Tror du på Djævlen? Hvor opholder han sig? Hvordan viser Djævlen sig? Hvordan handler Djævlen eller Den Onde? Og hvad sker der, hvis vi lader som om, at han ikke eksisterer? Var nogle af de spørgsmål jeg stillede konfirmanderne en morgen i januar.

Helt stille havde de hver især siddet. Bidt i blyanten og skrevet svarene ned. Spørgsmålene hang i luften, mens forsigtige fingre kom i vejret. ”Ja, jeg tror på Djævlen. Jeg tror der er en ond magt i verden, der lokker os til at handle forkert,” sagde en. En anden svarede: ”Jeg tror også på Djævlen, men altså ikke sådan en med hale og horn i panden – det er lidt svært at forklare.”

Ja, det er svært at forklare – sproget er for fattigt, og fornuften for stor til at rumme Djævlen, der smilende går rundt iblandt os. De gamle før os malede Djævel på landsbykirkens kalkede hvælvinger – velvidende, at det var en karikatur. Med sin høtyv i hånden lusker han rundt på kalkmalerierne. Her i Lynge og Uggeløse Kirker har de gamle mærkelig nok ikke malet Fanden på væggen. Men jeg kan forsikre jer, at han lurer på os alligevel.

Vores forfædre var hverken formørkede eller dumme, men i afmagt overfor Den Onde,  gjorde de ham så skrækkelig slem og grim som overhovedet mulig. Det var dengang mennesket vedkendte sig at være afmægtigt. Det var dengang, i den gamle verden hvor mennesket troede på både Gud og Fanden – troede på myter og mytologier  – de fortællinger der åbenbarer sandheden om vores eksistens – om menneskelivet. I Kristendommens og Bibelens mytologi møder vi Djævlen i skikkelse af slangen i Paradis og Fristeren i ørkenen i evangeliet til i dag.

Mytesproget er det eneste sprog, der kan etablere den sandhed, der ligger udenfor fornuftens rækkevidde – alt det, der med konfirmandens formulering, ”er svært at forklare.” Vi kan ikke trænge bagom mytens ord, for at se hvad de i virkeligheden fortæller. For sprogets skildring er virkeligheden. Vi kan ikke trænge bagom det mytiske skabelsesmørke, for at se hvad der var før Skabelsens første morgen.

På samme måde kan vi heller ikke gå bagom Djævlen, trænge ind på hans enemærke. Forklare Djævlen som en relativ størrelse – et almenmenneskeligt fænomen, der ikke er mægtigere end mennesket selv kan holde ham i ørene.  For som Guds modstander fra begyndelsen er Djævlen gjort af det samme mytestof. En mytologisk virkelighed, der er større end mennesket – som ikke kan gennemskues af vores klarsyn, begribes af fornuften og forklares med det menneskelige rationelle sprog.

Alene digterne, både dem der var engang – og dem af vor egen tid øser af et sprog af en anden verden. Er sprog, som ikke er i vores rationelle magt, men er lagt i menneske fra Skabelsen – fra myternes verden. Det poetiske sprog. Og med det kan digterne tegne konturerne på den konturløse Djævel. Uden at nedskrive ham – uden at ville gøre ham harmløs. I litteraturen finder vi billeder af Den Onde, der ikke lader sig afbillede i en skikkelse, der er hans egen.

Men hvordan viser han sig så – som jeg spurgte konfirmanderne.

Ja, han kommer til Jesus som fristeren i ørkenen. Ikke som en eller anden der frister, men som selve Fristeren. Ikke skildret ved personlighedstræk, som mennesket kan fastlægge og derved få magten over – nej, han beskrives alene gennem sin gerning. Som Fristeren. Ansigtsløs og uden skikkelse fordi han kan vise sig i ethvert ansigt og iklæde sig enhver skikkelse.  Han er konturløs, men låner konturerne af andre og skjuler sig i sin modsætnings ydre.

Djævlen dukker frem fra en mytisk verden, vi ikke kender som den uventede gæst. Den russiske forfatter Dostojevski skildrer i romanen Brødrene Karamazow, hvordan Djævlen i et syn besøger Ivan Karamazow. Febervildelsen havde taget magten over Ivan og pludselig derovre i hjørnet, lænet mod sofakrogen, sad en skikkelse. En herre. Forklædt som sin modsætning, en russisk gentleman – ulasteligt klædt i et lidt for stort jakkesæt. En smule nusset. ”Den uventede gæst havde ikke just et godhjertet, men dog ret behageligt ansigtsudtryk, der synes at kunne slå over i et udtryk af hvad som helst – alt efter omstændighederne”, skriver Dostojevski.

