Arabere og muslimer er ophidsede over et kontroversielt besøg i Israel ved en pensioneret, saudisk general, dr. Anwar Eshki, som beskyldes for at fremme “normalisering med jøderne og det zionistiske fænomen.” Når “normalisering” med Israel bliver fordømt som en større forbrydelse og synd, kan man næsten ikke forestille sig, hvordan “fred” med israelerne vil blive opfattet i de arabiske og islamiske lande.
General Eshki og en delegation bestående af saudiske akademikere og forretningsfolk mødtes med det israelske udenrigsministeriums generalsekretær, Dore Gold, koordinatoren for regeringsaktiviteter i territorierne (COGAT), generalmajor Yoav Moderchai, og adskillige Knesset-medlemmer fra oppositionen. Den saudiske delegation tog også til Ramallah, hvor dens medlemmer mødtes med det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, og andre palæstinensiske embedsmænd.
Den pensionerede, saudiske general Anwar Eshki (i midten, med stribet slips) og medlemmer af hans delegation mødtes med Knesset-medlemmer og andre under et besøg i Israel den 22. juli 2016. (Foto: Twitter) |
Den vrede, som dette enestående besøg i Israel ved den saudiske delegation vakte, viser, at mange arabere og muslimer stadig mener, at Israel ikke har nogen eksistensberettigelse, trods den optimisme der blev ytret ved det såkaldte Arabiske Fredsinitiativ i 2002.
Flere arabiske og muslimske ledere hævder, at en israelsk tilbagetrækning til præ-1967 linjerne og dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat med Øst-Jerusalem som sin hovedstad ifølge dette arabiske fredsinitiativ vil medføre oprettelse af “normale relationer” mellem deres lande og Israel.
Men den opstandelse, som den saudiske delegations besøg i Israel har udløst over hele den arabiske og islamiske verden, peger på én bestemt konklusion, nemlig, at for mange arabere og muslimer handler konflikten med Israel ikke om tilbagetrækning til præ-1967 linjerne. Ej heller handler konflikten om palæstinensiske rettigheder og “normale relationer” mellem Israel og de arabiske og islamiske lande.
Modstanderne af besøget udtrykker deres følelser under banneret “anti-normalisering” med Israel. Det virkelige problem er imidlertid eksistensen af Israel på “muslimsk ejet” jord. Disse modstandere har ingen intentioner om at anerkende Israels ret til at eksistere, heller ikke selvom det trækker sig tilbage til præ-1967 linjerne og tillader dannelsen af en selvstændig og suveræn palæstinensisk stat på Vestbredden, i Gazastriben og Øst-Jerusalem. Dette står selvfølgelig i skarp modsætning til ånden i det Arabiske Fredsinitiativ, som mange i Vesten fejlagtigt tror, vil bringe den israelsk-arabiske konflikt til ophør.
De første til at udtrykke deres bestyrtelse over besøget var flere tusinde saudiere, heriblandt førende islamiske klerikale, som gik på de sociale medier for at udtrykke deres giftigheder og had mod Israel og jøder. Mange mindede deres tilhørere om fatwaer (islamiske religiøse dekreter), som forbyder enhver form for “normalisering” med Israel og jøder, som kaldes for “vantro og polyteister.” Fatwaerne forbyder også muslimer at opgive nogen del af “muslimsk ejet” land til ikke-muslimer.
Inden for islam hedder det, at hvis et landområde nogensinde har været under muslimsk kontrol, som f.eks. det sydlige Spanien, el-Andalus, så bør det tilhøre muslimerne som en slags testamentarisk gave eller waqf, forvaltet for Allah til evig tid. Eftersom hele Mellemøsten var under det muslimske, osmanniske kejserriges kontrol fra 1259-1924, mener mange arabere og muslimer, at hele området udelukkende tilhører islam, uanset hvem der måtte have levet der tidligere.
Jøder, som har levet kontinuerligt i det bibelske Kanaan og Judæa gennem tre tusind år, undrer sig sikkert over, hvordan de kan blive beskyldt for at “besætte” deres eget land.
En af de førende klerikale, dr. Ali Daghi, generalsekretær for Internationale Muslimske Lærde, skrev: “Der findes en konsensus blandt muslimer, i fortiden såvel som i nutiden, om, at hvis et islamisk land er besat, så skal indbyggerne erklære jihad, indtil det er befriet fra besætterne.”
To-statsløsningen er tydeligvis ikke målet for denne klerikale og hans venner. Ej heller er de interesseret i “palæstinensiske rettigheder.” Dr. Daghi er derimod optaget af muslimernes “ret” til hele området, herunder også de dele, hvor Israel ligger i dag.
En anden førende saudisk, religiøs leder, Adel Al-Kalbani, tidligere imam ved stormoskeen i Mekka, sluttede sig til “anti-normaliseringskampagnen” ved at erklære: “Dengang vi var unge, plejede man at kalde dem for den zionistiske fjende. Gennem tres år har denne fjende ikke forandret sig. Men vi har forandret os!” Den “forandring,” han taler om, henfører til de få arabere og muslimer, som er villige til at anerkende Israels ret til at eksistere.
