I den venstreorieorinterede optik er Israel en paria-stat. I den virkelige verden, den der betyder noget, er Israel en succes. Et affældig Europa har ikke fået øjnene op for, hvor stærkt Israel står. Socialdemokratiet tror, det er Israel som er svag, i virkeligheden er det socialdemokratiet, i vid betydning.

Det er tale om tab af realitetssans. Man forstår ikke, at Obamas vidtløftige idealisme har påført USA stor skade. Den lave tillid til Hillary er udtryk for dette.

Hør lige hvad en af USAs mest erfarne udenrigskommentatorer, Walter Russel Mead, skriver i the American Interest:

There is perhaps only one thing harder for the American mind to process than the fact that President Obama has been a terrible foreign policy president, and that is that Bibi Netanyahu is an extraordinarily successful Israeli Prime Minister. In Asia, in Africa, in Latin America, Israel’s diplomacy is moving from strength to strength. Virtually every Arab and Middle Eastern leader thinks that Bibi is smarter and stronger than President Obama, and as American prestige across the Middle East has waned under Obama, Israel’s prestige — even among people who hate it — has grown. Bibi’s reset with Russia, unlike Obama’s, actually worked. His pivot to Asia has been more successful than Obama’s. He has had far more success building bridges to Sunni Muslims than President Obama, and both Russia and Iran take Bibi and his red lines much more seriously than they take Obama’s expostulations and pious hopes.

Det her klinger jo helt forfærdelig i europæiske ører. Hvad er der sket? En så forvrænget virkelighedsopfattelse af verden, må man betegne som tab af realitetssans. Det er lige det Russel Mead peger på, når han skriver:

The reason that Bibi has been more successful than Obama is that Bibi understands how the world works better than Obama does.

Hvis Obama er mislykkedes, er EU mislykkedes i endnu højere grad. Men i Europa magter vi ikke at erkende nogen af delene,

Hvorfor er Bibi lykkedes og Obama mislykkedes? Fordi Obama ikke ejer den pragmatisme, der har været et angelsaksisk kendetegn. Pragmatismen er baseret på en vished om, at verden er et brutalt sted. Idealismen har sine klare grænser. Overskrider man dem, bliver den selvdestruktiv.

Det gjorde Obama fra første færd med talen i Kairo i juni 2009, og under besøget i Pragh, hvor han lovede at afskaffe atomvåben.

Hans politik var at “række ud”. Men uden en klar forståelse af den anden part kan resultatet blive helt forkert. Han var overbevist om at han kunne handle med islamisterne. At Broderskabet var vejen til at forene islam og demokrati.

Again, Obama thought that reaching out to the Muslim Brotherhood (including its Palestinian affiliate, Hamas) would help American diplomacy and Middle Eastern democracy. Bibi understood that Sunni states like Egypt and its Saudi allies wanted Hamas crushed.

Aftalen med Iran er nok den største fejltagelse Obama har begået, fordi den ikke indebærer nogen inddæmning af iransk magt. Obama og Kerry ville have en aftale for næsten enhver pris. De var villige til at betale blodpenge for at få amerikanske gidsler sat fri. Sunni-staterne ser på og tror ikke deres egne øjne.

Det er dette vakuum Israel har fyldt.

Israel’s neighbors may not like Bibi, but they believe they can count on him. They may think Obama has some beautiful ideas that he cares deeply about, but they think he’s erratic, unreliable, and doesn’t understand either them or their concerns.

Europæisk presse har fremstillet Bibi som en israelsk redneck, en højreorienteret politiker, lige på grænsen af det politisk acceptable.

I virkeligheden er det Obama, der ikke forstår hvordan verden fungerer. Men situationen er endnu værre for Europa.

Hvis europæerne var smarte, ville de lære af det liberale USAs krise. I stedet vælger de at hylde Hillary. Hun har ikke forstået noget af Obamas fiaskoer. Alt hun gentager er klicheer og endda mere af den moralske udskamning, som forgifter det politiske klima. Hun samler kapital ved at rive tilliden til halvdelen af vælgerne ned. Den samme destruktive proces ser vi udspille sig i Danmark og de andre nordiske land. Det giver en midlertidig tilfredsstillelse, omtrent som at pisse i bukserne for at holde varmen.