Langkær gymnasium i Tilst har 80 prosent tosproglige. For at holde på de danske elever har man samlet dem i tre klasser hvor det er 50/50. De andre klasserne er 100 % med udenlandsk baggrund. Jyllands-Posten lar en professor forsvare rektor på skolen, der har ret til at inddele klasserne som han vil. Men flesteparten av kommentarene går på at dette er apartheid og racisme.

Jyllands-Posten stempler m.a.o danskeres ret til å at lære på sit eget sprog som racistisk.

Avisen registrerer at flugten fra skolerne begynder når vippepunktet 50/50 er nået. Men avisen vil ikke forholde sig til den demografiske ændring og hvad den betyder for Danmark. Det er nemmest at bruge racisme-formelen.

Men Jyllands-Posten har et problem: Hvad med folks frihet og ret til at vælge?

I folkeskolen skal man vælge den lokale skole, men på gymnasierne er der valgfrihed. Mange av eleverne på Langkær kommer fra Gellerupparken og Bispehaven, med høy indvandrertæthed. De søger sig til en skole hvor der er mange likesinnede. Men af en eller anden grund er ikke dette et problem med samme alvor. Det er “hvid flugt” der er et problem og politisk uspiselig.

Har ikke Jyllands-Posten kommet længer?

Avisen vil ikke gå ind i at de tosproglige ser på danskerne som objekter. De vil gerne dra nytte af deres faglige nivå, men kan ikke forstå at de har behov på egne vegne, til at beskytte sin identitet.

Denne indstilling har medierne og politikerne fodret dem med: De skal bare forlange. Danmark skal stå til tjeneste. Derfor fortolker de alle skrit for at beskytte dansk identitet som racisme. Og Jyllands-Posten følger op.

Sarah Azzam og Hafsa Omar røg begge i 1. X – en af de ”danskerfri” klasser. Og det er ikke optimalt for fagligheden, forklarer de to piger i bus 3A på vej hjem fra skole:

»Niveauet er lavere i vores klasse. Hvis der var danske elever, kunne vi få mere erfaring, og de ville måske kunne hjælpe os,« siger Sarah Azzam, og Hafsa Omar supplerer:

»Vi har begge forældre, der kommer fra andre lande, så de kan ikke dansk og kan ikke hjælpe os med lektierne.«

De to piger fortæller, at skolens rektor har været rundt i klasserne for at forklare, hvorfor eleverne er fordelt, som de er.

»Vores skoleleder har forklaret, at mange måske føler sig skræmt, når der er så mange, der går og siger wallah wallah på gangene,« siger Hafsa Omar, som nu ikke helt forstår det argument.

Avisen og de politisk korrekte beklager at dansker heller ikke bliver kendt med de tosprogliges kultur. Men vover ikke stille det oplagte spørgsmål: Måske er det det de gør? Måske er det fordi de kender kulturen at de søger sig væk? Måske er problemet at skolen og den politiske ledelse undviger at lære de tosproglige danske verdier, men lar dem fremture med sine egne?

Hvad er det som gør at det faglige niveau falder så sterkt

Ifølge professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, er det helt rigtigt af gymnasiet at samle de få tilbageværende danske elever, fordi Danmark ellers meget vel kunne være på vej til sit første 100 pct. tosprogede offentlige gymnasium.

Al erfaring viser ifølge ham, at det faglige niveau vil være højest i klasserne med etnisk danske elever.

»Omvendt ville det ikke gøre nogen forskel, hvis man puttede fire-fem etnisk danske elever i hver klasse. Der er en kritisk grænse ved 40-50 pct. med anden etnisk baggrund. Når du over det punkt, så forringes det læringsmæssige rum,« siger Niels Egelund, der understreger, at der ikke er lavet deciderede undersøgelser af dette i gymnasierne.

»Men jeg kan ikke se, hvorfor denne mekanisme skulle være anderledes end i folkeskolen, hvor vi har en solid viden fra bl.a. Pisa-undersøgelserne,« siger han.

Hvad bunner problemerne i? Er det at man lar den fremmede kultur utbrede sig, i multikulturens navn, så den danske langsomt fortrænges.

Bare det at man kan gøre en slik reportage uden at stille disse oplagte spørgsmål, bidrar til at forstærke flugten. Folk får følelsen af demografi er skæbne.

Det trænger det ikke være, hvis myndighederne var sit ansvar bevidst. Og pressen.