Billede: Fra Angelico Bebudelsen (143334) Cortona altertavle

Hun boede på solsiden i en af gaderne omkring Eisenacher Strasse i Vestberlin. Jeg kan ikke huske hvad gaden hed – det var i bydelen Schöneberg – lidt tilbagetrukket fra støjen på Hauptstrasse.

Blomsterbladene fra vejtræerne lå som nyfalden lyserød sne på den varme asfalt. Husene var så nydelige der – hver sin lækre pastelfarve. Man måtte røre ved murværket  – som om hænderne længtes efter at mærke farven.

Bittesmå altaner med rækværk af sortmalede snoninger – grønne planter hang og solede sig udover kanten.  Der lugtede varmt og tungt som en storby om sommeren. Baldakiner skyggede cafegæsterne lidt  for eftermiddagssolen, mens de læste tyske aviser – drak kaffe med sødmælk af ukurante porcelænskopper. Nogle med guldkanter.

Lejligheden lå over en af baldakinerne. Den gamle Fru Schnabel fik besøg fra Johanitterne et par gange om ugen, de hjalp hende, købte ind, gjorde rent. Hun var omkring de 80. Den grønne stær var på et temmelig fremskredet stadium – svagt seende, næsten blind. Ellers sprang hun næsten ubesværet rundt og holdt ikke sine uforbeholdne meninger om Tysklands samfundsmæssige og politiske forhold for sig selv.

Som stor pige blev hun taget til Bund Deutscher Mädel. ”Es war so furchtbar”, sagde hun og talte ellers sjældent om krigen. Hun var et levemenneske. Der sad hun en dag, jeg besøgte hende, i sin stue med de mørke teaktræsmøbler og en gammel chokoladeæske på skødet. Hun ragede i kuverterne. Nogle af dem var luftpost  tyndt papir med blå/røde striber i kanten. Gamle kærestebreve. ”Er de fra deres mand” spurgte jeg. ”Nej nej, fra alle mine flammer. Australien, Sydafrika, London. Jeg har virkelig haft brevvekslinger med mange mænd. – Dengang var jeg en lille nips – en str. 34”, sagde den gamle og rystede på hovedet med et skævt smil. ”Og hver gang, når jeg var blevet brændt af, tænkte jeg, at verden ville gå under. Ak som har jeg tudet…” Hun kiggede hen for sig. Og mens hun fortalte, kom der et forklaret skær over det gamle, rynkede ansigt.

En uges tid senere. Der var mørkt i auditoriet og ventilatoren summede. Varmegraderne nåede omkring de 35 de sommer i Berlin. Vi sad på det teologiske fakultet med de store glasfacader ud mod Spree og Berlinerdom. Turistbådene sejlede fordi med brankede turister ombord.

Det var kursus i praktisk teologi –  ”Sjælesorg og aldring”. – Med praktiske øvelse – det var besøgene hos det gamle livsstykke Frau Schnabel med de mange fortællinger fra sit liv, lidt om krigen – mest om kærlighed – og om hvad kærlighed er. ”De burde havde spurgt mere ind til Frau Schnabels problematiske kærlighedsliv, alle de mange mænd. I virkeligheden var hun nok ulykkelig – hun havde nok brug for at bearbejde det. Måske var der en forklaring på de mange kærlighedssvigt. ”  Sagde underviseren med en PhD i sjælesorg og demens, da jeg havde læst samtaleprotokollen højt.

En forklaring? Jeg sad forundret over kritikken tænkte på den gamles ansigt. Huskede hvordan forklarelsens skær lå over de gamle rynker og halvblinde øjne, da hun fortalte om sit liv – om kærligheden.  – Hvad ville blotlægningen af hendes liv – den terapeutiske forklaringen gøre ved samme ansigt?

Det ansigt, det gamle liv som ikke engang Kristustroen giver en forklaring på – men en forklarelse, som den disciplene fik, den dag på Bjerget.  ”Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” Og lyset fra hans ansigt skinnede på Peter, Jacob og Johannes da Jesus forvandles til et ”et åsyn som solen og klæder så hvide/ som nyfalden sne./ Ja, de ser Jesus ‘på bjerget i Skaberens vælde.”

Forklarelsen af disciplenes liv ligger i kærlighedens gåde. Guds egen kære søn – kærlighedens gåde, der kalder disciplenes små liv frem i lyset. Som kærlighedsfortællingerne fra den gamles liv, kalde hende frem i lys. I al den glans – i det strålende syn vil Peter blive og tilbyder at bygge hytter til dem alle, så de kan fastholde forklarelsens lys over deres liv. Han vil selv  – ligesom hende den tyske doktor Phd – gøre forklaringen på det, som blev fortællingerne om hans menneskeliv – til sin egen forklaring.

Men da bliver disciplene ”overskygget af en lysende sky”. På én gang i lys og skygge –  sådan lever vi  for Gud: i jordens mørke og skyggedale, men i nådens forklarende lys.

Da lød røsten inden fra skyen til Peter og til os: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.” Det var Guds svar til Peter. Dit liv, lille menneske, er bevaret som en gåde i Guds kærlighed til sin skabning. Gåden er uvisheden eller uvidenheden om den mulighed, der stadig findes i mennesket. Det er en mulighed, kun Gud kan skabe – ikke en mulighed der er vores – og slet ikke en vi kan forklare. – Men ”hør ham” blev der sagt, den dag på bjerget – og hver dag til os.

