Hvis de tyske – og i lidt mindre grad de hollandske politikere – er alt for beherskede, velopdragne og ideologisk kuede til forstå, at det europæiske islambæger er ved at være fuldt, så har den engelske journalist Rod Liddle ingen tilsvarende hæmninger.

I en kommentar i The Spectator den 19. marts 2017 lægger han ikke fingrene imellem i omtalen af de tyrkiske demonstrationer mod de hollandske politikere, der satte foden ned over for Erdogans forsøg på at føre valgkamp overfor den tyrkiske diaspora i Holland.

Allahu Akbar! En hilsen fra Samsun, hvor tyrkiske demonstranter – med øjnene skinnende af orgasmisk islamsk raseri – forsøgte at sætte ild til det hollandske flag, mens de råbte deres sædvanlige «Allah er dødgod»-ting. De brugte lightere og tændvæske, og op i flammer gik flaget – for derefter at blive jublende nedtrampet af de hylende ophidsede masser. Rent bortset fra, at det ikke var det hollandske flag. De havde fået fat i det franske flag ved en fejltagelse.

Jeg spekulerer på, om nogen af de lige så ophidsede tyrkiske demonstranter i Holland ville have lagt mærke til det? Mit gæt er, at de fleste af dem, der demonstrerede i Rotterdam, som har tilbragt hele deres liv i Holland, måske alligevel ikke vidste, hvordan landets flag ser ud. Jeg spekulerer også på, om de ville kunne genkende et stykke Gouda-ost, en sort tulipan eller en lille mus med træsko på.

Flagforbistringen spillede tilsyneladende en mindre rolle. På sin egen helt særegne måde, er islamdiasporaerne i færd med at lære de europæiske lande en helt ny og barsk fortolkningen musketereden «en for alle – alle for en».

Men som en tilsyneladende norskorienteret tyrker skrev på Twitter: «Hvis du drejer det 90 grader … ligner det fuldstændigt. Gør det den store forskel? To sider af samme sag.»

Med «sag» mente han Vest-Europa: alle flagene, alle politikerne, alle landene og alle de kristne og sekulære mennesker, som bor der. Og så er det man må stille spørgsmålet: Hvorfor er du her egentlig, siden du hader os, vores styreform og måden vi lever på? Svaret er sikkert kompliceret: De hader os for det vi står for og det vi repræsenterer, for kolonitidens undertrykkelse (på dette punkt bliver det ottomanske rige imidlertid meget hurtigt glemt), på grund af sin til lejligheden anskaffede offerstatus og dumhed, samt for vores vantro overbevisninger eller manglende sådanne.

Men på den anden side er de også ganske godt tilfredse med lønningerne, trygheden, livsstilen og de lækre euro-piger – alt sammen skabt af den liberale civilisation. Den side af tingene kan de godt lide, men de er for dumme til at se, at det ene følger af det andet. De fyrer alt for meget op under hadet og den gudgivne mandsschauvenisme.

Med det sædvanlige selvdyrkende stor-skryderi., var der en eller anden tyrkisk idiot, som slog sig for brystet og sagde: «Som unge tyrkere er vi hvor som helst og når som helst parate til at dø for vores land og vores flag – om det så skulle koste os livet.» Om så skulle være, ja. Det er bare helt utroligt fantastisk gjort af dig, min ven.

Liddles ordvalg er ikke for sarte sjæle. Men det handler ikke om verbale udskejelser fra en person, som har mistet selvkontrollen. Det er en bidende opsummering af en ubehagelig håndfast virkelighed, som er meget værre end de betegnelser, den måtte afføde. Der kræves en vis klasse og hvilen i sin egen moralske position for at kunne levere den. Liddle er ikke et øjeblik i tvivl om, at Europa er tolerant, og han er med rette vred på dem, som bruger denne tolerance som løftestang. Det er ikke overraskende, at det er en brite, som har disse egenskaber.

Han lægger heller ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af Erdogans tilhængere. Hvem er det egentlig, som har et adfærdsproblem her?

Erdogan har kaldt hollænderne for «nazi-levninger og fascister» – hvilket siger alt om hans kendskab til historien – og de muslimske horder har demonstreret til støtte for ham. Vi er efterhånden blevet vant til hylene og flagafbrændingerne. Vi er også blevet fortrolige med de andre fordele ved et åbent og mangfoldig Europa – en lastbil som i fuld fart pløjer sig gennem vantro fodgængere, selvmordsbomber som blåser vantro i smadder, skydevåbnene som én efter én fælder de unge, vantro kakerlakker mens de hygger sig til en popkoncert, knivstikkeriet af de vantro, mishandlingen af de vantro, voldtægterne af kvindelige – og unge mandlige – vantro, seksuelle overgreb mod vantro. Ja da – vi er vant til det hele.

Men den seneste tids hændelser har fremkaldt et skifte i den europæiske holdning, mener Liddle at kunne konstatere. Tilbageholdenheden ser ud til at aftage og det samme gør tålmodigheden med islam.

2016 har sat en stopper for det, for politikerne mærker, med god grund, at udryddelsen puster dem i nakken. Hvem ville have troet, at gode, gamle liberale Holland skulle forbyde burkaen, eller bede Erdogan om at skride ad Helvede til, da han kom for at fiske efter stemmer, eller tage til orde for at «fryse» de latterlige forhandlinger om tyrkisk medlemskab af EU ned? Og det var ikke en højrepopulistisk regering i Holland som gjorde det, men en liberal hollandsk regering (i alt fald lidt endnu, inshallah).

I mange europæiske lande er der kommet forbud mod burkaen og heldækkende tørklæder, observerer artikelforfatteren. Og EU-domstolen har fastslået, at det er i orden at forbyde tørklæder på jobbet. Sammen med den seneste tids hændelser, er der tilsyneladende tale om en ny trend:

Jeg vil påstå, at intet af dette havde været tænkeligt for bare fem år siden. Og jeg ser de to ting i sammenhæng – reaktionerne mod tørklædet og afskyen for Erdogans valgstrategi – for i tankerne hos utroligt mange europæere, er det to sider af samme ubehagelige sag. Det som ligger bagved er, at hollænderne har fået så meget af tyrkerne, som de overhovedet kan tage, og Europa har fået så meget islam som det kan tåle.

Der er al mulig grund til at tro, at Norge bliver et af de sidste lande, hvor et sådant vendepunkt vil indtræffe. På trods af, at de fysisk og virtuelle kommunikationsmidler er allestedsnærværende og lettere tilgængelige end nogensinde tidligere, får vores land i foruroligende lille grad andre impulser fra Europa, end dem, som er ideologisk halal.

The Spectator–