Gæsteskribent

Anmeldelse af Flemming Roses nye bog “De besatte”

”Om at ofre sig for menneskeheden og at ofre menneskene” var titlen på en af Søren Krarups tidlige bøger, og det kunne godt være arbejdstitlen på nu forhåndværende kultur-, senere udlandsredaktør Flemming Roses bog om hans år på Jyllands-Posten efter trykningen af Muhhamedtegningerne, og navnlig efter fyringen af daværende chefredaktør Carsten Juste.

Udadtil har Jyllands-Posten(JP) siden 2005 været en god forretning. Måske for god, for i takt med at avisen har slået sig op som ytringsfrihedsforkæmper og endda indstiftet en ytringsfrihedspris, har man indadtil givet Flemming Rose mundkurv på. Han måtte i årevis ikke udtale sig om tegningerne, religion samt organisationen af islamiske stater plus et par ting til.

Han har fået forbud mod at vidne i Chicago mod de to, nu terrordømte, mænd, der planlagde at sprænge JP i luften. Af hensyn til rigets, dvs JP’s sikkerhed. Og han er blevet truet med afsked og kaldt illoyal mod virksomheden, når der alligevel slap noget ud, for sandheden lader sig jo ikke helt skjule.

Flemming Rose er et eftertænksomt menneske, og ligesom pigen Ida i børnebogsserien Nyboderbøgerne, ransager han nøje sin samvittighed. Det kunne jo være, han reelt var et sikkerhedsproblem.

Bliver man af sine nærmeste foresatte kaldt illoyal; af dem, der har myndighed til at afskedige en og bestemme over ens timelige ve og vel, rammer det et ordentligt menneske hårdt, og det ramte Rose særdeles hårdt. For loyalitet er mere end pligt; det er personligt og gælder såvel i ægteskab som overfor fædrelandet.

Da hans bog ”Hymne til friheden” udkommer på JPs forlag med masser af roser, er han selv er bastet og bundet af en veritabel håndfæstning. Rose er ”besat” af de tegninger, lyder devisen, og derfor må han bremses. Af mange hensyn, sikkerheden, eksporten, den offentlige mening.

Som russiskkyndig har Rose læst Dostojevskis ”De besatte”, der er baseret på Lukasevangeliets fortælling om Jesus, der helbredte en mand for onde ånder og sendte dem ind i en flok svin, der derpå kastede sig ud over en afgrund og gik til grunde. Det er ”svinene”, der besættes, og besættelsen har lige så mange udtryk som der er personer. Og er ikke Danmarks offentlighed, herunder Jyllandsposten besat?

”Formanden for det hele”, som han citeres for at benævne sig selv, Jørgen Ejbøl, der har en adfærd som Chaplins Diktator, den konfliktsky chefredaktør og koncerndirektør arbejder ganske vist i døgndrift for deres avis, ikke for at den skal bringe nyt, men for at det skal se sådan ud.

JP må gerne fremstå som ytringfrihedens forsvarer, mens den, der virkelig forsvarer ytringsfriheden og skriver nyt, skal gøres tavs. Og det på en langt mere perfid måde end en regulær fyring. I DDR ville man kalde det Zersetzungsmassnahmen nemlig at sørge for, at en kritisk/illoyal person  bringes til det punkt, hvor han bryder sammen. Rose bryder ikke sammen, men han bryder med sin avis.

Vaclav Havel siger et sted at han engang trak en benådningsansøgning tilbage, fordi dommeren slet ingen ret havde til at benåde ham.

Ligeledes har JPs ledelse ingen ret til at kræve loyalitet fra den medarbejder, de af al magt forsøger at intimidere. For, siger Rose, i hvor høj skal hensynet til medarbejdernes sikkerhed øve indflydelse på avisens nyheder? Gavner det ikke kun de forkerte?

Bogen er en saglig og velunderbygget, men også personlig fremstilling af de absurde forhold på en avisredaktion, og dermed i en offentlighed, der hylder løgn. Savner man konfrontation bedes man læse kapiteloverskrifterne. Der findes den.

Bogen skal selvfølgelig læses i forlængelse af de to øvrige i ”trilogien”: ”Tavshedens pris” og ”Hymne til friheden.

 

Margrehte Horstmann er sognepræst