Billedet:  Amerikanske Antifa mødes af modstand fra Trump-tilhængere: Slagsmål mellem blond, hvid mand i skjorte og skrårem (fra et kamera, men alligevel…) en sortklædt, kvindelig ANTIFA  med dreadlocks og nitter. Som om den klassiske fascisme havde fået nok af den nye fascismes manglende seriøsitet og målsætning. Og i baggrunden tæskes og sparkes en venstreradikal af en mand iført gul jakke med skriften “Jesus will judge you!” (youtube).

Martin Paludan-Müller aner i Årsskriftet Critique, et paradigmeskifte i tidens politiske vinde, og mindes, hvor pludseligt hverdagen forandrede sig for Nicolae Ceaucescu, så den næste morgen blev hans sidste. Paludan-Müller trækker tråden til vores tidsånd og siger at “humanismen forstenede i dogmatisk konvention og abstraktion”

Tidens ideologi har tykke abstrakte gulvtæpper at feje upassende kendsgerninger ind under. Begår visse indvandrere vildt mange voldtægter, sågar i store grupper, handler det om mænd. Er etniske grupper særligt ofte voldelige, skyldes det sociale problemer: Voldsmænd er udsatte – ansvarsfrie ofre for et nådesløst samfund, må man forstå. Og påbyder en indtrængende tro og dens forkyndere drab på homoseksuelle, utro kvinder, frafaldne, kritikere og vantro generelt, må der tales abstrakt om forbigående problemer med religion. At kritisere en ideologisk tro, hvis tilhængere i gennemsnit er mørkere i huden end danskere flest, er nemlig racisme, skønt dens ofre tit har samme farve. At kritisere en ideologi, der forhindrer millioner i at blive individer – i selv at vælge livsværdier og ægtefælle – skal kaldes krænkelse af individer, skønt tilhængerne kun kan føle sig krænket af ideologikritik i samme grad, som deres individualitet i forvejen er krænket og lammet af ideologien.

Foran et paradigmeskift

Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud. Lad os ikke håbe på folket, allerhøjst en bund af sund fornuft og moral.

Akademikere kommer frem ved at sige og skrive det rigtige – eller lurepasse; hvor ofte har de har siden ”Stalinismens fascination” vist sig rystende konforme, politisk dumme eller fejt snedige: stuerene blot ved at vente, til det er for sent! Til gengæld ejer de skældsordet populisme.

Følehumanister er den første art på Jorden, der forsøger at overleve uden mønstergenkendelse. De er sågar ude af stand til at genkende antihumanisme.

Noget sker i hvert fald på gadeplan i USA. Folk vil ikke forhindres i at gå på arbejde og en af hverdagens helte fandt pludselig ud af at de amerikanske AFAer ikke er så militante som de europæiske, de er mere identitetsaktivister på dybt vand. Gavin McInnes kom også i klammeri med dem og fandt ud af at det var sjovt – og at Antifas fortælling kollapser under vægten af sine illusioner.

I Berkely vil Trump tilhængere ikke lade sig dominre af Antifas ‘black bloc‘.  Nyd den alt for korte sekvens taget fra Milo Yiannopoulos:

Drokles blogger på www.monokultur.dk