”Det første bekræftede fund af ulve-dna på Fyn udfordrer de danske naturmyndigheder, kunne man læse for et par uger siden i aviser og nyhedsmedier. Nu findes genindvandrede ulve ikke længere kun i tyndt befolkede områder i Vestjylland. Det påpegede Carsten Rahbek, professor ved Center for Makroøkologi på Statens Naturhistoriske Museum, efter at man i marts måned har fundet spor efter ulve på Fyn.

– Det sætter spørgsmålstegn ved, om Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning har udviklet de handlingsplaner, der skal til for at håndtere, at ulven ikke blot er et fænomen i Vestjylland – men at området nu hedder Jylland-Fyn, siger Carsten Rahbek.

Vi skal vænne os til, at ulven er ved at genindvandre i Danmark. Og det kræver handlingsplaner, så mennesker og husdyr kan leve side om side med rovdyret, tilføjer professoren. Det er med planen muligt at opnå tilskud til ulvesikre hegn.”

Ja, livet med ulve kræver hegn. Det havde vi næsten glemt, fordi ulven ikke har været i landet siden 1808. Men erfaringerne med de indvandrede ulve lærer os det hurtigt igen: Ulven skal bindes. Indhegnes. Og det er i grunden en gammel erfaring. Det har mennesket altid vidst, hvor det stod ansigt til ansigt med utæmmet natur.

I de kendte og elskede Laurabøger vil den opmærksomme læser opdage, at ulve hele fortællingen igennem konstant er på færde. I allerførste kapitel af Det lille hus i den store skov introduceres ulvene: den lille Laura ligger vågen i sin udtræksseng i blokhuset ude i skoven. Der er stille, men så gennembrydes Den store skovs stilhed af ulvehyl. Det er en skræmmende lyd, for Laura ved at ulve kan spise små piger. Laura er dog tryg for hendes fars gevær hænger over døren og hunden Jack holder vagt. ”Læg dig til at sove”, siger far Charles ”Jack vil ikke lade ulvene komme ind.” Og Laura falder trygt i søvn forvisset om, at ulvene er under kontrol. De store dyr kan nok hyle, men de kan ikke komme ind.

Senere i Lauras liv omringes familiens nybyggede hus i indianerterritoriet af enorme prærieulve. Familien har endnu ikke fået en dør i huset, så far Charles må våge med geværet hele natten. ”Ulvene kunne da hyle alt det de ville. Men de kunne ikke komme ind i det sårbare hus så længe far og Jack var der.” Sådan er familien konstant omgivet af en mørk og truende verden. Befolket af ulve, indianere, hestetyve, snestorme. Farerne lurer altid lige om hjørnet.

Erfaringer med ulven afspejler sig også i ulven som et gammelt billede på de mørke kræfter i livet. Vi kender det fra vore egne myter, der fortæller om Fenrisulven. En af de største uhyrer der nogensinde har eksisteret. Men i begyndelsen var den lille og sød, og det var grunden til at guderne ikke straks kunne se, hvor stor en fare den var. Odin havde advaret: Møder du ondt, så mærk det som ondt. Giv ej dine fjender fred, havde han sagt, men ingen forstod hvad han mente. Fenris voksede til og blev ikke ved med at være sød. Den måtte bindes og det kom til at koste Tyrs arm.

Ja, freden, friheden og trygheden koster noget. Det havde vi glemt. Vi troede her i Vesterlandet for bare 20 år siden, at freden nu var nået. At vi havde lagt krig, totalitære styreformer og åndsformørkede ideologier bag os. Muren var faldet og demokratiet og fredelige samfundsformer havde sejret. Historien var slut sagde man sågar. Og man glemte at freden og friheden kun findes der hvor den værnes om. At ”Frihed er en borgemur, hvor modet støder højt i lur mod alle fjender gramme”, som jo ellers har været tidligere slægters erfaring.

Ingen kan i længden stille sig uden for den virkelighed, hvor der er fjender af liv, fred og frihed. Hvor onde og gode kræfter strides. Hvor mørket råder og hvor der er falske hyrder og vilde ulve. Overfor de mørke kræfter er menneskebarnet stedt, som får er det i forhold til ulve, der bider og river ihjel. Det er pointen med den lignelse Jesus fortæller i dag: derfor: De mørke kræfter skal bindes. Tøjres. Og vore sjæle skal som får vogtes og værnes. Og det kan kun en: Den gode hyrde. Kristus; Han kan binde og tøjre Den onde og Han kan lede os på rette stier. Han søger og finder de fortabte og vildfarne. Han styrker de svage. Han giver de faldne hænder mod. Mod til at stride den gode strid. Han giver os kraften. Fylden. Jesus Kristus. Han er vores frelser. Han er hyrden, der giver sit liv for fårene. Det er påskens budskab; at han døde for vores skyld. Han tog vore byrder og sorger og befriede os fra dem. Han gik med os på den vej, som ingen anden helt kan gå med os på:  Vejen ned i dødsriget, hvor han trådte døden under fode. Hvor han dødede døden og ikke bare bandt dyret. Ulven. Han knuste det. Han knuste dødens magt. Vejen gennem dødsrigets porte, gik han. Vejen fra døden til livet.

Han er døren siger han et andet sted. Døren ind til fårenes fold. Verden uden for døren er en sort, truende verden. Beboet af ulve og falske hyrder. Men med åbningen ind til fårenes fold, med døren ind til livet, frelsen, friheden, kan vi gå ud i den verden, for vi ved at vi har den dør bag os, som det sted hvor vi kan søge tilflugt og hente nye kræfter. Som et skød vi kan hengive os til i liv og død. I den døråbning kan vi stå. Mellem det kaotiske udenfor og det trygge indenfor. Der får vi kraft på ny. Til kampen vi skal kæmpe.

Hyrden elsker fårene. Han døde for at holde dem i live. Han elskede os. Han elskede verden. Derfor skal vi også elske verden og kæmpe for livet her og gøre os umage med vore pligter og vort ansvar her. Hans kærlighed til verden sætter os under ansvar: Ligesom han har elsket os og taget vare på os, skal vi gøre med hinanden.  Sådan har vi fået en opgave:  I er skyldige, siger Vor Herre et andet sted, –  i at tjene hverandre. Større kærlighed har ingen, sagde han, end at sætte livet til for sine venner. Vi skal sætte vort lys til i kampen mod mørket og til glæde og gavn for vore medmennesker.

Det er opstandelsestro, kristentro. Vorherre, hyrden, forventer noget af os. Med hans velsignelse følger en opgave. Vi skal give glæden, troen, håbet og kærligheden videre til hinanden. Vi skal afsky det onde og elske det gode. Så mørket kan vige som det altid vil vige fra et menneskeliv, der tager del i kampen mod mørket –  for sandhed, kærlighed og frihed.

Amen.

Cand. theol Nana Hauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder