Sverige er på hælene med 450 uopklarede mord, stigende vold i den grove ende, bandekriminalitet i fuldt flor og rekordlav opklaringsprocent. Alle vil have flere politifolk, men der bliver stadig færre. Hvad gør regeringen i en sådan situation? Den lover, at det bliver værre.

Det er fortvivlende at være tilskuer til det, der foregår i Sverige. Det er som at se et tog sætte sig langsomt i bevægelser mod afgrunden. Hvilken legitimitet har en stat, som ikke magter at opretholde lov og orden? Som ikke magter at beskytte sine egne borgere?

Krisen i politiet er så dyb, at regeringen regner med, at der vil være endnu flere uopklarede sager til næste år: ”Vi kommer att se sjunkande resultat även nästa år”, udtaler indenrigsminister Anders Ygeman.

Det er ikke kun folket som klager. Politikorpset er i opløsning. Alene i år har 867 politifolk sagt deres stilling op, nogen ved naturlig afgang, men mange i frustration over en lav løn og et stort arbejdspres. Der er i dag 19.477 politifolk i Sverige, mod næsten 21.000 for et par år siden. Ygeman vil vende udviklingen. «Vi vill öka antalet poliser» siger han.

Ønsketænkning

Men Ygemans intentioner er fugle på taget. Politislkolerne har store problemer med at få kvalificerede ansøgere. Måske fordi dem, der kunne være kvalificerede har hørt lidt for meget om tilstandene i det svenske politi. Regnestykket går ikke op; de tre politiskoler har i år optaget 780 aspiranter, men867 politifolk har sagt deres stillinger op. Og endnu flere vil følge dem inden årets udgang.

Antallet af uddannelsespladser på politiskolerne øges kraftig til næste år, men spørgsmålet er om det overhovedet er muligt at optage tilstrækkeligt mange, der er kvalificerede. Flere tusinde søger optagelse hvert år, men få klarer optagelsesprøverne. Hvad stiller man op over for et sådant problem? De svenske myndigheder har indtil videre løst problemet ved at sænke optagelseskravene. Politiforbundets leder Lena Nitz kaldte det imidlertid for et «paniktiltag».

Det er der ikke noget at sig til. Arbejdspresset øges, og flere steder i landet melder politifolk, at man ikke engang har ressourcer til at rykke ud, når der indløber meldinger om igangværende forbrydelser. Det er en offentlig hemmelighed, at store dele af den kriminalitet, der bliver begået i Sverige, kan kobles til indvandringen og den manglende integration. Banderelateret vold og drab, gruppevoldtægter, brændende biler, angreb på udrykningskøretøjer, oget terrortrussel og ikke mindst grænsekontrollen har virkelig trukke tænder ud og drænet politiets ressourcer.

Negativ spiral

Fra 2010 til 2015 faldt politiets opklaringsprocent fra 18 til 14 procent. Kun 12 procent af alle voldssager bliver opklaret. Kun 3,5 procent af alle indbrud. Deprimerende tal.

Samtidig med at utilfredsheden breder sig, vælger politidirektør Eliasson at gå i clinch med Sverigesdemokraterne. Rent bortset fra det helt indlysende, at chefer for statslige etater ikke skal indgå i politiske diskussioner, burde han vide, at han har vigtigere ting at tage sig til. Det er en udbredt opfattelse, at tålmodigheden med Eliasson allerede er opbrugt og at hans fyreseddel allerede er skrevet og kun venter på at blive afleveret. Desværre vil det ikke det løse svensk politis mange problemer.

At opretholde lov og orden er statens mest grundlæggende opgave. Kan politiet ikke løfte denne basale opgave, venter kaos og anarki. Så de øvrige dele af retsvæsenet falde som dominobrikker. Sagerne må efterforskes, opklares og pådømmes, ellers forsvinder tillden til retssamfudet. Situationens alvor kan næppe overvurderes.

– Hvor blev retssikkerheden af?

Marie Karlsson Tuula har en fortid som leder i politiet og er i dag professor i civilret, ved siden af arbejder hun ved byretten i Västra Sverige. Tuula vil ikke tie længere. Hun er bekymret:

“I diskussionerna om den s.k. krisen inom polisen saknas frågor om rättssäkerhet i samband med brottslighet. En fråga som är mycket relevant för oss samhällsmedborgare. När man gör en polisanmälan och även om det finns en utpekad gärningsman skrivs brottet av inom ett dygn. Det synes förhålla sig så att mängdbrottslighet såsom misshandel, stölder och bedrägerier inte utreds alls och därmed inte heller leder till åtal. Enligt uppgifter i Gp ökar snatterierna så mycket att det enligt polisen själva behövs sju årsarbetare för att utreda brotten och då enbart i Göteborgsområdet. Den uppgiften och andra uppgifter kan tyda på att domarna vid vissa av landets tingsrätter kan ha rätt.

Förhåller det sig så är det mycket olyckligt för oss samhällsmedborgare i rättsstaten Sverige. Var finns rättsäkerheten för oss medborgare? Jag har hittills hållit mig passiv i debatten om krisen inom polisen och det även om jag anser att jag har ett och annat att tillägga. Men när det har gått så här långt går det inte att tiga längre. Verkligheten har hunnit i kapp oss. Jag kan inte annat än att ställa frågan om laglösheten som växer sig allt starkare i vårt samhälle är här för att stanna? och för det andra ställa frågan om hur lång tid det kan ta innan ordning och säkerhet åter igen kan upprätthållas? och det för tredje ställa frågan när politikerna ska vakna ur törnrosasömnen?”

Virkeligheden har indhentet os. Karlsson Tuula stiller et dybt foruroligende spørgsmål: Har lovløsheden bidt sig fast? Selv en forsigtig professor kan ikke længere holde mund.

Ygeman om polisen: ”Vi kommer att se sjunkande resultat även nästa år”

Fler missnöjda poliser på väg ut än hungriga aspiranter på väg in

Har poliskrisen nått landets tingsrätter?

Stormen mot rikpolischef Dan Eliasson tilltar i styrka – tros få sparken