At tyskerne er et folk af flagellanter, som normalt finder sig i at blive opdraget til envejs-tolerance i mødet med islam, er velkendt. Men under overfladen er der røre, og af og til får tyskerne opdragelses­forsøgene i den gale hals.

Deutsche Bahn har for nylig lavet et reklameindslag, som fremstiller det statslige jernbane­selskab –  ikke bare som en transport­leverandør, men også som en arena, hvor mennesker mødes i gensidig tolerance. Initiativet er mildt sagt ikke faldet i god jord.

Scenen viser en ung mand og en ung kvinde, der sidder skråt overfor hinanden i toget. Kvinden bærer hijab og læser en bog. Manden har pc´en åben foran sig, men distraheres af tanker om kvinden. Hvem mon har tvunget hende til at bære tørklæde? Familien? Manden? Og hvad er det nu hun læser? Koranen, sandsynligvis. Hvad ellers? Han ryster distraktionen af sig, og prøver at koncentrere sig om arbejdet idet han mumler: Hvor sidder nu denne nucleus preopticus? Kvinden ser op fra bogen og svarer smilende: På hypothalamus. Det er en anatomibog hun læser. «Tid til mere tolerance» forkynder en tekst, inden man afslutningsvis ser de to siddende ved siden af hinanden, tilsyne­ladende fordybet i en faglig diskussion, hvor hun tydeligt virker som den klogeste.

I omtalen af indslaget på sit eget YouTube-domæne skriver Deutsche Bahn, at det er en selvfølge, at jernbanen befordrer mennesker fra alle kulturer og religioner. Folk kan beslutte om de vil læse, arbejde eller lære et interessant menneske at kende. Toget bringer ikke bare folk fra A til B, det bringer også folk sammen.

Det  fandt folk sandsynligvis ud af selv allerede i person­befordringens barndom, og det at give tyskerne lektioner i tolerance i toget er næppe det mest presserende af menneske­hedens behov. De negative reaktioner har da heller ikke ladet vente på sig. I kommentar­feltet på YouTube bemærker flere brugere, at det er en helt anden befolkningsgruppe, som har behov for at lære noget om tolerance, og at de meet vil have sig frabedt at blive opdraget, at der er tale om hjernevask etc. Og kunne kvinden mon overhovedet tænke sig at ville gifte sig med manden?

Reklamen har haft en stærkt polariserende virkning, konstaterer Die Welt, som bemærker, at den «lille tolerance­lektion» har resulteret i «had-kommentarer» efter mere end en million klik på Facebook på et døgn. Men det er ikke just graverende eksempler avisen kan diske op med:

De første hadkommentarer lod ikke vente længe på sig. Deutsche Bahn skal have produceret «propaganda» og en «eventyr­fortælling», kommenterer brugere.

Er det blandt de angivelige hadefulde ytringer som de sociale medier for at undgå million­bøder skal fjerne i henhold til det nye lovforslag fra den tyske regering? Kommentarerne er naturligvis af stærkt varierende elegance. Andre har skrevet, at den muslimske kvinde efterfølgende slog manden ihjel med en økse. Mange skriver simpelthen, at filmen er dum, eller at den tegner et falskt billede – pinligt og lysår fra virkeligheden.

Faktum er, at de fleste tyskere – fuldstændig som de fleste europæere – hverken kan fordrage tørklædet og alt, hvad det symboliserer, eller den parallellverden, det er omgivet af, som får stadig større ubehagelige konsekvenser for deres egen. Normalt holder mand dette ubehag for sig selv, men påtrængende påmindelser fra en bundfalsk, elitedomineret offentlighed, som er milevidt fra den verden almindelige mennesker lever i, bliver for meget. Så når et glansbillede af genstanden for deres antipati bliver proppet ned i halsen på dem, så kommer det op igen – med eller uden mavesyre.