Den nye tid begyndte 11. september 2001. Femten år er gået. Hvor meget har vi forstået? På overfladen hænger vi efter og mange af de med ansvar og position vil slet ikke. Når Jyllands-Postens ny chefredaktør åbner med at si at avisen ikke kommer til at trykke flere Muhammed-tegninger, kunne han lige gjerne si: Jyllands-Posten skal ikke længer være Jyllands-Posten.

Al den oparbejedede kapital medarbejderne har investeret i forsvaret for det frie ord, hvilket hegn og sikkerhedssluser i Viby vitner om, smider Jacob Nybroe ud av vinduet. Han tror han har et valg, at avisen kan skifte kurs slik man skifter skjorte.

Men det kan man ikke. Man vælger ikke sine fjender. Ikke de her.

Flemming Rose sier i et intervju med Aftenposten at han altid vil måtte leve med truslerne. Der er nogle der aldrig glemmer.

Tror Jacob Nybroe at han kan undfly denne hævn ved at distancere sig fra karikaturene? Så har han hverken forstået fjenden eller en redaktørs pligt.

Jyllands-Posten havnet i den historiske situation ved en tilfældighed. Flemming Rose og avisen optrådte heroisk. Det er den kapital den nye redaktør nu vil smide væk. Hvem ved sine fulle fem sier at nu vil vi ikke længer være helte, vi trives bedre som stympere?

I en krig vælger man ikke sin fjende, og man vælger heller ikke våben. Det er det fjenden der gør.

Den 11. september var det boksåbnere og sivile fly der var våbnene.

USA gik ind i Afghanistan og væltet Taliban. Det gabte over enda mer da det gik ind i Irak. Man talte om at den virkelige krigen var en kamp om hearts and minds.

Den bitre lekse var at den muslimske verden havde så mange indebyggede modsætninger at USA ved at skubbe regimerne over ende, åbnede a can of worms.

George W. Bush ville lave nation-building. Opgaverne voksede mens man holdt på og efterhvert måtte amerikanerne indse at det var et Sisyfos-arbejd. Uansæt hvor mange milliarder, uansæt hvor mange døde og læmlestede amerikanere, briter og dansker: Det man vandt ett sted blev tabt et andet. Imperiet forblødde, ret og slet fordi volden i de islamiske samfund eskalerede.

IS er bare den spisse ende af en ideologi som Saudi-Arabien har missioneret for over hele verden i tiår og Vesten har ladt det ske.

Mangel på overblik

Syrien blev det store laboratorium for en tilintetgørelseskrig. Assad ved at hvis regimet falder er det ude med alawittene. Han ved også at selv den mindte indrømmelse tolkes som svaghed. Hvis han skulle gå med på at gå av vil han være færdig.

Midtøsten er dog-eats-dog-politik.

Den har nu kommet til Europa. Den muslimske indvandring/invasion har forvandlet Europa og satt samfundene i en tilstand af spænding som bare stiger.

Den åbne terror er anskuelsesundervisning. Den viser europæerne hvad de står overfor.

Europæernes sindstilstand er som kamre eller flere lag: Man skal ikke skue hunden på hårene. Det at vi hidttil ikke har sæt europæiske hævnaktioner, betyder ikke at europæerne har resigneret. Det er grund til at tro at hadet mod islam og muslimer er utbredt. Men folk holder det skjult, også for sig selv. Det er nok at studere folks ansigter i det offentlige rum så kan man avlæse alt andet en fred og harmoni.

Ting kan pludselig komme ud af kontroll.

Det er hvad myndighederne frygter, men de tør bare navngi frygten for egne borgere, særlig højrefløjen, ikke frygtens årsag.

Lørdag var der en lovlig demonstration i den norske by Moss, av SIAN. De slipper en bog i marken og to muslimer går til angreb. De tror det er Koranen. En bliver taget af politiet, den anden rækker at skubbe til SIAN-taleren.

