Medierne er i lang tid gået efter Inger Støjberg, ligesom de norske ditto er gået efter hendes norske kollega, Sylvi Listhaug. Begge er nationale. Det må man ikke. Det er højreekstremt.

Medierne bærer hovedansvaret for, at nytilkomne landsmænd opfatter det som legitimt at angribe “højrefløjspolitikere”.

Folketingskandidat for Radikale Venstre, Abir Al-kalemji, er et grelt eksempel på, hvad en nydansker føler sig berettiget til at sige om et medlem af regeringen. Anledningen er Støjbergs indlæg i B.T. hvor hun skriver, at flygtninge, der har fået ophold skal rejse hjem, når der er blevet fred. Det skal de gøre, så Danmark kan tage i mod andre, der lever udsat.

Al-kalemji føler sig i sin fulde ret til at belære Støjberg om hendes manglende menneskelighed:

“Men selv om det er svært ikke at lade sig rive med i anerkendelseseuforien, vil jeg bede dig om at stoppe op og tænke over, hvordan du med en sætning grupperer dine medborgere som »dem«, der ikke hører til det danske samfund som en fast bestanddel, men som et midlertidigt element og påtrængende gæst, der må forlade det selvtilstrækkelige selskab snarest muligt.”

Det “selvtilstrækkelige” selskab kaldes ellers for nationen. Hvis den ikke var selvtilstrækkeligt, ville den ophøre med at eksistere. Man kan ikke tolke Al-kalemji anderledes, end at det er det, hun vil: At udviske alle forskelle mellem “dem” og “os” er ensbetydende med udslettelse af Danmark som nation.

Den store humanist har ingen problemer med at tillægge Støjberg slette motiver:

“Du glemmer, overser eller fortrænger bevidst, at en flygtning ikke kun er et begreb, der skal forstås i en konventionel kontekst. Men også er et menneske, som har været nødsaget til at forlade sin familie, venner, job og eget land for at finde fred og frihed.”

Hvorfor skulle det at ville begrænse indvandringen være et bevis for, at Støjberg ikke ved, at flygtninge har forladt meget? Der er en logisk brist i argumentationen. Man skulle kunne forvente mere af en læge. Men måske er det den krænkelse/provokation, der ligger i, at en dansk politiker overhovedet vover at oplade sin mund og sige de forbudte ord: At der ikke er plads til alle i herberget Danmark.

Al-kalemjis humanitet er kombineret med en solid dosis aggression – mod det selvsamme Danmark, der har taget imod hende – og givet hende alt.

“Som finder en dansk ægtefælle, får børn og begynder et helt nyt liv under danske rammer. For derefter at blive bedt om endnu engang at give afkald på en hårdt erhvervet tilværelse og skride hjem og genopbygge sit land. Alt imens dit parti har stået i spidsen for at invadere hans land og har været medvirkende til at bringe det i kaos og ruiner.”

Løgn og humanisme går ikke godt sammen. Nydanskere finder ikke en danske ægtefælle. Det ved Al-kalemji godt, men hun mener måske en anden nydansk ægtefælle? En af deres egne? Eller, undskyld, en af “os”, for man har ikke lov til at sondre mellem mennesker.

Det er bare den hage ved det, at den gruppe, som Al-kalemji tilhører, i høj grad opererer med “dem” og “os”. Jeg kan ikke befri mig fra mistanken om, at hendes indlæg i virkeligheden er ét langt forsvar for, at hendes gruppe skal have uhindret adgang til Danmark. Det er gruppefavorisering maskeret som humanisme.

Det bekræfter hun til fulde ved at påstå at, Venstre har stået i spidsen for at invadere “hans [flygtningens] land”. Det er en latterligt påstand. Hvad enten hun mener Afghanistan, Irak eller Syrien: muslimerne har selv ødelagt deres egne lande.

Nu vil de så til Europa og Danmark.

Al-kalemji er oprørt over, at de ikke bliver godkendt som fuldgyldige borgere. Men hvordan kan de det, når de nægter at indordne sig, og ikke vil acceptere, at de er kommet som gæster og må finde sig at stå svagere end de indfødte?

Der er en iboende arrogance i Al-kalemjis holdning, som næsten ikke er til at fatte.

Hun har lært sig humanismens sprog, men det er aggression forklædt som humanisme:

Og så sammenligner du nutidens største tragedier i Irak og Aleppo med Danmarks situation efter Anden Verdenskrig? Danmark blev ikke sønderbombet. Det må være en minimum forventning til en toppolitiker at have historisk baggrundsviden, holde sig opdateret om udviklingen i verdenen omkring sig og have indblik i de tragiske skæbner, man udtaler sig om fra sin tilbagelænede ministerstol.

Støjberg er fuldt ud klar over forskellen på Danmark og Aleppo, men det gør ikke indtryk på Al-kalemji.

Ingen forestillede sig, at danskerne skulle blive i Sverige efter 2. Verdenskrig. Nej tværtimod. Man skyndte sig hjem til Danmark for at få fædrelandet og familien på fode igen. Jeg er helt klar over, at nutidens krige i nogen grad er mere komplicerede end 2. Verdenskrig, men princippet må være det samme. Man søger beskyttelse så længe, der er behov for det.

Integrationsdebatten har bevæget sig i en retning, hvor det er nydanske muslimer, der vil definere danskhed.

Al-kalemjis artikel har titlen: Du har ikke eneret på Danmark, Inger Støjberg

Det er et udtryk for muslimsk overhøjhed ikke at ville bøje sig for nogen eller noget og se andre som en provokation.

Det kan ikke gå godt.

Skal Al-kalmji virkelig i Folketinget?