Der sidder han i sin sofakrog, snyltegæsten. ”Snylter (…) Sandelig det er en god benævnelse, dette er just min rette skikkelse,” siger han og ler. Djævlens væsen er at være en snylter, der med skadefro glæde suger kraften ud af os. Han snylter på Sandheden. Suger kraft ud af den, han ikke er. For selv er han intet  udover Guds modstander, Antikrist. Han eksisterer alene i kraft af løgnen og får skikkelse i løgnen.

Derfor ligner han heller ikke den Djævel de gamle tegnede på kirkehvælvingerne. Han ligner ikke en Djævel, men til gengæld gør han hvad han kan for at ligne Gud. Men til forskel fra Gud kan Djævlen ikke, af sig selv åbenbare sig. Han har ikke åbenbaringskarakter. Han skal stjæle en andens skikkelse at åbenbare sig i – derfor iklæder sig de smukkeste og fineste ord og skikkelse, og så var det, at Djævlene myldrede frem på jord.

– Ingen kan være så lyttende, forstående og så dybt charmerende som Djævlen.  – Ingen kan udgive sig for at være så god og tilsyneladende kærlig som ham. Ingen kan forvride evangeliet som Djævlen og dog påstå, at det er kristendom. Og dog lytter vi til hans tryllebindende væsen – for han er skåret godt for tungebåndet.

Men hvordan kan vi vide, at han ikke er den, han udgiver sig for at være? Ja, i evangeliet til i dag afslører han sig selv overfor Jesus, når han siger: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Han giver alene hvis han får noget igen – fordi han skal udfyldes af noget – for selv er han intet. Og han vil have magten over den, han suger ånden ud af. Selv er han kun tomrummet, og han opholder sig i tomrummet. Hvor Gud er fylde er Djævlen tomhed. Og tomrumsmennesket er altid afhængig af den, der udfylder tomrummet. Djævlen er interesseret i at holde tomrummet tomt. – For det sted, hvor han har frit spil i mennesket, det er i tomheden. – Der hvor mennesket har tabt troen på Ham som er fylde. Tabt troen på Gud.

Så let bliver mennesket hans bytte.

Og det tomme sted, som er intet andet er end troen på os selv, kan Djævlen gøre til sit ved at forblive intet. Som Luther formulerer det, var mennesket uden Helligånden intet andet end ”et gabende tomrum af øde og kulsort mørke”. Uanset hvor stor eller hvor liden en tro vi er skænket – uanset hvor stor den bævende tvivl er, da har vi en lille plet af det kulsorte mørke i os. Bare fordi vi er mennesker.

Derfor frister han enhver af os, os til alle tider.  Vi er alle, hver og en, drevet ud i det mytologiske ørkenland, som er intethedens sted, dødens og fristelsens sted. Der, hvor vi mødes med spørgsmålet, om vi kan give afkald på os selv og give os i Guds vold. Men ørkenen er samtidig det sted, hvor Djævlens egen sag og magt er i fare. For det er også i ørkenen, at rosen skal blomstre og den udtørrede jord skal blive kildevæld. Herude i ørkenens gule land, hvor mennesket er drevet hel ud på eksistens kant står kampen mellem Djævel og Gud om det enkelte menneskes liv.

Den kamp, som Kaj Munk illustrerer i fortællingen om ’Et bitte barn, der bliver døbt hos Ivers’. Vi er i en lille fattig, trang stue. Bøjet ind over det nyfødte barn, der ligger svøbt i varme tæpper, står livets engel på vagt og ånder varme ind det lille menneskehjerte, der slår sine uvante slag. Men ”Henne i Krogens Mørke står der en anden skikkelse…. Fra de tomme Øjenhuler tilkaster han Livets Engel et strengt og forskende blik, som siger: ”Hvor stærk mon du er, hvis jeg nu bestemmer mig til at prøve Kræfter med dig?”.