Manden der nåede frem praler af sin “bedrift” på sin åbne facebook-vægg. Han heder Ismar Tsoroev. Han har tilhængere der roser ham og sier at det er deres ret ikke at finde sig i at blive hånet af kuffar. Af billederne og sprogbrugen er der ikke vanskelig å læse budskabet.

En følger har skrevet: “Klar for krig.” Det er også hva der sies. Ingen kan være i tvil om budskapet. For riktig at hamre det ind lægger han sig over en politivogn:

Vi har talrige eksempler også fra Danmark. Allahs krigere kan si hvad de vil. De kan åbent demonstrere deres foragt for det danske samfund og at de ikke anerkender dets normer og love. Det var det Krudttønden handlet om. Men Lars Løkke og Helle Thorning Schmidt nævnte det ikke.

De signaliserer svaghed og frygt. Islamisterne lugter frygten.

Islamisterne har en egen macho-kultur, hvor det netop handler om at vise deres mod og ydmyge det danske eller norske samfund. Hvad tror myndighederne, akademia og pressen dette gør med stæmningen i samfundet på lidt sigt?

Myndighederne forsøger at isolere fenomænet ekstremisme til dem der går til angreb. Men de lar sig ikke adskille fra disse drengene og deres piger der hylder dem som “konger”.

Drengen på disse billeder flager at han arbejder som finanskonsulent i Den norsk Bank, Norges største. Han kan posere med våben. Nogle tosser der kalder sig Odins soldater går rundt i gaderne i Trondheim og bliver arrestert, kun fordi de har uniformerede jakker og sier de vil trygge gaderne. En form for borgerværn. Det er dumt, men de er næppe farlige. De kan imidlertid provokere muslimer og venstreaktivister. Ergo: Ind med dem.

Men at flage at man er jihadist får ingen konsekvenser. Selv når blodet flyder i gaderne og politiet ikke klarer holde trit med jihad-planerne.

Hvad gør den er åbenbare frygt med tilliden i samfundet? Mellom folkegrupperne og innad melleom indfødte og i forhold til myndighederne?

Den offentlige debat er ved at blive irrelevant. Søren Pinds udblæsninger foregåer inde i en lille boble.

Derimod er truslerne mod danske normer og myndighedernes autoritet langt mer alvorlig. Truslerne mod og overfald på f.eks fængselsvagter, er et klart angreb på den danske stats voldsmonopol.

Det samme er bilbrander, stener smidt fra broer, brugen av arabisk til at mobbe medelever, den aggressive kamp for burkini og tildækking.

Dette er ved at blive en kulturkrig som udspiller sig i hverdagen, og den er meget farlig.

Når piger i shorts angribes i Toulon fordi de vover at gå ind i et muslimsk område, er det et tegn på at sharia demonstrerer sin magt.

Europæerne forstår at der er en sammenheng mellem disse angreb på deres normer og livsstil og den fysiske terror. Det er samme ideologi.

De vender sig også i øgende grad mod en presse der benytter enhver anledning til å caste muslimer i rollen som ofre.

Alissa Rubin heder en journalist i New York Times der skulle dække burkini-debatten i Frankrige. Hun skildret med indlevelse politiets overgreb mod de tildækkede kvinder på stranden. Men så kom hun til at nævne en detalj, som setter situationen i en helt anden kontekst. Kvinderne svarede politiet: “Hvorfor fjerner I ikke også alle kors?”

Det er skriften på væggen femten år efter 9/11.

Man kan enten forstå eller vælge ikke at forstå. Men det bliver stadig vanskeligere ikke at forstå. Prisen bliver højere.

Billedet: Våbnene der lå igen på marken efter at Syed Farook og hans kone Tashfeen Malik havde blevet dræbt i en shootout med politiet i San Bernardino i Californien 2. december i fjor. New York Times har offentliggjort rapporten om angrebet. Men det er som om det ikke går ind: Medierne klarer ikke dot the i’s. Men billederne taler si tydelige sprog.

Stadig flere forstår at det er selve friheden der er under angreb, og det går op for dem:

Der er intet at forhandle om.

http://www.jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE8981302/jacob-nybroe-laeserne-kan-forvente-mindre-muhammed/