Først vil de ikke kalde det terror. Når de bliver tvunget til det, vil de helst finde en årsag, som ikke har noget med islam at gøre. Sådan er situationen i det land, som oplevede et Pearl Harbour på hjemlig grund for femten år siden. Status er, at det officielle USA stadig ikke vil forstå, hvad det står overfor. Til trods for sammenhængende krig og tusindvis af dræbte og lemlæstede. Hvor meget skal der til?

Hvis ikke Amerika, som har været så dybt involveret, vil forstå det, hvad så med Europa?

I den klassiske græske tragedie er det noget, som hedder peripeteia, eller vendepunktet. Det er der, hvor handlingsvejene krydses og det opstår et skifte, så handlingen går en helt anden vej. Hovedpersonerne ved ikke, hvilken skæbne de går i møde, før den pludselig står synlig foran dem.

De liberales benægtelse af terroren og forsøget på at give Trump og højrefløjen skylden, er endog mere hysterisk end tidligere. Hillary påstår ligefrem, at Trump hjælper med rekrutteringen yil IS! For at få den konstruktion på benene, må hun vende tingene på hovedet:

[W]e know that a lot of the rhetoric we’ve heard from Donald Trump has been seized on by terrorists, in particular ISIS, because they are looking to make this into a war against Islam, rather than a war against jihadists, violent terrorists, people who number maybe in the maybe tens of thousands, not the tens of millions, they want to use that to recruit more fighters to their cause, by turning it into a religious conflict. That’s why I’ve been very clear. We’re going after the bad guys and we’re going to get them, but we’re not going go after an entire religion and give ISIS exactly what it’s wanting in order for them to enhance their position.

Hillary og Obama siger det samme. De fører krig mod ekstremisterne, men skelner yderst skarpt mellem dem og det muslimske flertal. Islam har ifølge dem ikke noget som helst med terror at gøre. Trump og det nye højre truer den sociale fred ved at implicere islam som religion, fordi skulle gøre almindelige muslimer fjendtligt stemte.

Som vi ved, gentager medierne dette budskab hver eneste dag. De forsikrer muslimene om, at de er på deres side og tager afstand fra det nye højre.

Men de får stadig vanskeligere med at få kortet til at passe med terrænet. Man hører dem stønne tungt, når endnu en terrorhandling sker, og man nu skal løbe ud ad bortforklarelsernes omveje: Men som enhver orienteringsløber ved: Hvis kortet og terrænet ikke passer sammen, så er det terrænet, man skal følge. Ikke det landkort, som man står med. Man kan nemlig ikke løbe over en bro, som er revet ned, siden kortet blev tegnet. Man kan heller ikke løbe tværs igennem en nyopført bygning, blot fordi man navigerer efter et ikke-opdateret kort.

Jihadisten i Minnesota var ingen galning, men en af de flinke og velansete fyre. Bombemanden i New Jersey og Manhatten var afghaner med amerikansk statsborgerskab. Han blev radikaliseret efter flere ture til Afghanistan. Medierne er hurtige til at skaffe oplysningerne, men de tør ikke beskæftige sig nærmere med, hvordan det kan være, at et menneske, som er blevet amerikansk statsborger, alligevel vælger islamiske værdier i stedet for amerikanske

Medierne og ekspertene lader som om, at det er en eller anden mystisk process, som rammer nogle få. “Vi ved ikke nok om det til at kunne gøre noget ved det”, siger man. Det lyder nærmest som om, at det er en meget sjælden kræftform, som videnskaben engang kan finde svaret på, selv om det nok vil tage et stykke tid. Indtil da må vi finde os i terrorangreb som noget naturgivent.

Ønsket om og behovet for at fortsætte i samme spor får selv anerkendte jihad-kendere til at sige de mest forvrøvlede ting. Peter Berger var den første vestlige journalist som interviewede Osama bin Laden. Han har skrevet flere bøger om al-Qaida og jihad. Alligevel sidder han på CNN og siger, at husspektakler og vold i hjemmet kan være en indikator på en mulig terrorist. Bare fordi Ahmad Khan Rahani var involveret i husspektakel for nogle år siden.

Det findes helt andre parametre, som fx at holde op med at klæde sig vestligt og lade skægget stå og bede 5 gange om dagen. Men disse parametre er politisk sensitive, de omfatter mange muslimer, som “finder tilbage til deres rødder”. Det ville ikke falde i god dialog-jord, hvis myndighedene omtalte dette som tegn på en farlig udvikling. Da ville man træde islam for nær.

Man tør ikke engang fantasere om, hvad der kan få folk til at vælge Afghanistan fremfor USA. Kan det være the tribal tongue – sproget i hele dets fylde? Kaldene til bøn, som lyder fra minareten ud over byen ved 5-tiden hver morgen, og vækker dybe følelser i den, som lever i udlændighed. Han kender til en samhørighedsfølelse, som USA aldrig kan give ham med sin blanding af kristendom og porno. I USA kan det helt forskellige stå lige ved siden af hinanden, og ingen tager særlig anstød af det: nøgne kvinder og Jesus. [o.a.: Jf. Monrad og Rislunds: Øl er Gud. Eller Nietsches “Gud er død”.] For mange med mellemøstlig og asiatisk baggrund er dette blasfemi og vantro. De de vil aldrig acceptere sammenstillingen af halal og haram. De kan ikke overskue det. De reagerer med afvisning af Vesten og en tilbagevenden til rødderne. Nogle går et skridt videre og griber til våben.

Sværere er det ikke at forstå. Men for den liberale elite er dette umulig at indrømme, da det vil betyder, at teorien om, at alle kulturer går fint i spænd, er falsk.

Et andet begreb i den græske tragedie er anagnorisis, opdagelse/erkendelse. Vi mennesker kan klare en del modsigelse, men en dag er begeret fuld. Da kan man ikke holde masken, og et nyt ansigt viser sig. Det kan være, at den politiske korrekthed er ved at være en spændetrøje, som lever på lånt tid. Hvad skal erstatte den?

Det er her, at der er arbejde at gøre for den flittige samfundskritik. For dem, som finder det trætende, at de samme temaer vendes dag efter dag, uden at der bliver gravet dybt; der kradses kun i overfladen. Men, hvis vi ikke får det her behandlet grundigt, hvis vi i den liberale vestlige verden ikke forstår de modsætninger, som nu giver stærkere og stærkere krusninger på overfladen, så kan stormen, når den rammer os, give anledning til en helt anden erkendelse og opvågning.

Oversat og bearbejdet af Minaul