Præsten, der er tilkaldt og som er ham, der fortæller historien forstår, at han træder ind på kampladsen, hvor liv og død Gud og Djævel kæmper om det lille barn. Og han tænker: ”Lille Menneskebarn, har du allerede været med ude i Krigen, helt ude ved Fronten, hvor det gaar så hedt til, at det kostede Blod? Det første, du skulde opleve, Barnlille, var altsaa Krigen, men straks derpaa ham, der er Fred, Ham er det, der nu slaar sit Tegn over din blodsprængte Pande og dit usikkert hamrende Bryst, og som smiler til dig og siger: ”Lad de smaa Børn komme til mig!”. Ved dåbsordenes magt, i det øjeblik barnet døbes, bliver den strenge herre med intethedens øjne til ét med englen. Det er vilkåret for den, der holdes over døbefonten.

Vi kommer til verden og lever i verden afmægtige som barnet i yderste frontlinje. Det er det vilkår vi mennesker deler med hinanden. At være menneske, det er at være i fare for Djævelens fristelse, for en magt vi er undergivet – hvis styrke vi ikke kan modstå.

Derfor må vi, som de gamle der malede Djævlen så grim og styg, give den magt fra os, som vi tilranede os i Paradis, og som vi ikke magter. Vi kommer til verden og lever i verden afmægtige som barnet i yderste frontlinje. Det lille menneske er i krig, men vi må have Guds egen søn til at gå i forvejen for os og kæmpe, fordi Satan har ”sat sig på vores afmægtighed, og dér sidder han og hersker og spænder ben for Guds ord” (Luther 1525 (1983): 116).

For det, at være menneske, er at være stillet ind i striden mellem Gud og Djævel, mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt. Ved at sende sin søn til verden, deler Gud dette vilkår med os. Derfor må han ud i det samme liv og landskab som vi lever i. Ikke Paradis, men den golde ørken i krigens forreste frontlinje sammen med os. Der hvor han fristes og forlades – forvildes og fornedres, sådan som vi bliver det i hvert vores lille liv. Og værst og måske lettest er den fristelse, hvor Djævlen forfører og forleder os til at tro, at han er uskadelig eller slet ikke eksisterer.

Når vi lukker øjnene for ondskaben, lader som om, at han ikke eksisterer har vi givet ham frit løb iblandt os til at udføre sit arbejde bag vores ryg. For ingen vogter sig for det uskadelige eller for den, der ikke eksisterer. Og han ”griner sjofelt bag sit sorte slør/ hver gang den forblæste sjæl giver fortabt” Som Søren Ulrik Thomsen skriver. Den udspekulerede ondskab holder et vågent øje med sit blindfødte bytte, mennesket, der kun i troen får øjne til at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.  Ligeså umuligt det er at erkende Gud og gennemskue os selv, er det at erkende den ondskab, der alene fryder sig over ondskaben. Ondskaben er ligeså mystisk i sit væsen og ligeså uforklarlig som kærligheden.

Derfor må vi aldrig holde hjertet tomt. Men gør vi når vi tror os selv for store til at tro på hverken Gud eller Djævel. Det er relativismens værste sygdom. Et symptomet er at, vi nedskriver Den Onde til at være et uheldigt træk ved vores personlighed eller en psykisk defekt, vi umiddelbart er herre over. Vi vil begrebsliggøre ham – forstå ham på menneskefornuftens betingelser, for at gøre ham lille.

Men da skal vi gå ind i de gamle hvælvede kirker, hvor de gamle har malet Fanden på væggen. Se den Djævlen i øjnene – rive masken af Den Onde. Her skal vort hjerte fyldes af Guds kærligheds  ord, der siger ”Nu er jeg din og du er min/ min bolig skal og være din/ os skal ej Fjenden skille” (DDS 487). Og vi skal gå herfra med korstegnelsen og velsignelsesordene, der betyder, at det  lille menneske i krig og har blod i ansigtet, for menneskehjertet er valpladsen hvor kampen skal stå. Men i dåben er det tilsagt os, at vi skal tilhøre ham, der har set Satan falde.

Derfor skal vi tro på Djævlen. Og tro på Jesus Kristus ved ham, er vi mennesker en gang for alle blevet befriet fra Djævlens vold. På trods af os selv, uden os selv og kun med Guds nådige hjælp alene.

Amen.

Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne