Den 9. februar blev der afsagt dom i Københavns Byret mod Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, som blev idømt 10 dagbøder á 1000 kr. for at have stillet skriftlige spørgsmål til Københavns Kommune om terroristen Omar El-Hussein og videregivet svarene til to journalister fra hhv. BT og Berlingske, som gengav svarene i artikler.

Dommen er ud fra en juridisk betragtning i ikke særlig interessant: Finn Rudaizky erkendte åbent i retten, at han havde videregivet oplysningerne til de to journalister, selvom besvarelserne fra Københavns Kommune udtrykkeligt var fremsendt med angivelse af, at de indeholdt fortrolige oplysninger.

Så er der ikke så meget at komme efter, heller ikke selvom Rudaizky hævdede, at oplysningerne havde mistet deres fortrolige karakter i og med, at Omar El Hussein havde begået en terrorhandling, og at hensynet til terroristen og hans familie derfor må vige for offentlighedens interesse i at kende til hans baggrund.

At dommen er korrekt er imidlertid ikke det samme som at den opleves som rigtig, og der er mange, der vil opleve det som helt surrealistisk, at retssystemet sætter en terrorists ret til fortrolighed omkring sin socialt- og ikke mindst kriminelt belastede fortid så højt, at man dømmer en politiker for at afsløre den. Det krænker retsfølelsen og i den sammenhæng lægger sagen sig tæt op ad Lars Hedegaards domme i hhv. byret og landsret for at nævne sin attentatmand ved navn.

Når det er sagt, er der al mulig grund til at se nærmere på dommen og de oplysninger om sagsbehandlingen i Københavns Kommune, som den indeholder.

For den afslører en på lange stræk fuldstændig afmægtig kommune, der har kunnet se advarselslamperne blinke faretruende i tilfældet Omar Abdel El-Hussein og hans dysfunktionelle familiebaggrund, men som tydeligvis ikke har hverken forudsætninger eller reelle værktøjer til at gribe ind, og som derfor forsøger at skrive den gode historie.

Fordi Finn Rudaizky brugte sin status som medlem af Borgerrepræsentationen til at skaffe oplysninger, som ikke ellers ville være kommet til offentlighedens kendskab, ved vi idag følgende:

• at Socialforvaltningen første gang får kendskab til Omar El-Hussein efter at han varetægtsfængsles i en alder af blot 17 år
• at Socialforvaltningen i den forbindelse iværksatte “kriminalpræventive hjemmebesøg”, der resulterede i den konklusion, at der ikke var grundlag for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse “fordi Omar passede sin skolegang med gode resultater, deltog aktivt i sportsaktiviteter i sin fritid, og fordi Socialforvaltningen ikke tidligere havde modtaget underretninger vedrørende Omar eller hans familie.
  Desuden gav faderen indtryk af […at han ville være i stand til at forhindre yderligere kriminalitet, og at familien ikke havde yderligere behov for bistand og vejledning fra Socialforvaltningen”
• At Omar ikke desto mindre har haft ophold på den sikrede institution “Stevnsfortet”
• at begge forældre er/har været kontanthjælpsmodtagere
• at Omar har boet i Jordan fra han var 13 til han var 17 år, hvorefter han vender tilbage til København
• at hans mor i perioden 2005-2007 også var udrejst til Jordan, men at hun vendte tilbage til København igen.
• at Omar på grund af sit lange ophold i Jordan har haft “begrænset” tilknytning til folkeskolen – men i det omfang han har været der, har der været adfærdsproblemer

Listen over risikofaktorer er lang, og man genkender hurtigt billedet af en elendigt integreret familie, der ikke har bidraget med andet end kriminalitet og udgifter, og som man derfor bør holde skarpt øje med.

Men det har Københavns Kommune tydeligvis ikke gjort, og det ser ikke kønt ud. Tværtimod vidner det om en lammende afmægtighed, for hvad  skal en forvaltning stille op over for unge som Omar El-Hussein i 2010? Der er hundredevis af sådanne familier i København alene – og hvem kan sige, hvem der bliver den nye Omar?

Ikke desto mindre er Socialforvaltningens vurdering af Omar El-Husseins situation katastrofalt ringe og uprofessionel, og det sandsynliggør Rudaizkys påstand om, at forvaltningerne ofte  tilfører sagsdokumenter personlige oplysninger for at undtage dem for aktindsigt for bl.a. pressen. Dette har også været en af begrundelserne for, at Rudaizky i denne særlige sag, hvor terroren har ramt Danmark, beslutter sig for at gøre en undtagelse og videregive de fortrolige oplysninger, der ellers aldrig var kommet frem.

Lov er lov, og lov skal holdes, men det bliver mere og mere åbenlyst, at vores retssystem slet ikke er gearet til at håndtere de problemer, der opstår i kølvandet på terrorister som Omar El-Hussein og Basil Hassan: Terrorister, der efter deres usle angreb på det land, der har givet dem alle tilbud – alligevel – også posthumt – kan udnytte retssikkerhedsgarantierne maximalt  i det land de satte alt ind på at ødelægge.

I det lys har Finn Rudaisky udvist civil courage og samfundssind. Dem der er enige i det synspunkt opfordres til at hjælpe med at betale bøden. Hvordan det gøres kan læses her: