Laurits Andersen (1854 – 1933) blev født i den lille by Ring i nærheden af Næstved.  Han kom i malerlære, men havde kunstnerambitioner. Han studerede ved Kunstakademiet i København, men fuldførte ikke sine studier. Alligevel blev han en anerkendt kunstner, kendt som L.A. Ring.

Som de fleste nordiske kunstnere i slutningen af 1800-tallet, fastholdt han den realistiske tradition uden at lade sig påvirke alt for meget af den modernisme, som voksede frem i Paris.  Ring fik plads – omend ikke en særlig fremtrædende plads – i den danske kunsthistorie, men i de seneste årtier, er interessen for ham vokset betragteligt.

Frem til 26. januar viser Ordrupgaard udstillingen: L.A. Ring Mellem lys og mørke.

Nordisk kunst har, med undtagelse af Edvard Munch, været temmelig ukendt i international sammenhæng. Det hænger først og fremmest sammen med, at den ikke har udgjort en væsentlig del af modernismens historie.

Dette blev dog ændret med udgangspunkt i udstillingen Northern Light Nordic Art at the Turn of the Century, som blev vist i New York og Washington i 1982 – 83. Udstillingen markerede f.eks. ”opdagelsen” af Vilhelm Hammershøi men også en øget interesse for L.A. Ring. Han blev således repræsenteret på National Gallery i London 2015.

Ett væsentligt bidrag till Rings mere markante position er de nye tolkninger af hans kunst, som blev indledt af Henrik Wivel omkring 1984, da Ordrupgaard viste en retrospektiv udstilling af kunstneren. Rings realistiske billeder gav nu grundlag for en langt mere dyb fortolkning end tidligere.

Ganske vist fremtræder Ring stadig som 1890-tals symbolist, men der er tale om en relativt begrænset periode. På udstillingen kan man f.eks. se hans kendte værk Tre dødningehoveder fra Convento dei Cappucini ved Palermo (1894), men også den mærkelige Elletrunter (1890), et usædvanligt landskabsbillede, som ikke entydigt kan betragtes som et stykke realisme.

Det nye syn på L.A. Ring kom til udtryk i den store, retrospektive udstilling på Statens Museum for Kunst 2006.

Det er et særligt træk ved Ring, at han har sans for de små detaljer og en intensiv tæthed i fremstillingen. Hans arbejder indeholder mere end man umiddelbart tror og det lægger en yderligere dimension til fremstillingen.

Et andet særkende er Rings kompositionsprincipper. Han bygger ofte barrierer mellem hovedobjektet og betragteren, men det kan også handle om symbolik, relationen mellem individerne og tiden. I de fleste værker gengiver Ring grænsen mellem ude og inde. I et par malerier fra 1920´erne kan man f.eks. se sønnen Ole betragte verden fra et vindue, billeder med et klart symbolsk indhold (kan man sin L.A. Ring ved man, at han gjorde forsøg med det allerede i 1885 med den berømte Ung pige, der ser ud af et tagvindue).

Et andet tilbagevendende tema er forholdet mellem bondesamfundet og den frembrydende modernisering.

Som sagt blev Ring aldrig modernist. Det nærmeste han kom synes at være Blæsevejr ved stranden fra 1897, et billede, som med en enkel komposition og stærke farver viser hans hustru i stærk blæst ved Karrebæksminde. Det billede må man ikke gå glip af.

Mere end noget andet handler udstillingen på Ordrupgaard om kunstnerens hjem, og mange af værkerne gengiver hans hustru Sigrid Kähler. Hun var datter af keramikeren Herman Kähler og en dygtig dekorationsmaler. Udstillingen indeholder også et stort antal værker i keramisk – både af Ring og af hans hustru.