Den saudiske sheik Esam Al-Zamel sagde: “Hadet til Israel og den zionistiske fjende er indskrevet i hjerterne på vores generation. Vi må indskrive disse værdier og principper i hjerterne på vore børn.”
En anden saudisk borger, sultan Al-Jumeri, sagde: “Normalisering og en udstrakt hånd til det zionistiske fænomen bør forblive en vanære og en synd, som vil hjemsøge gerningsmændene til deres sidste dag. Det er forræderi mod historien, landet og martyrerne.”
Fahd Al-Shumri, også fra Saudi-Arabien, bemærkede: “Normalisering betyder anerkendelse af “Israel.” Dette vil føre til næste fase: afståelse af Al-Aqsa moskeen og anerkendelse af jødernes ret til landet Palæstina.”
En saudisk prædikant, Hassan Al-Mutairi, spurgte undrende: “Findes der nogen muslim, som støtter normalisering med zionisterne? Sten og træer vil forblive vidner til vores fjendskab mod jøderne.”
Han refererede til en hadith (beretninger om Muhammeds ord og gerninger), som også er en del af Hamas’ Charter, og som fastslår:
“Dommens Dag vil ikke oprinde, før muslimerne bekæmper jøderne, og jøderne vil skjule sig bag klipper og træer, men klipper og træer vil sige: Åh muslim, åh Allahs tjener, der står en jøde bag mig, kom og dræb ham – undtagen gharqad-træet [bukketorntræet], som er et af jødernes træer.”
Nogle saudiske og arabiske skribenter betegnede den saudiske delegations besøg som en “kniv i ryggen” på Boycott, Divestment and Sanctions-bevægelsen (BDS) mod Israel. De opfordrede den saudiske regering til omgående at træffe afstraffende foranstaltninger mod den tidligere general og hans delegationsmedlemmer for at afskrække andre fra at begå en lignende “stor forbrydelse” mod arabere og muslimer.
“Israel vil forblive vores fjende nummer ét uanset zionisterne,” bemærkede den saudiske skribent Amal Zahid. Ramzi Al-Harbi, en anden skribent fra Saudi-Arabien, kom med denne kommentar: “Enhver, der opfordrer til fred med zionisterne, bør retsforfølges for højforræderi. Normalisering er forræderi.”
Mange palæstinensere hoppede med på vognen ved at tilføje deres egne agitatoriske og hadefulde bemærkninger mod de saudiere, som besøgte Israel.
“Vi hilser enhver saudier, som afviser normalisering med besættelsen,” sagde den palæstinensiske, politiske analytiker Ibrahim Al-Madhoun.
Ikke overraskende fremsatte Hamas, Islamisk Jihad og andre palæstinensiske grupper også udtalelser, som kraftigt fordømte den saudiske delegations besøg i Israel og efterlyste et forbud mod den slags rejser. Disse grupper gik endda så vidt som til at fordømme de embedsmænd fra det Palæstinensiske Selvstyre, så som Jibril Rajoub, som havde deltaget i møderne med den saudiske delegation.
De “Palæstinensiske Modstandskomiteer,” som er en koalition af forskellige palæstinensiske, væbnede grupper i Gazastriben, fordømte besøget som en “forbrydelse mod Palæstina og dets folk.” Grupperne beskrev besøget som “skændigt” og advarede mod forsøg fra visse araberes og muslimers side på at “acceptere eksistensen af det zionistiske terrorfænomen på Palæstinas jord.”
Den udbredte kampagne imod den saudiske delegations besøg i Israel er det direkte resultat af årtiers anti-israelsk indoktrinering i de arabiske og islamiske lande, palæstinenserne inklusive. Kernepunktet i denne kampagne er benægtelsen af Israels ret til at eksistere og benægtelsen af enhver jødisk forbindelse til “muslimsk ejet” jord.
Lad os få det helt på det rene: her er ikke tale om perifere stemmer. Dette er det brede arabiske og islamiske samfund. Palæstinenserne har også længe været en del af denne kampagne og brugt deres egen drift henimod “anti-normalisering” til at forhindre alle og enhver i at mødes med israelerne.
Ved at tillade (og sommetider støtte) den slags kampagner skyder det Palæstinensiske Selvstyre sig selv i hovedet. Hver eneste gang en embedsmand fra Selvstyret, herunder præsident Mahmoud Abbas, mødes med israelerne, reagerer en stor gruppe palæstinensiske “anti-normaliseringsaktivister” ved at fordømme møderne og opfordre til en total boykot af Israel.
BDS-bevægelsen imod Israel inspirerer disse hadefulde folk. Ifølge Israels fjender bør kampagnen ikke kun handle om boykot, forbindelsesophør og sanktioner. Som raseriet over besøget i Israel tydeligt viser, er det ikke “normalisering” med det “zionistiske fænomen,” der bekymrer dem, men selve den kendsgerning, at Israel eksisterer.
Verden kan blive ved med at snakke om det Arabiske Fredsinitiativ, lige så længe den vil. Kendsgerningerne på jorden viser, at de arabiske og muslimske masser fortsat opfatter Israel som et fremmedlegeme, der blev plantet med magt på “muslimsk ejet” jord. For masserne er løsningen jihad mod Israel, ikke endnu et fredsinitiativ støttet af nogle ikke-valgte, arabiske, diktatoriske regimer.
Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.
