“Socialdemokraternes særlige problem er, de har gennemløbet to globaliseringsbølger, mens de borgerlige partier kun har taget farve af én. Det har fået førstnævnte til at overgive sig til en universalhistorie om evige fremskridt med en fatalisme, der er blevet statsbærende og ideologisk. Det har gjort dem til inkarnerede internationalister, der stadig den dag i dag argumenterer for, at intet har skabt mere ulykke end nationalstaten.”

Der er udbrudt en påskekrist hos socialdemokraterne om udlændingepolitikken, skriver Jalving. I hans analyse lider partiet under en grundlæggende internationalistisk fundering, der har kløvet partiet i to, med realisterne i skikkelse af Tesfaye og Sass-Larsen på den ene side – og Politiken-segmentet på den anden, personificeret ved Bryld og Bosse, der altid mener, at vi kan gøre mere for migranterne.

Socialdemokraterne tror, fejlagtigt, at internationale konventioner og ikke nationale regler og fællesskaber kan løse verdens problemer. Det interne opgør mod denne tænkning (som Sass-Larsen og Tesfaye repræsenterer) har ikke en chance for at slå igennem på grund af partiets internationale DNA – kun et vælgerskred mod højre vil kunne ryste partiets fatalistiske internationale, skriver Jalving her: