærdighed, kvinders rettigheder – og den generelle modstand mod at arbejderen behøver stå med hatten i hånden. Det har for en stor del været vigtige og rigtige kampe.

Nu er de røde blevet islams vigtigste allierede i Vesten, og forsvarer med vilje og vold en religiøs ideologi, som modarbejder ateister, kritik, ligestilling, retfærdighed og kvinders rettigheder, og sender folk ned på knæ for præsteskab og overtro. Islam er imod alt det venstrefløjen er for. Alligevel er venstrefløjen pro-islamisk. Hvordan er det kommet så vidt?

Fra «opium for folket» til dopet på Islam.

Kontrasten er monumental og historisk – men venstrefløjen lader som om den ikke engang forstår paradokset. Det røde meningspoliti leder desperat efter fjender de kan give skylden for deres selvpåførte katastrofe, mens en slags frivillig «omerta» omslutter de røde miljøer, så ingen længere skal tænke ateistiske tanker højt. Dette ideologiske sammenbrud har stoppet alle  intellektuelle processer, og alt som nu står tilbage er røgslør, udskamning, had og jagt på syndebukke, som man kan give skylden for det, der går galt med det multikulturelle samfundseksperiment, og det fænomenet «integration». Denne desperation giver sig de mærkeligste udslag:

Se ikke på os – Se på alle racisterne!

Venstrefløjen i Europa har fået en slags politisk rabies, og opfører sig i stadig stigende grad fuldstændig irrationelt: Terror bliver mødt med roser og kærlighed, mens demokratiske processer som Brexit bliver mødt med rasende demonstrationer. Følelser trumfer alle tankeprocesser. Enhver meningsmodstander kan frit kaldes radikaliseret og højreekstrem. Det islamiske tørklæde er blevet til at udtryk for frihed og feminisme. Enhver ateist som vil diskutere islam som idé, er racist. Alt handler om hudfarve, og intet handler om kultur. Åbenlyse konsekvenser bliver ligegyldige, mens synsninger bliver virkeligheden. Debat er blevet til monolog. Tag manden og blæs på bolden.

Stadigt flere røde aktivister tager sorte masker på og angriber ethvert miljø som måtte krænke eller ødelægge deres «safe space» og meningsmonopol. Og de allierer sig med muslimske bøller, som underkaster sig en kvindefjendsk gud fra oldtiden og ønsker antidemokratisk sharialov velkommen til de vestlige demokratier. I denne heksebryg smider pressen endeløse artikler om hvor «beriget» vi bliver af menneskesmugling i millioner, mens der advares mod «det hvide raseri» – midt i den undtagelsestilstand som er skabt af just de muslimske migranter. Europa er kortsluttet, og i den røg og forvirring der opstår, bruger den antidemokratiske ideologi islam alle kræfter på at blive endnu stærkere.

Hvordan kan vore dages socialister sove om natten?

Hvad fik venstrefløjen til at svigte ALLE sine idealer i mødet med islam? Hvad fik de røde til at sætte en fremmed ideologis interesser over sine egne mærkesager? Hvad fik feministerne til at blive militante forsvarere af muslimske tørklæder forbundet med macho-ideologi, skabt af en macho-profet på vegne av en macho-gud for mænd med machoværdier? Det lyder som et manifest fra en lukket afdeling. Der findes ingen logisk forklaring. Og hvad værre er: Venstrefløjen er ikke i nærheden af at kunne svare på gåden. De vil ikke engang indrømme, at de forstår spørgsmålet.

Venstrefløjens flugt fra egen rygrad er måske den største ideologiske gåde de seneste 100 år, og selve nøglen til socialismens og venstrefløjens fallit. Enhver ytring om, at de er gået i seng med fjenden, udløser kreative newspeak-ord som «hatespeech», «islamofobi», «ytringsansvar» og «fremmedfjendtlighed». Hvad betyder alt det sludder? Det er fuldstændig indholdstomt – og alligevel gøres der de ihærdigste anstrengelser for, at det skal blive ophøjet til lov. Og medierne er villige medspillere.

Venstrefløjens politiske projekt er reduceret til afledningsmanøvrer. 

Jeg tror, at mange på venstrefløjen begynder at blive bekymret for deres egen politiske sundhed. Mange må have opdaget, at venstrefløjen er hoppet på Muhammeds krog, og den er slet ikke så venlig som agnet lokkede med. De må have opdaget, at den maniske jagt på racister og højreekstreme syndebukke er støj, så ingen skal stille det livsfarlige spørgsmålet:

«Siden hvornår blev vi så glade for religion, og oven i købet en kvindeundertrykkende religion?»

Ingen vil nærme sig elefanten i rummet. Ingen vil acceptere præmissen. Meningspolitiet brøler i stedet deres ulogiske og usammenhængende sludder som «Ingen racister i vores gade!» til fredelige religionskritikere. Det bliver for meget og for slemt: Alle socialister som ikke er lammet af «rød omerta» og ideologisk gift fra oldtiden forstår, at dette er vrøvl og sludder. Virkeligheden lader sig ikke skjule længere, og her er virkeligheden:

Kun venstrefløjen kan redde venstrefløjen.

Islam leder til krig overalt hvor islam får fodfæste. Finder de ingen vantro at bekrige, så får islam muslimer til at bekrige hinanden – noget de har gjort i 1400 år. Islam er heller ikke en race. Islam er bare en dum ide, som hverken kan blive fornærmet, krænket eller vred. I stedet for at erkende noget så elementært, og indlysende ud fra venstrefløjens egen historie, giver venstrefløjen i al sin kortslutning en religiøs-politisk ideologi, menneskelig status -– noget de har lært af muslimerne selv: Når man er indoktrineret fra barnsben af, at man er født muslim, så bliver overtroen en integreret del av jeg‘et. Derfor bliver al kritik af overtro også kritik af personen.

Det er sådan, at sund ateisme og religionskritik pludselig bliver til farlig racisme. Det er et fornufts-sammenbrud  hos venstrefløjen, der altid reagerer kollektivt. Ingen tør prikke hul på bylden. Men det er kun venstrefløjen, der kan redde sig selv.

Løsningen er ikke at lede efter fiktive syndebukke

Denne farlige konsensus om at beskytte en overtro som hedder «underkastelse» gør venstrefløjen desperat. Bordet fanger og de ser kun én vej frem: At fortsætte alliancen med islam, og fortsætte løgnen o at «integrere» og «reformere» islam til Vesten. Men islam kan ikke reformeres eller integreres i noget som helst, for islam er en totalitær ideologi. Den er alt, og vil have alt. Den vil ikke dele med noget eller nogen, og det fremgår tydeligt af Koranen. Og mens venstrefløjen rabiat forkludrer enhver debat om islamisering af Europa, er halal-mad blevet almindeligt i børneinstitutioner, hijaberne spreder sig klasseværelserne, og jøderne har startet endnu en exodus. Og de flygter ikke fra nazister denne gang. De flygter fra denne nye totalitære ideologi, som vinder indpas i Europa, for jøderne lader sig ikke lure en gang til.

Islam er hverken multikulturel eller socialistisk. Islam er kun til for islam, og den vil aldrig gengælde den tjeneste den fik fra socialisterne. Det ved vi på højrefløjen. Det ved frafaldne muslimer. Hvorfor ved ikke de tidligere så religionskritiske socialister det så ikke?

De kalder sig intellektuelle, men nægter at læse pensum

Her i lyset, på den frie, demokratiske højrefløj, er islam som religion og idé blevet diskuteret frit og uhæmmet siden den begyndte at få fodfæste i Europa. Venstrefløjens multikulturelle plan var, at jo mere islam vi fik – jo mere ville vi forstå, og desto bedre ville vi acceptere og lide islam. Men venstrefløjen gjorde aldrig noget for at forstå denne ideologi selv. De lyttede hellere til deres palæstinensiske venner, der forsikrede dem om, at islam er fredens religion. Det siger Hamas og Broderskabet også.

Venstrefløjen deler skæbne med fredelige, intetanende muslimer, som mener, at noget er galt med fortolkningen af deres barnetro, men hverken kan eller vil indrømme at det er selve barnetroen det er galt med.

Venstrefløjens fremtid: Splittelse eller underkastelse? 

Jeg er på besynderlig vis glad for venstrefløjen. Jeg elskede at diskutere politik med dem, men nu har de ligesom mistet humøret: Det begynder at blive meget vanskeligt at se forskel på socialistiske og muslimske demonstranter. Vanskeligt at se forskel på antiracister og jihadister. Kommunistiske faner er påført arabiske korancitater, og feminister går i optog med hijab-brigadens abortmodstandere, i vildfarelsen om, at de marcherer for samme sag. ER det nogen forskel længere?

Islam sluger alt og alle, også venstrefløjen, og for nogen er det for sent. Nogen er fortabt i Muhammeds bundløse, ekstremistiske hul, og vil for altid være ideologien islams nyttige idioter. Men kan alle socialister være lige fortabte og forstokkede? Det må jo være NOGEN som sidder bøjet over kaffekruset og mumler «Hvorfor er vi, som er ateister, så utroligt optaget af at sige god for islam? Det giver jo ingen mening…»  Eller måske mumler de: «Du, det der multi-kulti-halløj – ødelægger vi det ikke bare for os selv og for vores unger – dybest set?» Og så nikkes der forsigtigt  rundt om bordet. Nogen må jo sige disse ting? Jeg mener: Det her er jo ikke raketvidenskab.

Vi SKAL have venstrefløjen med! 

Højrefløjen er optaget af at redde Europa fra venstrefløjens fejlslagne globalisme. Der tales om mange tiltag og løsninger, men alle vil fejle, hvis ikke en ting lykkes: Venstrefløjen skal være med på projektet om at redde Europa! De røde må vågne, og se lyset. De må finde tilbage til deres ateistiske rødder, genføde kampen for kvinders frihed, vende islam ryggen og give den fingeren. Og det skal deres religiøse venner tåle. Det var socialister som startede revolutionen i Iran i 1979, men de var chanceløse over for islam. Og deres odds er lige så dårlige i Europa. Selv muslimer er chanceløse over for islam.

Jeg tænker, at det er svært at indrømme, at man har taget fejl, men det er ikke farligt – og ikke nær så farligt som at fortsætte en fejlslagen politik eller at omfavne en ven, som slet ikke er nogen ven. Jeg tænker også, at det ikke er hele venstrefløjen, som vil være med: Mange virker fortabt, og kan kun magte det lille skridtet som mangler for at konvertere til islam.  Forskellen er marginal.

Men de andre: Hvad med dem? Jeg håber, at den murren i krogene, som må findes, bliver til et råb. Jeg håber venstrefløjen deler sig i en ateistisk og en muslimsk fløj. Det indebærer ingen alliance med højrefløjen, for vi har stadig mange underholdende forskelle, vi kan skændes om og vi bliver heldigvis aldrig enige. Men vi magter vel at stå sammen mod en fremmed, kvindefjendtlig overtro fra 600-tallet? Vi magter vel at stå sammen om sekulære love, mod sharialove? Det må vel være muligt at enes om den ene, oplagte sag? Anyone? Hallo??

Hvad med at oprette Ateistisk Venstreparti? Kunne det være noget? Eller hvad med at stemme på islamkritiske partier en overgang, for at sende et signal til egne røde partier? Gør noget!! I kan nemlig ikke fortsætte jeres taktfaste march mod undergangen. Hvis venstrefløjen ikke ser lyset, så vil islam fortsætte med at udnytte splittelsen blandt højre- og venstrefløjen, og så vil mørket vinde.  Så bliver Europas fremtid den samme som for andre muslimske lande.