Med blikket mod Ham og hjertet mod hans Ord, skal vi høre, at vi hver især er Guds menneskeskabninger, som trænger til hans tilgivelse og en ny mulighed, og som får den skænket i evangeliet om syndernes forladelse. Det er nådens lys, som kærligt skjuler vore skyld, fejl og mangler i mørket – og kaster et forklarende skær over vores ansigt. Det er lyset fra Guds kærlighed til sit menneske – kærlighedsforholdet mellem Skaberen og Hans skabning. Og forklarer vi det – tager vi saligheden ud af det.

Som man tager lyset ud af ethvert kærlighedsforhold, ved at forklare det. For ingen af vore forklaringer får ansigter til at skinne – men de tømmer ansigter. Vi skal lade kærligheden stå og dirre – ane det usete, det usagte og ukendte i dybet af den elskedes ansigt. Når den ene siger ”jeg elsker dig” – må den anden ikke bede om en forklaringen på hvorfor. Det bliver småt af det. ”Jeg elsker dig” – det er det. ”Det er min elskede søn” det er det – der siges. Det er Guds hjertemilde sind  – det er en forklarelse af den elskede, men vi må ikke bede om forklaringen.

For uanset hvor gode forklaringer videnskaben og psykologien har og uanset, hvor megen gavn de gør, så vil de  altid, fordi de går uden om skabningsforholdet, gå udenom kærligheden og gøre mennesket mindre, end det er.

Vi er ikke glasklare eksistenser, og vi tåler ikke at blive udforskede. Og vi tåler ikke at blive reduceret til ren genetik, biologi og kemiske reaktioner.

Og til trods for det har videnskaben mange forklaringer på, hvem vi er, og hvad det er at være menneske. Men også forskeren er et menneske, en skabning – mand af muld du er en gåde/født til livet af Guds nåde, som Grundtvig skriver.

For uanset, hvor meget og hvor længe videnskaberne end betragter og forsker i menneskesindet og menneskelivet, vil den ikke fuldstændigt kunne blotlægge, hvad et menneske er. End ikke en blotlægning af vore gener kan det. End ikke på et røntgenbillede kan vi se medmennesket længere end til tænderne, benene og senerne. Og dét, der gør os mindre, er at videnskabens forklaring af mennesket fratager os ånden og ansvaret. Er mennesket ikke andet end ren biologi og psykologiske, da placeres ansvaret et andet sted, end der, hvor livet nu er og lever – med skyld og skam – med alle fortællinger fra vort liv.

Uanset, hvor meget vi gransker, kan vi ikke gennemskue vores eget væsen og vor liv, vi er og bliver i den forstand en gåde for os selv – og for hinanden. – Selv det menneske vi elsker eller engang elskede, i ham aner vi kun det usagte, det usete – det ukendte.

Og det er altså menneskets store udfordring og opgave, ikke at prøve på at løse forstå eller finde en forklaring på gåden. For fornuften kender kun sin egen indbildning om, hvad det er at være menneske. Derfor kan vi ikke bagom vores egen skabthed – det ville svare til at ”udrive sine egne øjne for at gennemskue dem”, som Grundtvig skriver. Som vi ikke kan gå bagom kærligheden – udgrunde den – der er sjældent en virkelig fornuftig grund til at elske den elskede. Men kunne vi løse kærlighedsgåden mellem dig og den elskede – skabelses- og kærlighedsgåden mellem dig og Gud, ville det være tegn på at vi kunne frelse os selv. For hverken livet eller kærligheden skaber vi selv.

Men derimod skal vi forstå og erkende gåden som et eksistentielt vilkår – og leve med den. Og forblive en gåde fordi der er mere i os, end vi er i stand til at se. – Det får vi at se helt og fuldkommen når vi forklares i lyset af Hans kærligheds nåde.

For vores inderste væsen er givet i vores forhold til Gud. Han er den, der kender vort inderste bedre end vi selv. For I hans kærlighed ligger gåden bevaret og forklaret – også alt det vi ikke magtede, alt det vi sjældent taler om – alt det vi bærer i vores samvittighed. Guds kærlige ja til det uforklarlige menneskeliv – er den kærlighedserklæring der lyder fra himlen deroppe på bjerget. – Den kærlighedserklæring, som vi grunder alle vore kærligheder på. Den kærligheds ånd der rækker fra Himlen til jorderigs muld/ og rører vort øje med fingre som guld og skænker os med forladelsen et forklaret blik på os selv.

Og med det blik ser vi den elskede. Ingen kan fortælle hvem de selv er – det ser vi kun i den anden øjne. Fortællingerne fra vores liv – også dem fra solsiden – er bedst, når vi ikke selv forklarer dem. Men under hinandens kærlige blik forklares vi som mennesker. – Også den kærlighed, der kun varede så kort – af den blev noget i os set, skabt og forklaret. Sådan strålede den gamle Frau Schnabel ansigt i lyset af den kærlighed hun havde levet i – ham fra Australien, Sydafrika og London – det var hendes højtidsstunder. Hun så akkurat ud, som om den elskede havde set hende. Ved Ham skal vi forklares – og ved intet andet.

Amen.

Marie Høgh er debattør og præst ved Lynge-Uggeløse sogne