Den Korte Avis får ikke mediestøtte næste år
Det meddeler Altinget (19. december), som også bringer en liste over mediestøttens fordeling i 2017.
Ifølge Altinget er Den Korte Avis “omdiskuteret” og “blandt andet kendt som et islam- og indvandrerkritisk medie”. Men det indgår ikke i begrundelsen fra Medienævnet under Slots- og Kulturstyrelsen, der som årsag til at have trukket støtten anfører, at DKA ikke har anmodet om dispensation fra reglen om, at et medie skal have mindst tre helårsansatte redaktionelle medarbejdere. DKA har kun to, nemlig Ralf Pittelkow og Karen Jespersen.
Den økonomiske lussing kommer oven i den massive annonceboykot, som netavisen er blevet ramt af som følge af dens indvandrings- og islamkritiske holdning. I 2015 modtog DKA ca. 86.000 i mediestøtte og i 2016 ca. 149.000.
Det fremgår ikke af Altingets historie, om DKA på forhånd havde opgivet at få sin hidtidige dispensation forlænget, eller om redaktørerne havde sovet i timen.
I Dansk Journalistforbund må der være glæde over, at det omdiskuterede medie nu mister støtten. Sidste år var forbundsformand Lars Werge utilfreds med, at DKA skulle have offentlige penge. “Vi mener”, sagde han til fagbladet Journalisten, “at man bør tilmeldes Pressenævnet for at få mediestøtte”.
Til gengæld bliver der lidt mere at fordele blandt de mange medier, der udmærker sig ved IKKE at være omdiskuterede, og som IKKE har gjort sig bemærket med kritik af indvandringen og islam. F.eks. bliver der i 2017 1.535.769 kroner til den kommunistiske avis Arbejderen. Dette nøjagtige beløb springer i øjnene, når man ser på, hvad andre ukontroversielle aviser som Berlingske, B.T., Ekstra Bladet, Jyske Vestkysten, Politiken og Jyllands-Posten kan stikke i lommen næste år. De får alle 17.500.000 kroner. Altså ikke noget med xxx komma et eller andet. De søde kan sove roligt.
Endnu sødere er det for dagbladet Information, der til næste år skal have 25.226.165,32. Bemærk de 32 øre. Topscoreren er imidlertid Kristeligt Dagblad, der kan glæde sig til 28.984.778,35. Så skulle der være nogenlunde sikkerhed for, at hverken Information eller Kristeligt Dagblad begiver sig ud i indvandrings- eller islamkritik.
I alt andrager mediestøtten for 2017 351.100.000 kroner. Hertil kommer betalingen for de æterbårne medier DR, TV2-Regionerne og Radio24Syv, der kan opfede sig med midler fra tvangslicensen på i omegnen af 4 milliarder kroner.
Vi har den presse, vi er tvunget til at betale for.
I et samfund, hvor 100 journalistiske blomster frit burde kappes om læsernes gunst, ville man naturligvis ikke pålægge skatteyderne at betale til statens kæledægger. Det lyder jo næsten som det gamle Østeuropa. Men der er helt forkert. I Danmark hedder det, at staten bør sikre mangfoldighed i medierne.