Igen er der sat ild til biler i Storkøbenhavn. Otte biler udbrændte. Gad vide hvad ejerne tænker. Disse, helt oplagte spørgsmål, stiller pressen imidlertid ikke.

Heller ikke at bilbrandene fortsætter, selvom politiet anholder nogle af de mistænkt. Vi har åbenbaret at gøre med en copycat crime: Bilbrande smitter og nye gerningsmænd inspireres af bilbrandene.

Men hvem er de?

De fleste, også medier, eksperterne og politikerne, har en stærk anelse. Men alligevel er de tavse. Dermed bliver også politiet forbeholdne.

Faktum er, at bilbrandene som er taget til gennem mange år, især i Sverige, er en form for flammende protest mod samfundets autoriteter og samfundet som sådan. Det er er fuck you! til Sverige og Danmark.

Men da samfundets fortolker-elite er mere optaget af oprør end af at bevare det bestående, er de tilbøjelige til at finde alle mulige forklaringer, der forstår gerningsmændene.

Hvor længe er den situation holdbar?

Der er en splittelse i vores samfund, der gør at man ikke tør at konfrontere det der er på spil.

Branderne er ikke en kopi af 68’ernes gadekampe. Det er udtryk for et oprør mod samfundet, en afvisning af samfundet. Det er en sagte brændende intifada.

Gerningsmændene afprøver myndighedernes handlekraft. Hvis de oplever, at der ikke for alvor findes nogen beslutsomhed, vil det blive et våben i deres hænder. Ved en ny konfrontation, f.eks om retten til at bære burkini, eksemplificeret ved en skæbne, a la Aylan Kurdi på stranden, vil de benytte sig af den reference og vise hvem der har magten.

Medierne vover ikke at erkende at der er en krig. Og så længe de ikke vover det, vil de tabe.

Billedet er fra den ungarske grænsen i fjor sommer. Bemærk fotograferne. Der kom dog ingen ingen reportager om det, der lignede en intifada på europæisk jord. Billederne blev kun brugt til at fortælle, hvor hjerteløse ungarerne var.